Debat

Arla og Landbrug & Fødevarer: Danmark har potentiale til at styrke Afrikas fødevaresystem. Vi gør det faktisk allerede

Den danske landbrugs- og fødevaresektor har gode forudsætninger for at bidrage til udviklingen af et mere bæredygtigt afrikansk fødevaresystem og bør derfor tænkes ind i regeringens kommende Afrika-strategi, skriver Peder Tuborgh og Merete Juhl.

Landbruget i Afrika er fortsat præget af mange småbønder, hvor op mod 70 procent af arbejdsstyrken er udgjort af kvinder, som oftest er dårligere betalt end mændene, og som sjældent ejer den jord, de dyrker, skriver Peder Tuborgh og Merete Juhl.
Landbruget i Afrika er fortsat præget af mange småbønder, hvor op mod 70 procent af arbejdsstyrken er udgjort af kvinder, som oftest er dårligere betalt end mændene, og som sjældent ejer den jord, de dyrker, skriver Peder Tuborgh og Merete Juhl.Foto: Amr Nabil/AP/Ritzau Scanpix
Peder Tuborgh
Merete Juhl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det sker ikke så sjældent, at man ved at løse et problem efterfølgende indser, at man samtidig har løst en række andre.

Da forskere og ingeniører begyndte at undersøge og udvikle solenergi som en alternativ og bæredygtig energikilde, var det startskuddet til en række andre fordele til gavn for hele vores samfund.

Udover fordelen ved at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer, opstod der også nye arbejdspladser inden for forskning, produktion, installation og vedligeholdelse.

Læg dertil den serie af teknologiske opdagelser, som i dag også anvendes i andre områder af industrien.

Underinvesteret landbrug

Hvor historien flere gange har vist os en masse eksempler på, at man med de rette indsatser kan sætte gang i en kædereaktion af positiv forandring, kan regeringens nye Afrika-strategi vise nøjagtig det samme.

Det er ikke en lille udfordring, men vi har i Danmark særdeles gode forudsætninger for at kunne bidrage til en udvikling og omstilling i retning af et mere bæredygtigt og fremtidssikret fødevaresystem i Afrika.

Peder Tuborgh, Merete Juhl

Når de nordiske og en række afrikanske udenrigsministre i disse dage mødes i København til Nordisk-Afrikansk Udenrigsministermøde (NAUM), er et af hovedpunkterne finansiering og grøn omstilling.

Her vil der særskilt også være en drøftelse af værdikæderne på landbrugs- og fødevareområdet, og det glæder os. For landbrugs- og fødevareområdet er og bliver helt centralt for Afrikas udvikling.

Befolkningen i Afrika forventes at blive fordoblet til mere end to milliarder i 2050, hvoraf halvdelen kommer til at vokse op i et liv blandt den fattigste gruppe af befolkningen. Under- og fejlernæring er den både åbenlyse og ubærlige konsekvens.

Landbruget i Afrika er fortsat præget af mange småbønder, hvor op mod 70 procent af arbejdsstyrken er udgjort af kvinder, som oftest er dårligere betalt end mændene, og som sjældent ejer den jord, de dyrker.

Læg dertil, at op mod 50 procent af alle jobs i mange afrikanske lande netop er forbundet med landbrugs- og fødevareklyngen.

På trods af dette investeres der fortsat meget lidt i landbruget i de afrikanske lande, og produktiviteten er derfor faldet over de seneste 30 år.

Flere jobs og mindre migration

Der er med andre ord mange gode grunde til at øge indsatsen på landbrugs- og fødevareområdet i Afrika.

Hvis vi lykkes med at løfte landbrugs- og fødevareklyngen mærkbart i Afrika, så bidrager vi til at skabe flere jobs, til at modvirke migration og til at skabe bedre forudsætninger for etableringen af bæredygtige fødevaresystemer.

Samtidigt vil det være et væsentligt skridt i retningen af at udrydde sult og underernæring.

