Støtte til spiseforstyrrede vedtaget

NOTE: Politikerne øger nu indsatsen for unge med spiseforstyrrelser. Tidlig opsporing og indsats er del af indholdet. Tandlæger bør inddrages, da de ser ætsede tænder, siger Tandlægeforeningen.
Lars Igum Rasmussen
102 stemte for. Tre imod. Og syv undlod at stemme.

Sådan var udfaldet, da regeringen og Dansk Folkepartis forslag blev vedtaget med støtte fra Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne i Folketingssalen tirsdag eftermiddag.

Dermed styrkes indsatsen for landets mere end 50.000 spiseforstyrrede.

Regeringen er nu pålagt at udvikle behandlingstilbuddene, den tidlige opsporing skal styrkes, kommuner og regioner skal inddrages i højere grad, der oprettes specielle teams målrettet spiseforstyrrede og selvmordstruede og der afsættes et beløb på 16,5 mio. kr. til brug på private behandlingssteder.

Dokumentation

Forslag fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, der blev vedtaget:

"Der er i de senere år anvendt mange midler til forebyggelse og afhjælpelse af selvmord, selvmordsforsøg samt spiseforstyrrelser. Der er via satspuljemidlerne afsat 30 mio. kr. årligt til styrkelse af indsatsen i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger for behandling af spiseforstyrrede.

For at sikre en fortsat positiv udvikling og for at arbejde henimod at give spiseforstyrrede samme rettigheder som i det udvidede frie sygehusvalg opfordres regeringen i samarbejde med satspuljepartierne til,

- at der løbende udvikles og kvalitetssikres behandlingstilbud til spiseforstyrrede,

- at der sker koordinering, videnspredning, forebyggelse og forskning samt tidlig opsporing og behandling,

- at regioner og kommuner inddrager forebyggelse og tidlig indsats i de kommende sundhedsaftaler samt

- at der oprettes teams målrettet spiseforstyrrede og selvmordstruede,

- at anvende 16,5 mio. kr. fra den psykiatriaftale til medfinansiering af amternes og H:S's udgifter til inddragelse af private behandlingskapaciteter,

- at prioritere spiseforstyrrelser ved forhandlinger omkring den nye psykiatriaftale."


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024