Grøn vækst falder til jorden uden fælles mål

Af Marianne Haahr
Advocacy koordinator i CARE Danmark

Grøn vækst er ifølge områdedirektør i Landbrug og Fødevarer Jan Lausten vækst, som ikke sviner. Så langt kan de fleste være enige. Men når det kommer til grøn vækst i en bistandspolitisk sammenhæng holder enigheden op. Begrebet er så uklart, at professor ved Københavns Universitet Katherine Richardson sammenligner det med at asfaltere, mens man kører, da ingen kan se vejen forude.

Det bekvemme er, at alle dermed kan lægge den betydning i grøn vækst-begrebet, som tilgodeser deres særinteresser. Og det er præcis, hvad der sker her i debatten på Altinget.dk disse dage. Alle slås for at fremme netop deres fortolkning.

DI mener, at grøn vækst handler om erhvervsfremstød, Landbrug og Fødevarer mener, det er teknologioverførsel, klima- og miljøorganisationerne mener, det primært handler om klima, og udviklingsorganisationerne mener, at det handler om de fattigste.

Vi bruger kort sagt mange kræfter på at slås med hinanden og overbevise ministeren om, at netop vi har ret. Der er i stedet behov for to ting. Det ene er en fælles enighed om, at grøn vækst finansieret af udviklingskroner skal løfte mennesker ud af sult og fattigdom. Det andet er, at vi bruger vores kræfter på at debattere, hvordan vi kan tilvejebringe de grundlæggende ændringer af fødevaresystemet, der kan realisere førnævnte mål.

Kald en spade for en spade
Under grøn vækst-dagsordenen er tendensen at bruge offentlige midler som løftestang for private investeringer. Når bistandskroner således bruges til at fremme danske virksomheders investeringer i udviklingslande, skal det kaldes ved rette navn, nemlig erhvervsstøtte. Når der er tale om brug af bistandskroner til forbedring af klimaet, skal det hedde klimafinansiering og så videre.

Det vil være langt mere troværdigt og samtidig nemmere for skatteyderne at gennemskue, hvad udviklingsmidlerne går til, fremfor at alt pakkes ind i en grøn vækst-diskurs. Det vil genintroducere den klassiske ide om, at bistand skal gå til de fattigste.

Når vi er blevet enige om, at grøn vækst i udviklingsbistand skal gavne de fattige fremfor os selv, kan vi bruge kræfterne på at diskutere, hvordan vi i fælleskab kan tilvejebringe grundlæggende ændringer af fødevaresystemet.

Marianne Haahr
Advocacy koordinator i CARE Danmark

Det er positivt, at private virksomheder påtager sig et udviklingsansvar, men det må i videst mulig udstrækning ske på markedsvilkår. Hældes der bistandskroner i, skal det være tydeligt, hvordan de fattigste drager fordel af initiativerne.

Vores behov er ikke altid deres
Den nuværende debat falder pladask for bistandens indbyggede fristelse for at lægge donorlandets egen udviklingshistorie ned over et afrikansk land og indrette bistanden herefter.

Det er fristende, fordi det bekræfter, at vi kender løsningerne på afrikanske bønders problemer. Der er imidlertid ikke ligefrem et væld af overbevisende eksempler på, at en sådan top-down- tilgang virker.

Et meget klart eksempel på grøn vækst, som har løftet små landmænd og kvinder ud af sult, har hverken fået input af knowhow eller teknologi fra udenlandske aktører. Det er baseret på lokal teknologi, hvor landmænd selv har genskabt eksisterende rodnetværk således, at buske og træer er sprunget frem og har gjort gold og udpint landbrugsjord til brødkurv for lokalbefolkningerne i en række Sahellande. Der er tale om en reel grøn revolution, som har spredt sig til et område på mere end fem millioner hektar.

Resultatet er, at småbønderne i Niger producerer 500.000 ekstra tons korn om året, som brødføder 2,5 millioner mennesker. I blot én region af Niger har 62.000 familier tilsammen tjent mellem 95 og 130 millioner kroner ekstra og bidraget med en million træer til lokalmiljøet. Det er den type grøn vækst-initiativer, bistanden bør kaste sig over at støtte, da det er grønt, fattigdomsorienteret og i stor skala.

Debatten skal et niveau op
Når vi er blevet enige om, at grøn vækst i udviklingsbistand skal gavne de fattige fremfor os selv, kan vi bruge kræfterne på at diskutere, hvordan vi i fælleskab kan tilvejebringe grundlæggende ændringer af fødevaresystemet.

Fødevaresystemet gennemlever i disse år en rivende globalisering, hvor vejen fra jord til bord bliver længere og længere. Ligeledes, hvor virksomheder vertikalt integrerer, således at de har større grad af kontrol fra mark til butik.

Dette globale fødevaresystem er karakteriseret ved en ekstrem ulighed. Agribusiness Action Initiative lavede i 2008 beregninger på globalt niveau, som viser, at indtjeningen pr. ansat i fødevareproduktionsindustrien lå på 7,1 millioner kroner sammenlignet med den årlige indkomst på 455 kroner for en bonde, som lever på fattigdomsgrænsen. Det er et system præget af en stigende koncentration af magt på færre virksomheder.

29 procent af verdensmarkedet for såsæd kontrolleres af fire virksomheder, og blot én af dem kontrollerer næsten alt genmodificeret såsæd. Det er et system, som bruger store summer på lobbyisme for initiativer, hvor offentlige midler fungerer som løftestang for virksomhedernes markedsekspansion.

Debatten bør handle om, hvordan vi i fællesskab kan ændre på det system til fordel for det svageste led, nemlig de fattige småbønder i ulandene. Det skal ske gennem at styrke småbønders forhandlingsposition inden for systemet samt, i henhold til Mattias Söderbergs argumentation, at sikre, at småbønderne får gavn af de gevinster, som skabes.