Læs også

Men et bæredygtigt fødevaresystem i Afrika indebærer nogle helt centrale balancer. En af dem er balancen mellem mere lokal produktion, som skaber lokale jobs, og en forbedret samhandel, som sikrer adgangen til både import og eksport af landbrugs- og fødevarer.

Det indebærer også en balance mellem at kunne producere mere lokalt, men at kunne gøre det med et mindre aftryk per produceret enhed i forhold til klima og miljø. Ikke mindst at sikre en bedre dataindsamling i kampen mod klimaforandringer.

Det er ikke en lille udfordring, men vi har i Danmark særdeles gode forudsætninger for at kunne bidrage til en udvikling og omstilling i retning af et mere bæredygtigt og fremtidssikret fødevaresystem i Afrika. Faktisk gør vi det allerede.

Dansk inspiration i Nigeria

Et meget konkret eksempel er Arlas topmoderne gård i Nigeria bygget på danske løsninger og teknologier.

Der er brug for at koncentrere en større andel af de danske bistandsmidler til indsatser på landbrugs- og fødevareområdet, hvor danske virksomheder kan bringe deres løsninger i spil.

Peder Tuborgh, Merete Juhl

Den er en inspiration og løftestang for hele sektoren og bidrager til kvalitetsopbygning hos lokale mælkebønder, men trækker også positive tråde til forskningsmiljøer på universiteter, dyrlægeuddannelser og virksomheder i hele værdikæden. Og så styrker den ikke mindst samarbejdet med den nigerianske stat og skaber et udstillingsvindue for danske virksomheder.   

Ligeledes har jobskabelse og markedsdreven, bæredygtig udvikling af mejeriværdikæden været et fokusområde i Nigeria, siden danske samarbejdspartnere med finansiel støtte fra Danida igangsatte Milky Way partnerskabsprojektet. Resultaterne fra projektet er flottere, end man havde turdet håbe på.

Milky Way projektets partnerne omfatter Arla, Seges Innovation, Landbrug & Fødevarer, Care Denmark, Milk Value Chain Foundation og Coret, hvor projektet er blevet drevet siden 2017 med det formål at etablere en velfungerende mælkeværdikæde.

Projektet er nu gået ind i næste femårige fase, hvor fokus på den grønne omstilling breddes yderligere ud.

Det har været en vigtig forudsætning for partnerne i projektet at adressere potentielle udfordringer i forhold til menneskerettigheder i Nigeria.

Blandt andet har det været vigtigt, at kvinderne i Milky Way-projektet, kunne få del i de nye indkomstmuligheder og jobs skabt i projektet.

Workshops med særligt fokus på kvinders rettigheder var med til at understøtte dette og sikre, at kvinder blev repræsenteret i fremtrædende stillinger i kooperativerne. 

Landbruget i Afrika-strategi

At projektet har realiseret flere af FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, vidner netop om den positive dominoeffekt, som denne slags initiativer også driver.

Det er derfor også vigtigt, at landbrugs- og fødevareområdet tænkes ind som et afgørende område i regeringens kommende Afrika-strategi, som forventes lanceret i august.

Læs også

Der er brug for at koncentrere en større andel af de danske bistandsmidler til indsatser på landbrugs- og fødevareområdet, hvor danske virksomheder kan bringe deres løsninger i spil.

Vi er I Danmark med helt fremme på den globale scene inden for bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion.

En ekspertposition, vi har opbygget gennem årtier, hvis ikke århundreder, og vi er enormt stolte over at kunne bringe den i spil i den globale opgave, det er at brødføde en voksende befolkning med nærende mad og samtidig passe på jordens ressourcer.

For akkurat som ét kilogram CO2 ikke stopper ved landegrænsen, kan vi heller ikke tillade os at tro, at global underernæring er et afrikansk anliggende.

Vi har et ansvar, men vi har også løsningerne. Og det skal vi huske på, når vi snakker om, hvilket produktionsland Danmark skal være fremadrettet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Tuborgh

Adm. direktør, Arla Foods
cand.merc. (Odense Uni. 1987)

Merete Juhl

Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer
master i europæisk politik (Brügge 1998), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1999)

0:000:00