Folkekirkens Nødhjælp: EU skal have styr på egne klimapenge, før de presser andre til at punge ud

Årets største klimadiskussion handler igen om penge. For klimaregningen vokser, og ingen vil betale. Det var dagsordenen på de klimaforhandlinger, som fandt sted i Bonn i begyndelsen af juni.

Der er ikke tale om en regning, man kan løbe fra. For konsekvenserne ved ikke at investere nu er helt uoverskuelige: Flere mennesker vil blive fordrevet fra deres hjem. Flere klimarelaterede krige og konflikter. For slet ikke at nævne sult, øget økonomisk ulighed, tabte investeringer og sygdomme. 

For at flere lande skal bidrage til at betale for klimaet, skal der være enstemmighed i FN. Og EU's strategi i Bonn for at skabe netop den enstemmighed var tydelig: At lægge maksimalt pres på stater som Saudi-Arabien og Qatar, der efterhånden har efterladt et solidt CO2-aftryk, og samtidig har den økonomiske formåen. 

EU fortsætter kolonial logik

Jeg er i tæt dialog med lande i det globale syd. Og jeg skal hilse at sige, at EU's strategi ikke er populær. Man er frustreret over (igen) at være sat tilbage i en kolonial logik, hvor Europa mener at vide, hvad det globale syd skal gøre.

Men det er ikke den eneste udfordring med EU's strategi. 

EU skal have styr på egne klimapenge, før man presser andre. Alt andet er hyklerisk.

Mattias Söderberg
Chefrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp

Det er svært at argumentere for, at flere lande i det globale syd skal betale, når store dele af det globale nord ikke punger ud.

Desværre er realiteten, at Danmark er et af de få lande, der for alvor bidrager. Velhavende lande som Grækenland, Polen og Portugal giver meget små beløb.  

I 2022 gav Danmark 0,065 procent af Danmarks BNI som klimabistand. Samme år gav Portugal 0,002 procent og Grækenland 0,001 procent.

Det er jo pebernødder og ikke noget, der på nogen måde lægger pres på de rige lande i det globale syd, endsige får de fattige lande i det globale syd til at lægge pres på de rige lande som Saudi-Arabien og Qatar. 

Derudover holder EU's argument, om at klimabistand skal prioriteres til de mest sårbare lande, ikke helt, hvis vi undersøger, hvordan EU selv allokerer pengene.