De unge reproducerer den intolerance, de selv prøver at bekæmpe

Der midt mellem Østerport og Trianglen erfarede jeg, hvordan jeg var blevet påvirket af tidens ændrede blik – og at også jeg var i stand til at flytte mine opfattelser og idealer.

Jeg er 57 år. Jeg er opdraget til, at kvinder skal være slanke, klæde sig anstændigt (kan stadig høre min mors ord om, at kvinder skulle undgå at klæde sig "billigt"), og mænd i dametøj er underlige stakler, som vi for alt i verden skulle undgå kontakt med.

Så i alle mine voksne årtier har jeg trukket maven ind, forsøgt at klæde mig ikke-udfordrende og flyttet mig i S-toget, hvis en transvestit formastede sig til at sætte sig i samme vogn. Også derfor synes, jeg ærligt talt, det er meget, meget befriende at kaste det fordømmende blik fra mig.

Men jeg synes ikke, det er befriende, at en ny fordømmelse har erstattet den, vi har sagt farvel til.

Nemlig den jeg har oplevet særligt yngre mennesker udvise, når vi, der måske skal bruge lidt længere tid på at forstå og omstille os, uforvarende kommer til at træde forkert. 

Det er heller ikke nemt fra den ene dag til den anden at holde op med at referere til Pippi Langstrømpes far som n-høvding, når det var sådan, vi lærte ham at kende.

Jane Mylenberg
Selvstændig rådgiver og debattør

Ikke nødvendigvis fordi vi vil fornærme eller udskamme med vilje, men simpelthen bare fordi, det er svært at omstille og finjustere vores sprog, så vi husker at bruge de rigtige ord og vendinger med en hastighed, som er helt naturlig, hvis man er 22 år.

Jeg har selv stadig svært ved at huske de/dem-tiltaleformen til nonbinære mennesker, selvom jeg fuldstændig anerkender og respekterer, at det er sådan, at nogle ønsker at blive tiltalt.

Det er heller ikke nemt fra den ene dag til den anden at holde op med at referere til Pippi Langstrømpes far som n-høvding, når det var sådan, vi lærte ham at kende.

Dengang sad vores forældre på sengekanten og læste højt fra en bog, som ingen i den tid fandt bare det mindste anstødelig (altså lige bortset fra Pippis fandenivoldske og antiautoritære tilgang til verden).

Det er også forbundet med en vis omstillingstid at forkaste den viden, vi fik i vores historieundervisning og erstatte den med en mere nuanceret, som ser historiske begivenheder fra flere perspektiver og på mere retfærdig vis for eksempel anerkender, at slaver var slavegjorte, eller at man ikke er handicappet, men et menneske med et handicap.

Den hovedrystende fordømmelse, jeg oplever yngre og mere omstillingshurtige mennesker udvise overfor forældre- og bedsteforældregenerationer, er jo på sin vis præcis lige så fordomsfuld, som den de beskylder os andre for at udvise med vores langsomt opfattende facon.

Hvis #metoo og alle de andre vigtige emner, vi har sat til debat, skal give mening, så må vi vel se det fælles mål, som at alle får lige behandling, og at så få som muligt udsættes for nedsættende, marginaliserende og fordømmende adfærd.

Vi har flyttet os, siden vi i 2011 fik den første kvindelige statsminister.

Jane Mylenberg
Selvstændig rådgiver og debattør

I den bedste af alle verdener ville det betyde, at der ville være en vis rummelighed, også når bedstemor igen og igen bruger ord, som barnebarnet for længst har smidt ud af ordforrådet.

Måske det var en tanke værd, at vi i stedet i fællesskab glæder os over nogle af de landvindinger, som vi trods alt har nået sammen.

En af de mere indlysende er, hvordan vi taler om kvinder i politik.

Vores nuværende kvindelige statsminister har fra begyndelsen af sin embedsperiode undladt at tale særligt meget om sit køn – i modsætning til, da Helle Thorning Schmidt sad i samme stol.

Det har betydet, at det det faktum, at Mette Frederiksens er kvinde, fylder uendeligt lidt i omtalen af hendes virke som statsminister. Så vi har altså flyttet os, siden vi i 2011 fik den første kvindelige statsminister.

Selvom vi har lang vej endnu, før vi kan omtale vores samfund som fuldstændigt ligestillet, så er det, at vi ikke længere per automatrefleks omtaler kvinder i politik som "kvindelig politikere" en sejr af de større.

Ligesom det er en sejr der er værd at fejre, at vi på ganske få år har fået et langt mere nuanceret syn på vores historie som kolonination.

De fleste danskere ved i dag, at vores forfædre har ageret som overmennesker over for de folk, som boede der, hvor Danmark tog kolonier. Og de fleste tager naturligvis afstand fra, at det er sådan, man behandler andre mennesker. 

Hvis vi ønsker forandringerne sætter sig naturligt hos alle generationer, kommer vi længst med forståelse – også selvom forandringen ikke indfinder sig med samme hastighed hos alle.