Løhde vil lade udenlandske "nurses" arbejde som sosu'er: Ny aftale på trapperne
Onsdag kan en aftale om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft til sundhedsvæsenet meget vel falde på plads. Regeringen vil blandt andet undersøge, om afviste sygeplejersker i stedet kan få job som social- og sundhedsassistent.
Andreas Wind
Journalist og RedaktørI fremtiden er der måske alligevel job at få i det danske sundhedsvæsen, hvis man som udenlandsk sundhedsperson ikke opnår dansk autorisation som sygeplejerske.
Nemlig et job som social- og sundhedsassistent.
Regeringen vil undersøge muligheden for, om de såkaldte "nurses" – personer hvis sygeplejeruddannelse ikke svarer til danske standarder - i stedet kan autoriseres som social- og sundhedsassistenter.
For Danmark har brug for flere sundhedspersoner fra udlandet, understreger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
"I dag har mange af de udenlandske ansøgere imidlertid sjældent en uddannelse, der en-til-en matcher de danske sundhedsuddannelser. Derfor får udenlandske sygeplejersker, der ikke har kvalifikationer til at opnå autorisation som sygeplejerske i Danmark, afslag, og det er ærgerligt. For vi har brug for deres kompetencer," skriver Sophie Løhde i en mail til Altinget.
De initiativer, som regeringen allerede har gjort, for at skaffe flere af de efterspurgte sosu-medarbejdere, er langt fra nok, mener hun.
"Selvom vi nu styrker SOSU-uddannelserne og også har indgået en trepartsaftale, der giver SOSU-medarbejdere et lønløft, må vi desværre nok se i øjnene, at de igangsatte indsatser ikke vil være tilstrækkelige til at løse manglen på arbejdskraft."
Forsinket task force
Der er ikke mere end to uger siden, at Sophie Løhde indledte forhandlinger om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft til sundhedsvæsenet og ældreplejen.
Og allerede onsdag kan en aftale være på plads, ifølge Altingets oplysninger.