Debat

R: Brugerbetaling skal være logisk og retfærdig

DEBAT: Efter Camilla Hersoms (R) forslag om brugerbetaling på hospitaler kom der skarp kritik fra Kost og Ernæringsforbundet. Vi må se fordomsfrit på udviklingen af sundhedsvæsenet, svarer Hersom igen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Camilla Hersom
Medlem af Folketinget, Radikale Venstre 

Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet, spørger, om man under indlæggelse betaler for livsvigtig medicin. Nej, men det gør man da, lige så snart man forlader hospitalet.

AKF’s nye forskningsrapport om brugerbetaling viser tydeligt, hvor forskelligt man har indrettet sig i de forskellige velfærdstater. I Danmark har vi valgt en model, hvor meget er helt gratis, men få områder som fx medicin er underlagt stor brugerbetaling.

Tandsygdomme skal man selv betale for, andre sygdomme betaler fællesskabet. Det, mener Radikale Venstre, er uretfærdigt, fordi det rammer socialt skævt. 

Ønsker logisk fordeling
Derfor er vores ønske, at man gennemgår de ca. 15 procent af sundhedsudgifterne, som i dag er brugerbetalt for at sikre en mere logisk og retfærdig fordeling. Vi ønsker ikke mere brugerbetaling, men en mere retfærdig fordeling. Det kræver en samlet gennemgang af sundhedssystemet.

Jeg underkender ikke kostens betydning for helbredet for både syge og raske. Tværtimod. Kosten er tilmed en integreret del af behandlingen i nogle tilfælde, men ikke i alle.

Der findes i øvrigt en del patienter med tandsygdomme, som får store ernæringsproblemer, fordi de ikke kan tygge maden og derfor kun kan indtage bestemte typer føde. Den bedste hjælp til dem vil være lettelse af brugerbetalingen på tandlægeregningen. Det kan vi kun, hvis vi finder pengene et andet sted.

Udvikling kræver fordomsfrit syn
Jeg vover at nævne betaling for maden/sengepladsen på hospitalet som et eksempel, vi kunne diskutere, fordi der er kendte fortilfælde i andre sammenhænge. Bl.a. betaler man mange steder i Danmark for plejehjemsmad.

Det vækker ikke voldsom forargelse, uanset at ældre mennesker på plejehjem udgør en gruppe mennesker, hvor den rigtige ernæring har meget stor betydning for deres helbred og velbefindende. Tingene er altså mere nuancerede end som så.

Forudsætningen for en fortsat udvikling af sundhedsvæsenet er, at vi tør se fordomsfrit på, hvordan vi har indrettet os. Måske kan vi gøre det bedre – også når det gælder brugerbetaling – end vi gør i dag. Det er da en diskussion værd uden falske modsætninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Camilla Hersom

Vicedirektør, Danske Regioner, bestyrelsesleder, Kvinfo
m.phil. i European Studies (Cambridge Uni. 1997), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1999)

Ghita Parry

Formand, Kost og Ernæringsforbundet
økonoma

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024