Ung kvinde om opvækst med vold: Da jeg ringer til politiet, siger de, at vi skal klare det selv

Underretning fra en der aldrig blev underrettet

Vold findes alle steder, også i overklassen, hvor min familie "hører til":

• Begge mine forældre har høje stillinger.
• Ingen af dem har et alkoholmisbrug.
• Der er ingen forklaring på volden.

Psykisk og fysisk vold har været en fast del af min opvækst. I løbet af min barndom troede jeg ikke, at man kunne se min mistrivsel og frygt. For mig var usynligheden en styrke, en måde, jeg kunne holde sammen på mig selv.

Jeg klarede mig rigtig godt gennem hele min skolegang. Hvis jeg kom hjem med minimum et ti-tal, så vidste jeg, at der ikke kom vredesudbrud. Jeg fik ros. Fars ros var bedst: Den kom sjældent, så den betød mere.

Volden i min barndom og ungdom var skjult, men ikke så skjult, at ingen vidste det.  

Sille
Frivillig og studerende.

Volden i min barndom og ungdom var skjult, men ikke så skjult, at ingen vidste det.

Min klasselærer fra første til niende klasse vidste det. I ottende klasse, mens jeg var ved at tage min jakke på, da vi fik fri, og min ven ventede på mig ude på gangen, tog min klasselærer fat i mig: "Sille, jeg skal bare lige høre: Bliver du slået af din far? For så er jeg nødt til at lave en underretning". Jeg svarede panisk nej.

Hvad ville det betyde, hvis jeg sagde ja?

I dag er det et andet spørgsmål, der fylder: Hvorfor lavede hun ikke en underretning? Min klasselærer spurgte kun den ene gang, og hun vidste, at jeg løj. Både min bror og min mor havde fortalt hende om episoderne hjemme hos os.

Hun døde for nogle år siden, og jeg får aldrig hendes forklaring på, hvorfor hun ikke lavede en underretning.

Min lærer var dog ikke den eneste, der vidste, at volden fandt sted. I 2019 rejste min mor, bror og jeg til Australien i en måned. En af dagene sad jeg hjemme og skrev på en ansøgning i 25 graders varme, mens min mor var ude.

Da vi mødtes igen senere på dagen, fortalte hun, at hun havde mødt en af vores bekendte fra dengang vi boede i Australien. At den bekendte havde sagt, at min far heller aldrig var god ved os børn.

Jeg blev paf over at høre det sagt højt. Da vi boede i Australien, var jeg fem år og vidste ikke, at nogen bemærkede noget og valgte ikke at gøre noget. Som jeg altid har fået at vide, er jeg nok en ret ressourcestærk ung kvinde og har et stort netværk.

Jeg ville ønske, at nogen omkring mig, havde samlet mod og brugt sin voksne stemme.

Sille
Frivillig og studerende.

At lade som ingenting er det letteste, og det er måske også en ressource i sig selv.

Man gør alt, hvad man kan for at komme igennem, men det kommer med en pris: En total udmattelse. Jeg skulle prioritere min energi, min tid, min opmærksomhed. Hvornår skal jeg tillade mig selv at være ked af det? Vred? Harm? Skyldig? Og skamfuld, mest af alt?

Jeg ville ønske, at nogen omkring mig havde samlet mod og brugt sin voksne stemme lige så insisterende, som jeg brugte min barnestemme, dengang jeg kaldte på mor for at beholde glansbilledet.

Hvad ville det have betydet, hvis nogen af dem omkring mig, der vidste, at volden fandtes hjemme hos mig, ikke havde ladet som ingenting?