Kommentar af 
Dorthe Nielsen

Diskriminationen af ældre spænder ben for en værdig alderdom

Diskrimination af ældre kan føre til en følelse af magtesløshed og manglende kontrol over eget liv hos den enkelte. Der er et presserende behov for en såkaldt "ældrepakke", som skal sikre en holistisk og værdig tilgang til den ældre borger, skriver Dorthe Nielsen.

Mette Frederiksen lover i sin tale ved Folketingets afslutning maj 2024; "mere tid til omsorg og relationer – værdighed og selvbestemmelse" – det bliver spændende at se, hvad det får af betydning, skriver Dorthe Nielsen.
Mette Frederiksen lover i sin tale ved Folketingets afslutning maj 2024; "mere tid til omsorg og relationer – værdighed og selvbestemmelse" – det bliver spændende at se, hvad det får af betydning, skriver Dorthe Nielsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dorthe Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et sundhedsvæsen under pres, hvor ressourcer er knappe og antallet af sundhedsprofessionelle er mangelfuld, stiger risikoen for, at ældre med komplekse plejebehov og mange psyko-sociale udfordringer - bliver overset eller helt lades i stikken.

Denne situation er ikke blot en fejl i systemet, men en indikation af dybereliggende problemer med diskriminering af ældre, såkaldt alderisme og omsorgssvigt, som kræver handling på flere niveauer.

Alderisme er en kompleks og mange facetteret problemstilling, der påvirker ældre på flere niveauer i samfundet. Det manifesterer sig på både på det individuelle, institutionelle og politiske plan og kan have vidtrækkende konsekvenser for den ældres livskvalitet og adgang til pleje og omsorg. 

Læs også

Bjarne Hastrup, direktør for Ældre Sagen og Martin Schultz formand for Dansk Selskab for Geriatri foreslår en særlig "ældrepakke", som skal styrke forebyggelse, ældres medbestemmelse og understøtte rekruttering, uddannelse, fastholdelse og løbende kvalitets- og kompetenceløft af personale på ældreområdet.

På nuværende tidspunkt oplever mange svækkede ældre, at de ikke inddrages tilstrækkeligt i beslutninger om deres egen pleje og behandling. Dette kan ske i hjemmeplejen, hvor ældre ikke altid bliver spurgt om deres præferencer eller behov, når der træffes afgørelser om, hvem der skal yde plejen, og hvordan den skal organiseres helt konkret i hjemmet. 

Alderisme kan have vidtrækkende konsekvenser for den ældres livskvalitet og adgang til pleje og omsorg.

Dorthe Nielsen
Professor i sårbarhed, Syddansk Universitet

Manglen på inddragelse kan føre til følelse af magtesløshed og manglende kontrol over eget liv, hvilket kan forværre den ældres mentale og fysiske sundhed yderligere.

På hospitalsniveau er alderisme et alvorligt problem, som ofte manifesterer sig gennem den måde, hvorpå ældre patienter håndteres og behandles. Et af de mest markante eksempler på dette er den praksis, hvor ældre patienter flyttes mellem forskellige afdelinger uden at modtage den specialiserede pleje, som er nødvendig for deres specifikke sundhedstilstande.

Desuden kan ældre patienters behov for integreret pleje, der tager højde for både medicinske og sociale aspekter, blive overset. I hospitalssektoren, hvor der er fokus på hurtig diagnose og behandling, kan ældre patienters bredere sundhedsbehov—som omfatter alt fra mental sundhed til social støtte og rehabilitering—nemt blive nedprioriteret.

Dette kan lede til en behandlingsproces, hvor de ikke kun mangler adgang til specialiseret pleje, men også modtager en pleje, der ikke er tilpasset deres livsomstændigheder og helbredsprofil. 

Læs også

Konsekvenserne af denne form for alderisme er dybtgående. Ældre patienter kan opleve en fragmenteret plejeoplevelse, hvor overgange mellem afdelinger og sektorer ikke koordineres effektivt, og hvor essentiel kontinuitet i behandlingen går tabt. 

Ældre, der udsættes for vold eller omsorgssvigt, står ofte uden tilstrækkelige ressourcer eller støtte.

Dorthe Nielsen
Professor i sårbarhed, Syddansk Universitet

Dette kan resultere i gentagne indlæggelser, langvarige helbredskomplikationer og en generelt lavere livskvalitet. Derudover bidrager sådanne praksisser til en følelse af at være undervurderet og marginaliseret inden for sundhedssystemet, hvilket kan have alvorlige følelsesmæssige og psykologiske konsekvenser for de ældre.

Inden for det sociale felt er der også store mangler, når det gælder om at tilbyde ældre et socialt sikkerhedsnet. Ældre, der udsættes for vold eller omsorgssvigt, står ofte uden tilstrækkelige ressourcer eller støtte.

Det samme gælder ældre, der er økonomisk udfordrede og måske ikke har råd til en nødvendig plejehjemsplads. Manglen på målrettede sociale tilbud betyder, at disse ældre borgere ikke får den nødvendige støtte og beskyttelse, de har brug for.

På det politiske plan afspejles alderisme i de beslutninger, der træffes om finansiering og ressourceallokering. Når der spares på ældresektoren, på plejehjem eller på geriatriske sengepladser, sendes der et signal om, at ældres behov ikke er lige så vigtige som andre befolkningsgruppers.

Dette kan føre til en nedbrydning af de velfærdstilbud, der er essentielle for at sikre ældre en værdig og sund alderdom. 

Der er et presserende behov for en såkaldt "ældrepakke", som skal sikre en holistisk og værdig tilgang til den ældre borger.

Dorthe Nielsen
Professor i sårbarhed, Syddansk Universitet

Der er altså et presserende behov for en såkaldt "ældrepakke", som skal sikre en holistisk og værdig tilgang til den ældre borger, og som integrerer de psyko-sociale aspekter af omsorgen lige så højt som de fysiske.

Sundhedsuddannelserne herunder professionsskolerne og de universitære sundhedsuddannelser skal styrkes, således de studerende ikke kun dygtigøres i at tage vare på de ældres fysiske behov og lidelser, men ligeså vigtigt er det at personalet har kompetencer inden for kommunikation samt ældres emotionelle og sociale behov og udfordringer.

For at bekæmpe alderisme effektivt, er det afgørende, at der skabes en bred samfundsmæssig bevidsthed omkring den ulighed der eksisterer inden for ældreområdet. Det kræver politisk vilje og offentlig støtte til at investere i ældrepleje og sikre, at velfærdsstaten er rustet til at tage hånd om sine ældre borgere på en respektfuld og inkluderende måde.

Ældre skal ikke have særbehandling, men de skal have den behandling de har brug for på lige fod med alle andre. Mette Frederiksen lover i sin tale ved Folketingets afslutning maj 2024; "mere tid til omsorg og relationer – værdighed og selvbestemmelse" – det bliver spændende at se, hvad det får af betydning! 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024