Professor savner fokus på samarbejde i Syd

Debatindlæggene i anledning af udvidelsen af det antal NGO'er, som er omfattet af en rammeaftale med Danida, har i og for sig været gode og kritisk konstruktive. Men jeg savner nu alligevel noget.

Jeg havde nok forventet, at flere indlæg ville have prøvet lidt mere ihærdigt på at anskue, hvilke udfordringer de danske NGO'er står over for i de kommende år, og hvilken betydning det måtte have for organisationerne, deres partnerskaber, deres indsats og deres position i både det danske og internationale bistandslandskab. I stedet handler meget af debatten om det helt nære, det helt danske organisationsnære.

Spørgsmålet om kvalitetssikring
Det handler ikke mindst om kravet om at levere varen og de hertil hørende krav om kvalitetssikring. I alle indlæg anerkendes det rimelige i at stille krav og søge at måle effekten af indsatsen, men reservationerne er da til at føle på. Mads Bugge Madsen understreger, at "resultater kommer også an på øjnene, der ser", hvor man får på fornemmelsen, at den sag vil U-landssekretariatet da egentlig helst selv helt have hånd i hanke med.

Vagn Berthelsen maner til besindighed, eftersom man ikke kan sammenligne "æbler og pærer", og også "fordi metoder og standarder ikke er eller kan være ens". Stig Jensen fremhæver en "ubekendt", nemlig den, der eksisterer "i forhold til ...hvilke indikatorer, der skal anvendes ved kvalitetsvurdering, hvordan udvælgelsesprocessen af indikatorer vil forløbe og ikke mindst konsekvenserne for rammeorganisationerne ved manglende målopfyldelse".

Mål- og resultatstyring er ikke nyt
Men helledusseda. Nu er mål- og resultatstyring jo ikke fuldstændigt ukendte begreber, som ser dagens lys i forbindelse med udvidelsen af antallet af rammeorganisationer. De anvendes i udstrakt grad af andre internationale organisationer såvel som bilaterale programmer - selv om professionaliseringen i håndteringen af dem varierer, endog stærkt fra organisation til organisation.

Naturligvis kan man diskutere værktøjer og indikatorer, og hvad de faktisk måler og kan måle, og måske ikke mindst faren ved, at det hele reduceres til kvantitetsgymnastik. Men der findes da også farbare veje til at kombinere det kvantitative med det kvalitative ved inddragelsen af eksemplificerende "cases", narrativerne - eller de gode, opbyggelige fortællinger.

Og frem for alt: Det er jo organisationerne selv, som i deres programoplæg, deres projektdokumenter, selv angiver, hvad de vil med deres indsats - og hvilke indikatorer, de gerne vil måles på. Et større problem ligger formentligt i Danidas eget forsøg på at udvikle indikatorer og modeller for den tværgående monitorering og erfaringsopsamling, som fremover angives at ville få højere prioritet.

Naturligvis kan man diskutere værktøjer og indikatorer, og hvad de faktisk måler og kan måle, og måske ikke mindst faren ved, at det hele reduceres til kvantitetsgymnastik.

Henrik Secher Marcussen
Professor, Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Langt fra problemernes kerne
Et andet yderst organisationsnært omdrejningspunkt i indlæggene er bekymringen for den finansielle side af sagen. For når nu midlerne skal fordeles mellem flere og derfor tynder ud (?), samtidig med at egenbidraget vokser, så bliver konkurrencen hårdere organisationerne imellem, og så skilles også fårene fra bukkene, må man forstå. Så polariseres det danske NGO-landskab (Stig Jensen), eftersom uligheden mellem de små, mellemstore og store skærpes, og der skabes større differentiering. I sidstnævnte sammenhæng er det jo så rigtigt godt, at der (fortsat?) er nogle solide "store organisationer, som har kapacitet og styrke til at deltage på det internationale niveau" (Vagn Berthelsen).     

Jeg havde nok i stedet ventet lidt mere luft under vingerne. F.eks. lidt mere om, hvordan de internationale alliancer virker, om hvorvidt det giver større gennemslagskraft at være med ved bordet med mange andre, om det giver bedre og bedre virkende forandringsprocesser, som reelt og med effekt forsøger at angribe de fundamentale strukturelle ulighedsvilkår i udviklingslandene, m.v..

Alene Frans Mikael Jansen har fat i den ende, og anfører at "Det giver større indflydelse og gennemslagskraft, når danske organisationer ikke bare begraver sig i en lokal projektsammenhæng med en enkelt partner, men samarbejder med en vifte af lignende organisationer og bidrager med helt konkret viden og erfaring til den konkrete program-, politik- og kampagneudvikling på tværs af landegrænser". Det lyder jo forjættende, om end det umiddelbart kan forekomme at være lidt vel langt væk fra problemernes daglige kerne og den lokale fattige befolkning, der skal hjælpes.

Og så tilbage til udgangspunktet: Hvor er de danske rammeorganisationer om 5-10 år? Hvilke udfordringer vil de angribe hvordan? Hvilke ambitioner har de, og hvordan vil de i al deres forskellighed indgå i de nødvendige partnerskaber i Syd? Som drivende og lærende (kapacitetsopbyggende) kraft som nu, eller som rådgivere, som bliver rekvireret af sydpartnerne, når de føler, der er brug for det? Og hvor finansieringen til Syd ikke nødvendigvis behøver at gå via adskillige led startende i Danmark, men kan gå direkte til handledygtige og kompetente civilsamfundsorganisationer i Syd.

Efter al den kapacitetsopbygning, som gennem årene har fundet sted, må der da nu være et ikke ringe antal af disse.