Metrostation på Gl. Strand møder modstand

KORT NYT: Folkene bag en ny underskriftsindsamling råber vagt i gevær: Ingen kender de ødelæggende konsekvenser for de gamle huse ved linjeføringen under den ældste del af København.
Christian Juhl Mølgaard

Den planlagte Metrostation Christiansborg, der skal indgå i den kommende Cityring, er nu kommet under beskydning på Internettet.

Der er oprettet en underskriftsindsamling mod stationen, der ifølge planen skal placeres på Gammel Strand.

Hovedargumentet mod denne placering er det manglende kendskab til de ødelæggende konsekvenser, linjeføringen under det ældste kvarter af København vil have på de gamle, fredede huse.

Alternativ placering
Initiativtagerne til underskriftsindsamlingen mener, at Metrostation Christiansborg istedet bør anlægges på Christiansborg Slotsplads, hvor de praktiske forhold er til stede, og anlægstiden for stationen bliver de normale 3-4 år.

Dokumentation

Fra hjemmesiden med underskriftsindsamlingen:

KONSEKVENSER ved anlæg af metrostation på Gl. Strand:
Byggeplads på hele Gl. Strand i mindst 10 år, med partikeludslip og massive støjgener, der periodevis vil overskride grænseværdierne.
Ikke kun Gl. Strand men hele det omkringliggende kvarter vil blive forvandlet til et støjhelvede i dagtimerne.

Den endeløse anlægsperiode på Gl. Strand fordi byggeriet her er særligt kompliceret og uforudsigeligt, da pladsen i realiteten er for lille til formålet. Kanalarealet skal derfor inddrages.

Ingen kender de ødelæggende konsekvenserne for de gamle huse ved linieføring under den ældste del af København - fra Gl. Strand til Rådhuspladsen.

På Gl. Strand vil husrækken formentlig lide alvorlig skade gennem de mange års rystelser forårsaget af tung byggetrafik, boringer, nedbankning af spunsplader og bolværker m.v. Det samme gælder Kulturministeriets bygning.

Plankeværk rejses i alle årene langs hele husrækken på Gl. Strand med en passage på 5 m. Det koster formentlig de forskellige forretninger, restauranter og caféer livet. Husene og beboerne er også i farezonen, hvis brandbilerne ikke kan komme til i den snævre passage.

Efter byggeriets afslutning vil Gl. Strand være likvideret som rekreativt byrum. Og mon de fredede træer overlever?

Pladsen vil være forvandlet til et trafikknudepunkt med nedgang til metroen i den østlige ende og opgang i den vestlige. Elevatortårn og ventilationsanlæg, vilkårlig cykelparkering, parkeringsplads langs husrækken for op til 60 turistbusser i døgnet, afgangscentral for havnerundfarten og formentlig flere plakatsøjlelokummer, da der ikke er toiletter på denne metrostation.

Dette megalomane, udokumenterede projekt er simpelthen for risikabelt.

INDSATSEN:
Umistelige kulturelle, bygningsmæssige, historiske og menneskelige værdier.
Hertil terrorisering af et af byens mest værdifulde bydele i en uendelig periode, hvis længde ikke nævnes i reklameteksten på den lokale informationstavle.

GEVINSTEN:
En metrostation kun 7 min. gang fra Kgs. Nytorvs næste metrostation og 10 min. fra Rådhuspladsens.

ALTERNATIVET:
Metrostation Christiansborg anlægges på Christiansborg Slotsplads, hvor de praktiske forhold er til stede og anlægstiden for stationen bliver de normale 3-4 år.
Her er også rigelig plads til turistbussernes parkeringsplads og Havnerundfarten kunne flyttes til Slotspladsens bolværk.

En metrostation i Slotspladsens sydlige ende kunne med glasvægge op til ruinerne af Absalons borg blive en attraktion.

Herved kan linieføringen føres uden om middelalderbyen, så Nikolaj Plads også går fri. Lige som det alternative forslag om at skåne Marmorkirken, og anlægge denne station ved Det Nye Skuespilhus, bør vedtages.


Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Transport

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024