Studenter bruger huen til uddannelse

92 procent af studenterne fra de almene gymnasier tager sig efterfølgende en videregående uddannelse, viser nye tal fra Danske Gymnasier. ”Mange har travlt med at tegne et billede af, at mange elever slet ikke bruger uddannelsen til noget,” siger formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen.

92 pct. af eleverne på de almene gymnasier bruger studenterhuen til at læse videre med, viser de nye tal fra Dansk Gymnasier.
92 pct. af eleverne på de almene gymnasier bruger studenterhuen til at læse videre med, viser de nye tal fra Dansk Gymnasier.Foto: Colourbox.com
Erik Bjørn Møller

Mens Folketingets partier for tiden diskuterer skærpede karakterkrav og kvalitet i undervisningen i gymnasiet, viser det sig nu, at 92 procent af alle eleverne på almene gymnasier rent faktisk bruger studenterhuen til at komme videre i uddannelsessystemet med.

De nye oplysninger tager ifølge Danske Gymnasier luften ud af påstandene om, at et stadigt stigende antal gymnasieelever ikke bruger deres studentereksamen til noget.

De 92 procent, som ifølge Dansk Gymnasier er den højeste andel nogensinde, fordeler sig på både de lange, videregående uddannelser, de mellemlange og de korte videregående uddannelser. Cirka 44 procent gennemfører på et tidspunkt en universitetsbachelor som næste led i deres uddannelse, mens omkring en tredjedel tager en professionsbachelor, hvor de fx kan læse til sygeplejerske, lærer eller socialrådgiver.

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, glæder sig over tallene i den nye undersøgelse – og understreger, at tallene viser, at gymnasierne dermed er med til at opfylde regeringens mål om at få den bedst uddannede generation nogensinde.

Fakta
Ændringer i gymnasiereformen fra 2005 skal med styrket faglighed, flere timer og færre forvirrende valgmuligheder være med til at forberede eleverne bedre til de videregående uddannelser, lød det fra undervisningsminister Christine Antorini (S), da hun i december spillede ud med regeringens forslag til ændringer. Siden har oppositionen budt særdeles konkret ind med forslag til ændringer - bl.a. med ønsket om karakterkrav for optagelse i gymnasiet, ligesom V, K og LA har erklæret sig enige med Dansk Folkeparti i, at gymnasiernes over 200 forskellige studieretninger skæres ned til 11, samtidig med at tværfaglige fag som almen sprogforståelse, det naturvidenskabelige grundforløb og almen studieforberedelse helt afskaffes. De politiske forhandlinger er gået i gang - men det er tvivlsomt, om et resultat ser dagens lys inden et folketingsvalg.

”Det er kun glædeligt at få bekræftet den fornemmelse, vi længe har haft – at studenterne bruger uddannelsen til noget. Der er rigtig mange, der har travlt med at tegne et billede af de ”for mange elever på gymnasierne,” og at disse elever ikke bruger uddannelsen til noget efterfølgende. Det er et billede, vi slet ikke har kunnet genkende ude på skolerne, når vi har snakket med de unge og set, hvor de er gået hen efterfølgende. Nu er der data bag fornemmelsen om, at det almene gymnasium leverer unge til de videregående uddannelser,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Den såkaldte profilmodel, som er Undervisningsministeriets model for fremskrivning, viser, at andelen af gymnasieelever, der kun opnår studiekompetencer og intet andet, har været faldende fra omkring 10 procent i 1993 til 6,1 procent i 2013. I den samme periode er andelen af unge, der tager en studentereksamen, steget markant. Men til trods for det stigende elevtal har gymnasierne altså været med til at sikre, at en større og større andel af dem, der opnår studiekompetencer, også formår at gennemføre en højere uddannelse, lyder det fra Danske Gymnasier.

Nu er der data bag fornemmelsen om, at det almene gymnasium leverer unge til de videregående uddannelser.

Anne-Birgitte Rasmussen
Formand for Danske Gymnasier

At de nye tal kommer nu, er næppe helt tilfældigt. For tiden forhandler undervisningsminister Christine Antorini (S) med Folketingets partier om ændringer i gymnasiereformen fra 2003.

Bag tallene ligger beretninger fra Danske Gymnasier, der bl.a. har benyttet sig af DREAMs uddannelsesfremskrivning.

 

 

 

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024