Medieanalytiker: Det digitale opmærksomhedstyveri forstærker børn og unges mistrivsel

Hvem har det største ansvar for, at sociale medier ikke påvirker børn og unges mentale sundhed negativt? Er det techgiganterne, politikerne, forældrene eller individet? Det spørgsmål stiller jeg jævnligt unge i spørgeskemaundersøgelser, og et overvejende flertal peger altid på "individet." 

Flaskehalsen pegede også på "individet," da jeg for nogle uger siden var forbi et gymnasium på Sjælland. Samtidig pegede halvdelen af eleverne på, at unge ville trives bedre, hvis sociale medier ikke fandtes.

Unge bliver gradvis mere bevidste om, at algoritmer og adfærdsdesign, som likes, skønhedsfiltre og uendelig scrolling, griber ind i deres hverdag og velbefindende, og samtidig mener flertallet af unge, at det er deres eget ansvar at håndtere det.

Mange unge mener også, at det er deres eget ansvar at styre digitale forstyrrelser i klasseværelset.

Digitale medier har ubetinget forandret børn og unges udvikling, læring og fællesskaber allermest på kortest tid.

Camilla Mehlsen
Medieanalytiker og forfatter til Opmærksomhedstyveriet

Den digitale faktor
I marts holdt jeg oplæg om "Den digitale faktor for trivsel og mistrivsel" til en vidensworkshop i Trivselskommissionen, hvor et af temaerne var digitalisering og tech. Mit budskab var – og er – at den voksende mistrivsel blandt børn og unge er et systemisk problem, og at løsningerne derfor også skal være systemiske.

Det gælder ikke mindst "den digitale faktor" for mistrivsel.

Digitalisering gennemsyrer stadig flere aspekter af børne- og ungelivet, og det gør det komplekst at påvise eksakte årsagssammenhænge mellem digitalisering og mistrivsel.

Én ting er dog uomgængelig: Digitale medier er den faktor, der ubetinget har forandret børn og unges udvikling, læring og fællesskaber allermest på kortest tid – på godt, men desværre også på ondt.

Med digitale medier er der opstået nye former for udsathed. Deling af nøgenbilleder, konstant tilgængelighed og målbar social sammenligning (i form af likes og andet) var for eksempel fjernt fra teenagere for 20 år siden.

Fomo (fear of missing out) er et psykologisk fænomen, der er accelereret med sociale medier og har ført til, at vi og særligt unge har udviklet nye normer om at være på.

Det er en ulige kamp for individet alene at udvikle løsninger for at stå imod den buldrende opmærksomhedsøkonomi.

Camilla Mehlsen
Medieanalytiker og forfatter til Opmærksomhedstyveriet

Udbredelsen af digitale medier i børne- og ungelivet er sammenfaldende med stigningen i mistrivsel op gennem 2010'erne og nu 2020'erne, og særligt teenagepigerne blinker rødt i statistikkerne.

Jeg peger på "den digitale faktor" som den væsentligste at udforske i forhold til den voksende trivselskrise, fordi det er den røde tråd, der går på tværs af vestlige lande med sammenlignelige mønstre til følge.

Jeg skelner overordnet mellem to former for negative konsekvenser af børn og unges digitale mediebrug:

Dels, er der de indirekte negative konsekvenser af skærmbrug. Her er det ikke nødvendigvis skærmbrugen i sig selv, der er skadelig. Det skadelige er den tid, skærmtiden erstatter. Digitale medier kan tage tid og opmærksomhed væk fra beskyttende faktorer som søvn, fysisk og fri leg, fysisk kontakt og fritidsfællesskaber.

Dels, er der de direkte negative konsekvenser. Det vil sige når skærmbrugen har en skadelig påvirkning i sig selv. Det kan være, når mindreårige ser skræmmende indhold, der påvirker deres følelsesliv og forestillinger, eller når digitale spil bruger fastholdelsesmekanismer, der påvirker hjernens belønningssystem.

De tre I'er
Sociale medier kan trigge og forstærke selvskadende adfærd, kropsutilfredshed, spiseforstyrrelser, angst, selvmordstanker med videre. Fastholdelsesmekanismer i spil og på sociale medier skaber fomo, giver et ekstra pres i hverdagen og fører for de fleste børn og unge til et overforbrug af skærme.