Værdier splitter fortsat FN's kvindekommission

Efter to ugers intense forhandlinger og svære diskussioner sluttede FN's Kvindekommission (CSW) med et vedtaget slutdokument. Dette var langt fra en selvfølgelighed. Der var nervøsitet indtil det sidste omkring muligheden for, at enkelte lande ville blokere for sluterklæringen, men det skete heldigvis ikke.

Mødet sluttede med et rimeligt stærkt slutdokument, der forventes at få afgørende positiv betydning for ligestillingsspørgsmåls integrering i post 2015-dagsordenen. Slutdokumentet anbefaler et særskilt mål for ligestilling i den nye udviklingsramme, der skal aflyse 2015-målene.

En milepæl for kvinder og piger
Samtidig er der klare anbefalinger i forhold til at arbejde på nogle af de områder, der ikke var dækket af 2015-målene, og hvor der fortsat er store udfordringer for kvinder og piger, nemlig vold mod kvinder, seksuelle og reproduktive rettigheder og ubetalt omsorgsarbejde. UN Womens direktør, Phumzile Mlambo-Ngcuka, beskriver dokumentet som "en milepæl i arbejdet for en transformativ global dagsorden, der sætter kvinder og piger i centrum".

Samtidig med glæden over det opnåede resultat er der dog god grund til eftertanke og bekymring over en stigende kraftig polarisering mellem en relativ lille, men meget aktiv gruppe, der forsøgte at modarbejde kvinders rettigheder, og de mere liberale delegationer.

Uenighederne gik først og fremmest på moralske spørgsmål, såsom adgang til omfattende seksualundervisning, seksuelle og reproduktive rettigheder samt forståelse af familiebegrebet.

Elsebeth Gravgaard
Seniorrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp og CSO-rådgiver, den officielle danske delegation til FN's Kvindekommission

Uenighed om traditionelle værdier
Den konservative gruppe var anført af Vatikanet, der har observatørstatus i FN. Vatikanets holdninger blev bakket op af de fleste afrikanske lande, Rusland, Qatar, Indien og Pakistan med flere.

Uenighederne gik først og fremmest på moralske spørgsmål, såsom adgang til omfattende seksualundervisning, seksuelle og reproduktive rettigheder samt forståelse af familiebegrebet.

Disse emner fyldte meget i forhandlingerne, og begge fløje måtte indgå en del kompromisser. Rettighedsdagsordenen var også kraftigt udfordret, og der var ihærdige forsøg på at få suverænitetsklausuler ind, der ville udvande en sluterklærings betydning.

Den konservative fløj ønskede vægt på traditionelle familieværdier og afviste enhver opblødning i det sprogbrug, for eksempel i form af henvisning til at familier kan antage mange former. Ordet "gender" blev også kraftigt udfordret, om end det lykkedes at fastholde dette i dokumentet.

Ufærdigt arbejde for seksuel orientering 
Modstanden mod kvinderettigheder er blevet markant vanskeligere, efter at LGBTI- området er blevet mere synligt og møder markant modstand fra mange landes side. Det lykkedes således heller ikke at få nogen henvisning til seksuel orientering eller kønsidentitet ind i dokumentet, selvom flere lande ihærdigt forsøgte at inkludere dette.

Den progressive dagsorden med opbakning til kvinderettigheder fik blandt andet stærk støtte fra Egyptens Mervat Tallawy, der i sin fyndige sluttale blandt andet sagde, at "kvinder ikke vil finde sig i tilbageskridt i forhold til rettigheder. Vi vil ikke være den sidste bastion for kolonialismen".

El Salvadors repræsentant holdt også en stærk tale, hvor han blandt andet mindede om, at "seksualundervisning ikke kun handler om det, der foregår mellem benene, men også om det, der foregår mellem ørerne og i hjertet". Dermed opfordrede han modstanderne af seksualundervisning til en bredere forståelse af begrebet.

Blandt andet Norge og Argentinas talspersoner beklagede i deres afsluttende taler dybt, at det ikke lykkedes at få inkluderet rettigheder for LBGTI kvinder og piger, "det er et ufærdigt arbejde, som vi må fuldføre næste år".

Pavens modstand                                                                                                  Pavestolen og flere andre havde derimod reservationer mod henvisningerne i teksten til seksualundervisning, forplantning, seksuelle rettigheder og adgangen til aborter. Hvor dyb splittelsen var, blev mest tydelig i forhandlingerne om et underdokument, en resolution, der omhandler "Kvinder, piger og HIV og AIDS".

Her var der megen diskussion omkring metoder til forebyggelse, hvor der var forsøg på at få afholdenhed og troskab i parforholdet fremhævet som helt centrale elementer i HIV forebyggelsen, mens henvisninger til seksualundervisning og adgang til præventive metoder forsøgtes nedtonet eller fjernet. Hermed forsøgte man at bombe HIV-forebyggelsen mange år tilbage og undsige sig de erfaringer og den evidens, der er gjort på området.

Resolutionen blev dog vedtaget i en acceptabel form, efter at EU fremsatte 3 ændringsforslag, der blev vedtaget med et snævert flertal, men herefter trak en række lande deres støtte til hele resolutionen, der så måtte vedtages med kun 20 stemmer, mens 16 andre undlod at stemme.

En så dyb splittelse på moralske værdispørgsmål er problematisk for FN, for HIV-forebyggelsen og for det fortsatte arbejde for at fremme ligestilling. En lang række af de afrikanske lande, der har store udfordringer med HIV, bakkede således ikke op om den endelige HIV resolution.

Fremtidig dialog om kønsligestilling
Tilbage til CSW-slutdokumentet, der kan ses som et meget vigtigt skridt fremad for at sikre, at ligestilling mellem kønnene står højt på den internationale udviklingsdagsorden. Men samtidig er det meget hårde forhandlingsklima og det stærke fokus på værdier, moral og seksualitet et alvorligt tegn på, at vi på ingen måde kan hvile på laurbærrene.

Der ligger meget hårdt arbejde forude, hvis vi ikke blot ønsker at fastholde de allerede opnåede resultater, men også fortsat vil arbejde på, at fremtiden bliver bedre for kvinder og piger. Som Phumzile Mlambo-Ngcuka mindede delegationerne om under forhandlingerne: "I dag skal være bedre end i går, og i morgen skal være bedre end i dag, vi må ikke gå tilbage."

For at nå dertil må vi fortsat fremme dialogen og lydhørheden overfor hinanden, også på de allersværeste spørgsmål, samtidig med at de vestlige lande må være parate til at imødekomme nogle af tredje verdens landenes ønsker i forhold til retten til udvikling, bistandens størrelse, gældseftergivelse, klimatilpasning med mere.