SF vil stoppe dansk støtte til GGGI
Kasper Frandsen
NyhedsredaktørGGGI-SAGEN KORT
The Global Green Growth Institute (GGGI) har base i Sydkorea. Organisationen arbejder for at kombinere økonomisk vækst med miljømæssig bæredygtighed.
Danmark har støttet GGGI med 90 millioner kroner siden 2011 fordelt på tre år. Beslutningen om at støtte GGGI blev truffet af VK-regeringen, da Søren Pind var udviklingsminister.
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen blev valgt til formand for GGGI i juni 2012. Ekstra Bladets artikler om Lars Løkke Rasmussens dyre rejser på 1. klasse for organisationen starter den såkaldte GGGI-sag.
En intern undersøgelse i Udenrigsministeriet af sagen viser, at Christian Friis Bach som medlem af GGGI's bestyrelse selv godkendte rejsereglerne i maj 2012. Derfor vælger han den 21. november 2013 at træde tilbage som minister, fordi han dermed havde givet forkert forklaring til Folketinget.
Den nu tidligere udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen valgte kort efter sin tiltræden, at bestyrelsesposten i GGGI skulle varetages af en embedsmand og ikke ministeren.
Mogens Jensen, den nuværende handels- og udviklingsminister, har slået fast i flere omgange, at Danmark vil fortsætte støtten til GGGI.
Den internationale klimaorganisation GGGI bør ikke få en eneste dansk bistandskrone fremover.
Sådan lyder det fra SF efter samrådet den 2. april om blandt andet Danmarks fremtidige støtte til GGGI med handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
"Samrådet viste, at vi ikke kan drage en anden konklusion. Der er for mange uklarheder, fejl og mangler. Det er ikke et nej til grøn omstilling. Men vi vil ikke give penge til en organisation, som vi ikke tror på kan komme til at levere," siger udviklingspolitisk ordfører Trine Pertou Mach (SF) til Altinget.dk.