Sundhed er øverst på dagsordenen

NYHED: Allerede for to uger siden, da statsministeren afgav sit akutløfte, viste han, at han tog sundhed alvorligt. I dag præsenterede regeringen sit velfærdsoplæg, og det stod også i sundhedens tegn.
Maria Dalby

Vi mener ikke, at Folketinget eller regeringen skal detailbestemme alting. Vi vil i stedet udstede rammer, hvor det så er op til den enkelte kommune eller patient at finde den løsning, der passer bedst.

Anders Fogh Rasmussen (V)
Statsminister
Under et billede af en smilende sygeplejerske præsenterede statsministeren i dag tre bud på, hvordan Danmark fortsat skal holdes i topform. Der er ingen tvivl om, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har set, at sundhed er sat øverst på vælgernes dagsorden, for endnu en gang præsenterede han væsentlige forbedringer på sundhedsområdet.

"Velfærdsservicen skal have et ekstra løfte. Kræft skal behandles straks. Vi vil ikke acceptere, at kvaliteten ikke er i top." Sådan begyndte statsministeren sit pressemøde.

Penge bag ordene
Derefter fortalte han om de 50 mia. kr., der skal investeres i bygninger over de næste 10 år. Halvdelen af pengene skal bruges på sygehusene. Ønsket fra regeringens side er, at pengene vil kunne skabe en tidssvarende sygehusstruktur, der lever op til de forventninger, som fremtidens patienter har.

Men regeringen fremlagde også kvalitetsstandarder for den enkelte patient.

Dokumentation

Kvalitetsstandarder for patienter:

Livstruende kræftformer kræver akut handling og klar besked. Udredning og behandling skal iværksættes straks.

I takt med, at sygehusene bliver udbygget og renoveret, skal alle indlagte patienter, som det er relevant for, have enestue, hvis de ønsker det.

Indlagte patienter eller patienter i længerevarende ambulante forløb skal have én fast kontaktperson, som de kan henvende sig til for at få råd og vejledning.

Akutberedskabet skal indrettes, så hjælpen under normale omstændigheder kan være fremme inden for 15 minutter efter opkald til 112.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024