EU's beslutningstagere må nemlig også navigere i de komplekse og ofte uforudsigelige vande af global geopolitik, som i mange tilfælde vil udfordre både den vedtagne energipolitik og de bredere klimastrategier.

EU er nødt til at styrke sin tilgang til energi- og klimapolitik for at sikre en robust, selvstændig industriel base og forbedret europæisk sikkerhed.

Det omfatter et fortsat fokus på at mindske afhængigheder af råstoffer og energi fra lande som Kina og Rusland, samt at beskytte kritisk infrastruktur mod potentielle trusler, herunder ved at sikre kontrollen over central teknologi. For at lykkedes med det, presser tre vigtige spørgsmål sig på:

Er vi klar til at give EU et større økonomisk råderum?

EU's budget på kun cirka en procent af EU's BNP er utilstrækkeligt i forhold til de stigende udgifter, især til fælles forsvar, som er blevet en ny strategisk nødvendighed.

Den historiske afhængighed af Nato og antagelsen om, at USA altid vil beskytte Europa, går op i sømmene som følge af ændringer i globale magtbalancer og usikkerhed omkring USA's fremtidige politiske lederskab.

EU's ledere er nødt til at give Unionen et større budget.

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Deputy Director, Kaya Partners

USA har med sin 'Inflation Reduction Act' vist, hvordan massive skattekreditter kan understøtte grønne virksomheder, hvilket har fået nogle europæiske producenter til at kigge mod USA og genoverveje deres fremtid i Europa.

Det er en strategi, som EU står magtesløs over for, da skattepolitik er national kompetence.

Kina tilbyder massive subsidier til sine største virksomheder, hvilket også udfordrer europæiske producenter i den globale konkurrence.

Tilbage står, at EU må overveje, hvordan vi vil finansiere både mere forsvar og en mere offensiv industripolitik.

Mario Draghi, den tidligere italienske premierminister, ventes at komme med et forslag om mere fælles EU-finansiering i en strategisk rapport til sommer. EU's ledere er nødt til at give Unionen et større budget, hvis det skal lykkedes at styrke de grønne forsyningskæder i Europa og sikre EU's fremtidige grønne energiuafhængighed.

Hvorvidt der er tilstrækkelig villighed til at afsætte flere nationale midler til EU-budgettet for at kunne håndtere de øgede globale udfordringer, vi står over for, forbliver dog et åbent spørgsmål.

Er EU klar til at revidere gamle principper?

I årtier har det indre marked været kernen i det europæiske samarbejde, designet til at sikre økonomisk integration, fjerne handelsbarrierer mellem medlemslandene og fremme konkurrence inden for EU's grænser.

EU har samtidig sat sin lid til institutioner som WTO og til, at de regler, vi dérigennem har aftalt, vil sikre fair global handel og konkurrence.

I takt med, at internationale handelsaftaler oftere bliver tilsidesat, og traditionelle institutioner viser tegn på svaghed på grund af nye magtbalancer, bør EU dog erkende, at det er tid til at tilpasse principperne.

Traditionelt har EU haft strenge regler for statsstøtte for at undgå markedsskævheder og bevare lige konkurrencevilkår. Men i en tid, hvor internationale giganter dominerer markederne, bliver det nødvendigt at tænke i nye baner for at støtte vores egne industrier.

Derfor har vi også set statsstøttereglerne lempet midlertidigt over de seneste år.

Det har skabt stor debat på tværs af EU, fordi store økonomier som Tyskland og Frankrig har kunnet støtte deres industrier markant mere end mindre europæiske økonomier. Nogle af de mindre medlemslande har derfor i stedet kaldt på mere fælles EU-finansiering. Begge dele er formentlig nødvendigt.

Institutionelle reformer indebærer overvejelser om EU's udvidelse, især på grund af den ændrede sikkerhedssituation.

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Deputy Director, Kaya Partners

Enrico Letta, der også er tidligere italiensk premierminister, har i sin nyligt udgivne strategiske rapport om det indre marked erkendt behovet for reformer.

Han foreslår, at national statsstøtte skal ledsages af obligatoriske bidrag til tværnationale europæiske projekter, hvilket er et godt bud på en vej frem for at sikre mere målrettet støtte, der gavner flere medlemslande.

