Friskoletilsyn: Whistleblower-ordning vækker bekymring
FRISKOLER: Danske Skoleelever er bekymret for whistleblower-ordningen fra aftalen om skærpet tilsyn med friskolerne. Friskoleforeningen bakker op om ordningen, men ser faldgruber.
Kristoffer Kvalvik
JournalistpraktikantDanske Skoleelever opfordrer Undervisningsministeriet til at kigge friskoleaftalen igennem igen.
Årsagen er oprettelsen af en såkaldt whistleblower-ordning, der skal gøre det muligt at rapportere anonymt om kritisable forhold på friskoler.
”Vi er bekymret for, at ordningen vil resultere i, at offentligheden ikke får indsigt i forholdene på friskolerne, eftersom det ikke er tilladt for styrelsen at give oplysninger om henvendelsen videre, herunder i forbindelse med aktindsigt,” skriver Danske Skoleelever i en mail til Altinget.
Det siger aftalen om whistleblower-ordningen
Enhver, herunder ansatte på frie grundskoler, forældre til elever på skolen og andre, skal have mulighed for at rette henvendelse til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, hvis de har kendskab til, at der foregår mulige lovovertrædelser eller bekymrende forhold på skolen, og have sikret deres anonymitet over for andre end styrelsen.
En sådan whistleblower-ordning kan tilskynde nogle til at rette henvendelse, som ellers ville have undladt det pga. frygt for deres ansættelse, medieomtale mv. Samtidig vil ordningen kunne give styrelsen et bredere og bedre grundlag for tilsynet.
Personer, der henvender sig til styrelsen, vil med en whistleblower-ordning kunne vælge at få sikret anonymitet over for andre end styrelsen, uanset at deres identitet er kendt af styrelsen. Styrelsen må i sådanne tilfælde ikke oplyse over for skoler eller andre, at den har modtaget en sådan henvendelse.
Det betyder, at den person, der henvender sig, er sikret anonymitet, og at det ikke er tilladt for styrelsen at give oplysninger om henvendelsen videre, herunder i forbindelse med partsaktindsigt eller aktindsigt efter offentlighedsloven.
Når styrelsen modtager en henvendelse om mulige lovovertrædelser eller bekymrende forhold på en fri grundskole, skal styrelsen tage stilling til, hvilken reaktion henvendelsen giver anledning til. Åbenlyst grundløse henvendelser vil skulle henlægges, mens styrelsen i forbindelse med andre henvendelser igangsætter de tilsynsmæssige undersøgelser, som sådanne henvendelser giver anledning til.