IWGIA: Danmark kan med ny udviklingstrategi gå i front for at fremme oprindelige folks rettigheder

Når vi i forbindelse med verdensmålene taler om ikke at lade nogen i stikken, burde vi i høj grad også tale om oprindelige folk.

De udgør globalt mere end 450 millioner mennesker. Det er 6 procent af verdens befolkning, men de udgør 15 procent af de ekstremt fattige – og de udsættes for omfattende diskrimination, marginalisering og menneskerettighedskrænkelser.

Derfor er vi i IWGIA meget glade for, at oprindelige folk nævnes specifikt i den nye udviklingspolitiske strategi, der netop er lanceret og som er forhandlet på plads i en meget bred aftale af udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) og udviklingsordførerne Katarina Ammitzbøl (K), Karen Ellemann (V), Isabella Arendt (KrF.), Anne Sophie Callesen (R), Rasmus Nordkvist (SF), Christian Juhl (Ø) og Torsten Gejl (Å).

Afgørende for biodiversitet
De oprindelige folk er ikke kun marginaliserede. De er samtidig stærke aktører, som har egne unikke og bæredygtige økonomiske systemer, der er tilpasset naturen gennem generationer.

Det anerkendes i den nye udviklingspolitiske strategi, at oprindelige folk spiller en central rolle i at imødegå den biodiversitetskrise, vi står i.

Kathrin Wessendorf og Marianne Wiben Jensen
Direktør og seniorrådgiver, IWGIA

De har levet i århundreder i balance med en sårbar natur og har akkumuleret viden og erfaringer, der kan bidrage til at opretholde balancen. Deres levebrød, men også deres levevis, afhænger af det.

Omkring 80 procent af klodens biodiversitet findes på oprindelige folks levesteder og territorier. Det anerkendes også i den nye udviklingspolitiske strategi, at oprindelige folk dermed spiller en central rolle i at imødegå den biodiversitetskrise, vi står i.

De er afgørende for at bevare den biodiversitet, der findes på deres landområder, og de holder aktivt ørkendannelse på afstand.

De fleste kender nok oprindelige folk fra fortællinger om Sydamerika, Nordamerika eller det arktiske område. Men der findes en lang række oprindelige folk i Afrika.

Ifølge den Afrikanske Menneskerettighedskommission (African Commission on Human and Peoples’ Rights) karakteriseres oprindelige folk i Afrika som folk, hvis kultur og livsform er markant anderledes end det dominerende samfund, og som er dybt afhængige af deres traditionelle landområder, som de udnytter på kollektiv vis.

Oprindelige folk i Afrika består primært af pastoralister og jægere/samlere og tilhører nogle af de mest marginaliserede grupper på kontinentet, politisk og økonomisk. Op mod en fjerdedel af Afrikas befolkning, eller 268 millioner lever som pastoralister. Altså befolkningsgrupper, der lader deres dyr græsse på åbne vidder. De områder, som de lever i, udgør samtidig op mod 40 procent af Afrikas landmasse.

Bidrager væsentligt til økonomien
De er en stor og vigtig befolkningsgruppe at investere i. Selvom det sjældent anerkendes i officielle økonomiske statistikker, så yder oprindelige folk i Afrika meget væsentlige bidrag til lokale og nationale økonomier på kontinentet. Pastoralisterne bidrager med 10-44 procent af BNP i de afrikanske lande.

De er i stand til at overleve i og produktivt udnytte selv meget tørre og ufrugtbare egne. Gennem produktion af mælk og kød spiller de også en væsentlig rolle i forhold til den generelle fødevaresikkerhed i landene.

Når den danske regering i de kommende år fokuserer udviklingsindsatsen i Afrika, er det derfor vigtigt også at have fokus på anerkendelse af og støtte til oprindelige folk på kontinentet. Især i Afrika mangler oprindelige folk nemlig anerkendelse fra regeringer og beslutningstagere, der kan give dem adgang til lige rettigheder og beslutningsprocesser.

For hver dag der går, sættes oprindelige folk under stadigt større pres af klimaforandringer, marginalisering, forfølgelse og brud på territoriale rettigheder.

Kathrin Wessendorf og Marianne Wiben Jensen
Direktør og seniorrådgiver, IWGIA

Oprindelige folk bliver derfor alt for ofte overset og glemt i diverse politikker og tiltag, og det er afgørende at have et specifikt, tydeligt og klart fokus på oprindelige folk i arbejdet – ellers kan de meget nemt endnu engang blive glemt.

Det er derfor et oplagt sted at tage fat, når man har ambitionen om at løfte de fattigste og mest marginaliserede først (Leave No One Behind), når man vil styrke rettigheder og har fokus på biodiversitet og klimakrisen, som er nogle af kernepunkterne i den nye udviklingspolitiske strategi.

Særligt i disse år er der behov for en indsats for at sikre oprindelige folks ret til deres land og for at sikre den natur og biodiversitet, som de er med til at opretholde. For hver dag der går, sættes oprindelige folk under stadigt større pres af klimaforandringer, marginalisering, forfølgelse og brud på territoriale rettigheder, ofte som følge af infrastrukturprojekter, agribusiness, udvindingsindustri, naturbevarelsesprojekter – og sågar grønne energiprojekter.

Dette er eksempelvis tilfældet i Tanzania, hvor udvidelse af nationalparker breder sig ind over pastoralisternes traditionelle landområder. De bliver ikke hørt i disse beslutninger, og resultatet er ofte tvangsforflytninger uden kompensation og overtrædelse af fundamentale menneskerettigheder.

Det skaber fattigdom og desperation hos pastoralisterne, som ellers i århundreder har været i stand til at brødføde sig selv. 

Danmark spiller en vigtig rolle
Danmark og Grønland har i mange år i fællesskab været globale hovedaktører i at fremme oprindelige folks rettigheder, og der er meget stor kapacitet og ekspertise på området.

Vi har sammen opnået vigtige resultater såsom vedtagelsen af FN’s deklaration om oprindelige folks rettigheder, som har skabt stor respekt omkring Danmark og Grønland blandt oprindelige folk verden over. Danmark har også ydet afgørende bidrag til, at den Afrikanske Menneskerettighedskommission under den Afrikanske Union nu anerkender oprindelige folk i Afrika og arbejder for deres rettigheder.

Hvis Danmark lykkes med at omsætte de resultater, der er opnået for oprindelige folk (ikke mindst med Danmarks indsats) gennem blandt andet FN, til en gradvis national og regional anerkendelse af oprindelige folks rettigheder, kan det ikke bare betyde konkrete forandringer for millioner af verdens mest marginaliserede, men også samtidigt bidrage væsentligt til at opnå vigtige resultater for både biodiversiteten og for klimakrisen.

Den nye strategi åbner med andre ord en unik mulighed for, at Danmark igen kan skabe forandringer, der har en rækkevidde langt ud over vores økonomiske bidrag.