Letta fremhæver også, at det er en essentiel opgave for EU at udvikle et reelt og fungerende indre marked for kapital.

Europæiske banker og investeringsfonde halter efter de amerikanske, når det gælder mobilisering af privat finansiering. Der er brug for gevaldige fremskridt, men taktikken må ændres, da det ikke er lykkedes EU de seneste ti år, hvor man har drøftet behovet.

Endelig må vi se på vores holdning til virksomhedsfusioner.

Vores nuværende regelværk, der fokuserer på at forhindre karteldannelser og bevare konkurrence, har vigtige elementer, men må ikke stå i vejen for skabelsen af større og mere slagkraftige europæiske virksomheder.

Kigger man på de grønne forsyningskæder, er det netop skala og stordriftsfordele, der er udfordringen for de producenter af grøn strøm, som gerne vil købe fra europæiske leverandører. For mens Kina sidder på store dele af produktionen af alt, der skal bruges til den grønne strøm fra sol til vind og batterier, så findes der europæiske alternativer.

Mange af dem har bare ikke den skala, der skal til, for at opstillerne af den grønne energi tør forlade sig på, at producenterne kan levere.

Er EU klar til institutionelle reformer?

Et tredje vigtigt fokusområde bør være på, hvordan EU kan forbedre sin beslutningsdygtighed.

Selvom Unionen generelt er mere effektiv end sit rygte, har de seneste kriser vist behovet for hurtigere beslutningsprocesser. Frankrig og Tyskland har foreslået at bruge flertalsbeslutninger til at undgå vetoblokeringer fra lande som Ungarn, hvor beslutninger i dag kræver enstemmighed.

Kommissionen har også over de senere år indført "nødlovgivning" med henvisning til en særlig krisebestemmelse i traktaten for at kunne håndtere den energikrise, der fulgte efter invasionen af Ukraine.

Her fik Europa-Parlamentet begrænset indflydelse, hvilket ledte til kritik. Da behovet for nye hurtige reaktioner næppe bliver mindre de kommende år, er der behov for at drøfte, hvordan lignende situationer skal tackles fremover. 

Institutionelle reformer indebærer også overvejelser om EU's udvidelse, især på grund af den ændrede sikkerhedssituation.

Der er behov for at integrere flere medlemmer så kandidatlande ikke falder i en usikker gråzone mellem Europa og Rusland.

Det kræver grundige overvejelser om EU's struktur og finansielle rammer, herunder muligheden for et flersporet EU for at navigere i kompleksiteten og sikre en balanceret integration.

EU står over for en uhyre vanskelig opgave

At styrke EU's evne til at handle effektivt i en verden præget af geopolitiske forskydninger og økonomiske udfordringer er en stor opgave.

EU's beslutningstagere er forståeligt tilbageholdende med at foretage radikale ændringer i de regler og principper, der historisk har bidraget til økonomisk vækst og sikkerhed i Europa.

Er vi klar til at omfavne modige nye tilgange for at sikre europæisk suverænitet og konkurrenceevne?

Marie Louise Gammelgård-Larsen
Deputy Director, Kaya Partners

Dertil kommer, at betydelige ændringer ofte vil kræve traktatændringer, en proces kendt for sin kompleksitet og for ofte at støde på kraftig modstand fra medlemslandene, hvilket gør vidtrækkende reformer svære at gennemføre.

Som vi ser frem mod en ny mandatperiode for EU-Kommissionen og Parlamentet, må vi spørge os selv, om EU er parat til at træffe de afgørende beslutninger, der vil forme vores fælles fremtid.

Der er store forventninger til den kommende rapport fra Mario Draghi om europæisk konkurrenceevne, som forventes at lede til en ny strategi i de første 100 dage under den nye Kommissionsformand, sandsynligvis Ursula von der Leyen.

Spørgsmålet er, hvor ambitiøs strategien bliver, og hvor langt vores beslutningstagere er villige til at gå. Er vi klar til at omfavne modige nye tilgange for at sikre europæisk suverænitet og konkurrenceevne?

Svaret vil afgøre unionens rolle i det globale samfund og vores evne til at navigere i den grønne omstilling og de kommende årtiers udfordringer.