EU-politikere stod i kø for at udskamme Orbán. Hans svar var simpelt: Hvad med jer selv?

Med ordene 'make Europe great again' indledte Ungarns premierminister Viktor Orbán en mere end tre timer lang verbal boksekamp med europaparlamentarikerne i Strasbourg. 

Ungarsk premierminister Viktor Orbán holdt sig ikke fra at give igen, da europaparlamentarikere onsdag anklagede ham for at være både autokratisk og korrupt.
Ungarsk premierminister Viktor Orbán holdt sig ikke fra at give igen, da europaparlamentarikere onsdag anklagede ham for at være både autokratisk og korrupt.Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Kirstine Erika Crenzien

Der var lagt i kakkelovnen til det helt store politiske sammenstød, da premierminister Viktor Orbán onsdag fremlagde Ungarns plan for sit seksmånedslange EU-formandskab i Europa-Parlamentet.  

For EU har i årevis har kritiseret Ungarn for korruption og at svigte demokratiske principper såsom at have en fri presse, forsamlingsfrihed og uafhængige dommere.  

Endnu værre blev det, da premierministeren i det ungarske formandskabs første uger i juli måned besøgte ikke blot Donald Trump, men også russiske præsident Vladimir Putin og kinesiske præsident Xi Jinping på såkaldte fredsmissioner. Harmen i Bruxelles var enorm.  

Du er ikke velkommen her. Det her er hjemstedet for Europas demokrati. Ikke for korruption, løgne og propaganda

Terry Reintke
Medlem af Europa-Parlamentet og medforperson, De Grønne

Og et sammenstød blev det.  

Orbán lagde ud med at slå fast, hvad han så som sin vigtigste opgave: At overbevise Bruxelles om, at EU grundlæggende skal forandres.  

“Ungarn er ikke med i den Europæiske Union, for hvad den er i dag, men for hvad den kan blive. Let’s make Europe great again,” sagde han med reference til Donald Trumps kendte slogan. 

Men det havde formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, ikke meget til overs for.  

Da hun kort efter gik på talerstolen, tog hun første spadestik til en uudtømmelig brønd af kritik af Orbán.  

“Du siger, at Ungarn beskytter sine grænser. Men hvordan det kan så være, at Ungarn giver visum til russiske statsborgere uden yderligere sikkerhedstjek. Det er ikke at forsvare Europas suverænitet. Det er en bagdør for fremmede staters indblanding.”  

Ukraine glimrede ved sit fravær 

Efter hende fulgte Manfred Weber, der leder den kristenkonservative gruppe i Parlamentet (EPP).   

Han var for tre år siden med til at smide Viktor Orbáns parti Fidesz ud af selvsamme gruppe.  

“Jeg er chokeret over Orbáns præsentation. Han nævnte ikke Ukraine med en eneste sætning,” lød det fra tyskeren, der samtidig beskyldte Orbán for at bidrage til at russernes krigsplaner, da han lagde vejen for forbi Moskva i både februar 2022 og i sommers.  

Og især Orbáns venlige forhold til Putin fortsatte med at være et omdrejningspunkt for debatten.  

En autokrat, en hykler og en forræder blev han kaldt. Orbán burde skamme sig, lød det også.  

“Du er ikke velkommen her. Det her er hjemstedet for Europas demokrati. Ikke for korruption, løgne og propaganda,” sagde Terry Reintke, der er en ud af to forpersoner for De Grønne i Europa-Parlamentet.  

Læs også

‘Kig jer selv i spejlet’ 

På trods af den intense opposition så Viktor Orbán ikke synderligt mærket ud i løbet af debatten.  

“Han rystede ikke på hånden. Han er i bund og grund totalt ligeglad med, hvad de siger om ham,” pointerer Vibe Termansen sig, der er journalist, historiker og ekspert i ungarske forhold. 

I stedet tog han hvert eneste argument og vendte det mod afsenderen selv. 

