Svensk EU-ambassadør: Formandskabet bliver en blanding mellem krisehåndtering og lovgivning
Ruslands krig mod Ukraine og dens konsekvenser ligger som en skygge over det nyligt påbegyndte svenske EU-formandskab. Sveriges EU-ambassadør Lars Danielsson skal stå i spidsen for det daglige arbejde i Bruxelles, og han forventer, det bliver et forår, som vil være præget af krisestyring, men også intensivt lovgivningsarbejde. "At fremme migrationsspørgsmålet vil være en af vores hovedopgaver," siger han.
Charlotta Asplund Catot
EU-korrespondent for Altinget.seAt Sverige kickstartede sit formandskab for EU's Ministerråd ved at indkalde til et hastemøde om den øgede spredning af covid-19 fra Kina, er sigende for, hvad der kan forventes af de kommende seks måneder. Med krig i Ukraine, skyhøje energipriser og rekordhøj inflation vil krisestyring præge det svenske formandskab.
”Det næste halve år kommer i høj grad til at handle om en blanding af krisestyring og forsøg på at rykke lovgivningsdagsordenen så langt frem som muligt,” siger Sveriges EU-ambassadør, Lars Danielsson, på et pressemøde i Bruxelles i denne uge.
I løbet af foråret vil Lars Danielsson være edderkoppen i spindet i Ministerrådets daglige arbejde i Bruxelles – under det svenske formandskab skal han lede arbejdet i den arbejdsgruppe, som samler EU-landenes ambassadører, og hvor de mest afgørende EU-beslutninger træffes.