EU-spidser udpeger vejen frem for det sociale Europa: Her er de fem vigtigste punkter
Tirsdag vedtog europæiske ministre, parlamentarikere, kommissærer og (nogle af) arbejdsmarkedets parter et nyt kompas for social- og beskæftigelsesområdet på EU-plan. Her er fem ting, du skal vide om de nye planer, og om hvorfor dansk erhvervsliv ikke vil skrive under.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørHvad er det, de har vedtaget?
En fælles erklæring fra EU’s institutioner, fagbevægelsen, civilsamfundet og dele af erhvervslivet om, hvad de mener, der skal på fremtidens sociale og beskæftigelsesmæssige dagsorden i Europa de næste fem år. Det sker efter to dages stormøde mellem ministre, parlamentarikere, EU-kommissærer og arbejdsmarkedets parter i La Hulpe uden for Bruxelles.
Det er mundet ud i et dokument om alt fra digitalisering til vilde vejrfænomeners indvirken på sociale forhold. Udgangspunktet er EU’s såkaldte sociale søjle, som tilbage i 2017 udpegede 20 grundprincipper for, hvad europæerne burde kunne forvente sig på det sociale område – primært af deres egne regeringer, men på nogle områder også af EU. Det er herfra, at EU-Kommissionen blandt andet hentede inspiration til det mindstelønsdirektiv, som har mødt vild modstand i Danmark.