Debat

Kobling af udvikling og handel skaber ny dynamik

REPLIK: Når professor Henrik Hansen kalder det ”vanvittigt at have en handels- og udviklingsminister” på grund af en lille eksportgevinst ved udviklingsbistand, er det "en lidt trist og forhastet konklusion". Det skriver handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Kasper Frandsen

Kasper har været nyhedsredaktør siden 2017.

Derudover har han dækket dansk udviklingsbistand og velfærdspolitik tæt for forskellige Altinget-nicher.

Kasper har blandt andet afdækket, hvordan den danske regering brugte udviklingsbistand i strid med internationale regler. Kasper er også en del af det hold, der afslørede, hvordan Folketinget blev vildledt i den såkaldte våbensag.

Du er velkommen til at kontakte Kasper med tip til historier, eksempelvis via Signal.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Jensen,
Handels- og udviklingsminister

I Altinget den 14. august argumenterer professor Henrik Hansen, at eksporteffekten af Danmarks bistand til udviklingslandene er så lille, at det er ”vanvittigt at have en handels- og udviklingsminister”.

Det er en lidt trist og forhastet konklusion. Men endnu værre: Den baserer sig på den helt forkerte præmis, at sammenlægningen af handels- og udviklingsområderne er et forsøg på at spænde udviklingsbistanden for en eksportdagsorden. Det har der aldrig været tale om. Og det har man aldrig hørt mig sige. Tværtimod.

Tre procent af vores samlede udviklingsbudget bruges til erhvervsrettede formål. Hvorfor? Ganske enkelt fordi danske virksomheder på en række områder har kompetencer og services, som udviklingslandene i stærkt stigende grad efterspørger som bidrag til den økonomiske og sociale udvikling. Jeg får det bekræftet igen og igen på mine rejser - interessen for dansk viden inden for grøn omstilling, sundhed, fødevaresikkerhed og velfærdsteknologi er stor.

Hvis man har fulgt debatten, har man også gentagne gange hørt mig slå fast, at Danmark fortsat har en udviklingsminister og en handelsminister.

Mogens Jensen
Handels- og udvilingsminister

Vi efterkommer den nye efterspørgsel fra udviklingslandene på en række områder, bl.a. ved at dele ud af erfaringerne med at opbygge det danske samfund og etablere demokratiske og erhvervsvenlige rammebetingelser. Derudover investerer private danske virksomheder i udviklingslandene, fordi det er en god forretning. Og økonomisk vækst i modtagerlandene kan på sigt skabe flere markeder, der vil være lukrative for Danmark at handle med. Her er et indgående kendskab til lokale kulturer og regler afgørende for succes, som Henrik Hansen også påpeger. Det kendskab opbygger vi bl.a. med vores langvarige tilstedeværelse gennem udviklingssamarbejdet.

Derfor giver det god mening med det sammentænkte ministerressort for handel og udvikling. Men hvis man har fulgt debatten, har man også gentagne gange hørt mig slå fast, at Danmark fortsat har en udviklingsminister og en handelsminister.

Giver eksportgevinst

Vi har længe kendt til en række enkeltstående eksempler på, at udviklingsbistanden har bidraget til investeringer eller øget eksport for danske virksomheder. Det er gode historier, men enkeltstående og anekdotiske. Med den nye analyse, som Københavns Universitet har udarbejdet for Udenrigsministeriet, påvises en overordnet positiv sammenhæng mellem dansk udviklingsbistand og dansk eksport. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt.

Som Henrik Hansen rigtigt siger, er effekten lille i de danske prioritetslande. Det er naturligt, da prioritetslandene er blandt verdens fattigste med begrænsede muligheder for at importere varer. Eksempelvis er Tanzanias bruttonationalprodukt kun ca. 5 gange større end Arlas årlige omsætning. Men øget eksport er ikke det primære formål med udviklingssamarbejdet.

Udviklingssamarbejdet er til for at bekæmpe fattigdom. Studiet viser så, at der kan være en sidegevinst i form af øget eksport, og at effekten kan forventes at øges i takt med, at landenes økonomi og dermed købekraft øges. Efterhånden som disse lande – bl.a. i kraft af udviklingsbistanden – får en mere betydelig økonomi, vil Danmark være bedre stillet som handelspartner, end hvis vi ikke havde ydet udviklingsbistand. Vi har allerede etableret kontakten, har skabt goodwill om Danmark, og har det kendskab, der skal til, for at virksomhederne vil kunne få fodfæste.

Udviklingssamarbejdet er fastlagt ud fra behovene i modtagerlandene med fattigdomsbekæmpelse og fremme af menneskerettigheder som de overordnede målsætninger. Det står i loven. At indsatsen viser sig også at have en positiv effekt for dansk økonomi og danske virksomheder på længere sigt, det er da en god nyhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024