“Det var ligesom i skolegården. Han sagde bare “spejl” til det hele,” siger hun.  

Kritikken er hyklerisk af franskmænd og tyskere, hvis lande alle har langt flere russiske statsborgere boende end Ungarn, lød det.  

Ligeledes blev den tyske parlamentariker Daniel Freund (De Grønne), der er en stædig kritiker af Orbáns regering, beskyldt for at være købt af finansmanden George Soros.  

Og den ungarske socialdemokrat Klara Dobrev skulle se sig selv i spejlet, for hun havde Putin som gæst i sit køkken, da hendes mand var premierminister i Ungarn, lød det fra Orbán.  

Man ikke kunne se sig ud over den konflikt, man har med Viktor Orbán

Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Den eneste, der virkede til at trykke på hans knapper, var den konservative leder Manfred Weber.  

“Du er bare vred, fordi jeg ikke ville bakke op om dig som kommissionsformand for fem år siden. Du vil gerne have siddet i hendes stol,” gav Orbán igen og pegede på Ursula von der Leyen.  

Alt i alt en absurd debat 

Det var dog ikke kun modstand at finde overfor Viktor Orbáns linje – og hans blotte tilstedeværelse.  

Fra gruppen Patrioter for Europa, der er stiftet af hans eget parti Fidesz, kom flere ham til undsætning på talerstolen.  

Også danske Anders Vistisen, der som medlem af Dansk Folkeparti sidder i politisk gruppe med Orbáns parti, tog til genmæle.  

“Hvor er det absurd at høre en ikke-folkevalgt bureaukrat som Ursula Von De Leyen belære os andre om demokrati. Så fri mig for jeres selvhellige prædikener og spejdermoral!” skrev han på det sociale medie X undervejs i debatten.  

Også De Radikales Sigrid Friis synes, at debatten var absurd – dog af en helt anden grund.  

“Absurd at være vidne til Orbans tale i EP. Han påstår at bekymre sig om, hvad migration vil gøre for homofobi i Europa. Men i Ungarn lever LGBTQ+ personer hver dag i frygt og deres grundlæggende rettigheder er under pres fra Orbans menneskefjendtlige politik,” skrev hun også på X.  

Gik efter manden

Mest af alt er Anders Vistisen dog skuffet over, at debatten ikke rent faktisk kom til at handle om formandskabets prioriteter, men i stedet interne ungarske forhold, uddyber han bagefter overfor Altinget.  

“Det er tydeligt, at man ikke kunne se sig ud over den konflikt, man har med Viktor Orbán. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad han sagde,” siger Anders Vistisen. 

Læs også

Også Kristoffer Storm (DD) er skuffet over den aggressive modtagelse Viktor Orbán fik i Europa-Parlamentet i dag.  

“Jeg forstår ikke, at man kan finde på sådan noget på venstrefløjen. Man bliver nødt til at tage diskussionen på en ordentlig måde. Det har jo aldrig nogensinde gavnet noget som helst at stå og opføre sig som et børnehavebarn,” siger han og henviser den støj, buh'en og endda sang, der fandt sted i salen.  

Kritikken fra dele af venstrefløjen går på, at Orbán har forbrudt sig mod demokratiets principper, og derfor fortjener han ikke at få taletid i Parlamentet. Har de en pointe i det? 

“Så længe Ungarn stadig bliver set som et demokrati, så må vi forholde os til det.” 

Så du mener ikke, som andre parlamentarikere gør, at Ungarn skal udelukkes fra Rådet i en periode, indtil de demokratiske mekanismer er i bedre stand? 

“Så skal der i hvert fald andre argumenter på bordet, end der er nu.”  

I september 2022 meldte Europa-Parlamentets udvalg for Ungarns demokratiske udvikling ud, at man ikke længere betragter landet som et fuldt demokrati, men derimod et valgautokrati.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Manfred Weber

Formand og gruppeleder, European People's Party (EPP) i Europa-Parlamentet, MEP (CSU)
ingeniør (1996)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024