Sundhedsudvalget får ikke løbende tilsendt materiale som ønsket

Sundhedsudvalget ønsker løbende at få tilsendt materiale omkring forskning i embryonale og voksne stamceller efterhånden som det publiceres. Ministeren henviser til, at der publiceres utroligt meget på området, og henviser derfor til diverse hjemmesider og andre kontakter.
Tina Møller
Dokumentation
Spørgsmål 107: "Vil ministeren løbende tilsende sundhedsudvalget rapporter og relevant information vedrørende forskning i embryonale og voksne stamceller efterhånden som det publiceres".

Sundhedsministerens svar: Forskning i voksne og embryonale stamceller er et stort og hastigt voksende forskningsfelt. I Danmark har vi øget indsatsen inden for forskning i voksne stamceller.

Der blev i 2002 afsat 23,6 mio. kr. til en større tværgående forskergruppe i "basal og anvendelsesorienteret stamcelleforskning".

Forskning er international. Som bekendt finder forskning over hele verden sted på universiteter, hospitaler, andre offentlige samt private forskningsinstitutioner. Forskerne publicerer deres resultater i en lang række internationale tidsskrifter, hvoraf Science og Nature er nogle af de mest kendte.

Derudover udarbejdes der såvel i nationalt regi som i EU-regi forskellige rapporter og artikler, der sammenfatter aktuel viden og forskning på forskellige områder, gerne i en mere lettilgængelig form end rent faglige artikler.

I Danmark kan der på stamcelleområdet nævnes Genteknologiudvalgets rapport om fremtidens bioteknologier, samt publikationen fra høringen om anvendelse af stamceller i forskning og behandling den 23. januar 2003.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings departement har vanskeligt ved løbende at være fuldt opdateret om den allernyeste viden inden for et meget specifikt forskningsområde som stamceller.

I stedet vil jeg henvise til BIOSAM, hvis formål netop er at formidle forsknings- og videnssiden inden for hele bioteknologiområdet til bl.a. politikere. Her kan henvises til deres hjemmeside, www.biosam.dk.

Derudover har den tværministerielle Task Force inden for etik og genteknologi etableret en hjemmeside, der omfatter hele genteknologiområdet, herunder også stamceller, www.biotik.dk.

Til udvalgets orientering medsender jeg den seneste udgave af en artikel fra ’The European Science Foundation’ vedrørende forskning i stamceller.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024