Debat

Sygeplejerske: Sundhedsvæsenets alvorlige situation røg under radaren i åbningsdebatten

Andre emner løb med opmærksomheden, mens partierne vendte det blinde øje til sundhedsvæsenets forestående kollaps ved Folketingets åbning, skriver Dorte Hesselberg Jensen.

Under åbningsdebatten torsdag den 7. oktober var der forstummende stille hvad angår situationen i sundhedsvæsnet, mener sygeplejerske Dorte Hesselberg Jensen.
Under åbningsdebatten torsdag den 7. oktober var der forstummende stille hvad angår situationen i sundhedsvæsnet, mener sygeplejerske Dorte Hesselberg Jensen.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rundt omkring i landet har politikerne rigtig iført sig arbejdstøjet.

Folketingets åbning og et kommende kommunal- og regionsrådsvalg har i den grad fået både de lange ønskelister og efterlysninger af løsningsforslag på banen.

Desværre lader det ikke til, at sundhedsvæsenets forestående kollaps ligger blandt de mest prioriterede områder at tage fat på. Klima, ligestilling og udlændingedebatten synes at have vundet over at løse de massive udfordringer som sundhedsvæsenet står i.

Vel er det også vigtige emner at prioritere, men at føre debatten om sundhedsvæsenets kritiske situation på baggrund af ’ude af øje ude af sind,’ fjerner jo ikke den alvorlige virkelighed vi står i.

Et giftigt arbejdsmiljø

De sundhedsprofessionelles kamp for bedre vilkår for både patienter og medarbejdere lader til at gå fuldstændig under radaren.

Massive rekrutterings- og fastholdelsesproblemer blandt jordemødre, sygeplejersker og social-og sundhedspersonale har igennem længere tid været et problem.

De sundhedsprofessionelle har forsøgt at råbe vagt i gevær, når sundhedsvæsenet år efter år er blevet pålagt et to procent effektiviseringskrav og medført et voldsomt presset arbejdsmiljø.

At føre debatten om sundhedsvæsenets kritiske situation på baggrund af ’ude af øje ude af sind,’ fjerner jo ikke den alvorlige virkelighed vi står i.

Dorte Hesselberg Jensen
Sygeplejerske

Presset er nu blevet så altoverskyggende, at sygeplejerskerne trods bod fastholder arbejdsnedlæggelser landet over, for at få politikernes opmærksomhed.

Sundhedsvæsenet har behov for førstehjælp

Den offentlige styringslogiks svar på udfordringerne er ’Regeringen lover at betale for at nedbringe pukler’.

Det nytter jo ikke noget på den lange bane. Hvem skal udføre nedbringelsen af de såkaldte pukler? De sundhedsprofessionelle er nedslidte og de ringe arbejdsvilkår har medført et voldsomt hårdt arbejdsmiljø.  

Den 5. oktober kunne en rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) da også afsløre, at 47 procent af stillingsopslagene til sygeplejerske i perioden december 2020 til april 2021 ikke kunne besættes.

Er det så underligt, at det er vanskeligt at rekruttere og fastholde dygtigt og kvalificeret personale, når diskursen i vores samfund er, at sundhedsprofessionelle reduceres til et par varme hænder? Når løsningsforslag formuleres udenom jordemødrene, sygeplejerskerne og brugerne af vores sundhedsvæsen?

Vi er frustrerede på vores patienters vegne, på vores fags vegne og den ringe agtelse det åbenbart har at udføre sundhedsprofessionelle ydelser, at løsningsforslag formuleres som ’pukkelafviklinger’.

Der er behov for et skifte i retorikken. Der er behov for flere kloge hoveder i sundhedsvæsenet - hænderne skal nok følge med, hvis arbejdsvilkårene er i orden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024