Ny måling: Vælgerne vælter ud af Løkkes bus

Det er selvfølgelig også derfor, at et problem i partisekretariatets arbejdsmiljø alligevel ender med at være noget, Løkke personligt må involvere sig i dybt og personligt i, selvom det kun indirekte har med ham at gøre.

Og det er selvfølgelig også årsagen til, at han nu betaler dyrt med sin personlige popularitet.

Moderaternes problem er således, at Løkkes eget brand nu er beskadiget, samtidig med at det kommer an på ham, om partiet kan rette op på meningsmålingerne eller træder ind i en mere generaliseret krise.

Her kan han eventuelt udveksle erfaringer og tips og tricks med Mette Frederiksen.

S-problem har et ansigt: Pia Olsen Dyhr

For også i Socialdemokratiet må man rynke brynene over denne måneds Epinion-måling. Udspillet – eller tilkendegivelsen – om en ny pensionspolitik har intet kastet sig af sig.

Den var åbenlyst ment som et forsøg på at generobre nogle af de mange S-vælgere, der er hoppet over til SF. Det understregede Mette Frederiksen selv i sin tale på socialdemokraternes kongres i sidste måned, hvor hun opfordrede Pia Olsen Dyhr til at "komme hjem".

Som jeg skrev i sidste måned, afhang succesraten af den operation af, om de mange vælgere i den røde opposition ville tilgive hende alt fra afskaffelsen af Store Bededag til arbejdsudbudsreformerne og den skarpe retorik om samlebåndet og danskernes arbejdsmoral.

Her viser tallene, at det i hvert fald ikke er sket endnu. I Epinions ‘Mette Frederiksen-barometer' er hendes negative målinger frosset fast. 39 procent af alle vælgere mener, at hun klarer det dårligt, og 31 procent mener, at hun klarer sig godt.

Og går man længere ned i tallene, kan man se, at hele 35 procent af vælgerne i den røde opposition mener, hun klarer sig ‘dårligt’ eller ‘meget dårligt’. Kun 13 procent af dem foretrækker hende som statsminister. 

Så selvom de vælgere er enige i hendes udtalelser om pension, er det åbenlyst ikke nok til at vinde dem over.

En tese er, at de røde vælgere ikke rigtig stoler på Mette Frederiksen efter dannelsen af SVM-regeringen.

Og den mistillid har sit helt eget ansigt: Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr igen mest populære

Med et PDI på 23 procent befæster SF-formanden i denne måling sin position som Folketingets suverænt mest populære partileder. Et niveau, hun vokset til parallelt med dannelsen af SVM-regeringen og Mette Frederiksens dalende popularitet blandt røde vælgere.

Samtidig fastholder SF en opbakning blandt vælgere på cirka 15 procent. Og hele 39 procent af de røde oppositionspartiers vælgere ønsker Pia Olsen Dyhr som statsminister.

Det er en nærliggende fortolkning, at de mange tidligere S-vælgere fastholder deres fascination af Pia Olsen Dyhr og vil stemme på SF, ikke på trods af Mette Frederiksens nye pensionskurs, men netop for at holde statsministeren fast på hendes løfte.

En genetableret blå blok ikke kommer i nærheden af regeringsmagten, uden både Radikale og Moderaterne kommer med.

Hvis de røde vælgere begynder at se det sådan, at SF er garantien for, at Socialdemokratiet gennemfører det, Mette Frederiksen selv tidligere har kaldt en klassisk socialdemokratisk fordelingspolitik – herunder på pensionsområdet – befinder Pia Olsen Dyhr sig i en gunstig position frem mod næste valg.

Det strategiske spørgsmål for Socialdemokratiets top er, om man skal tegne den pensionsmodel, man ønsker tydeligere op for at lokke de tabte S-vælgere tilbage. Eller om man skal trække følehornene til sig og parkere spørgsmålet i den af Venstre foreslåede arbejdslivskommission.

Problemet med det første er, at regeringspartierne åbenlyst ikke er enige om en model, og at spørgsmålet har potentiale til at sprænge regeringen. Og problemet med arbejdslivskommissionen er, at man gør pensionsemnet inaktivt og dermed ikke kan vinde vælgere tilbage på den konto.

Mon ikke det bliver helt centralt for oppositionen at fremtvinge et svar fra Mette Frederiksen, når Folketinget holder åbningsdebat på torsdag.

Løkke har stadig de afgørende mandater

Løfter man blikket og ser på blokkenes styrkeforhold, er den interessante pointe, at en genetableret blå blok ikke kommer i nærheden af regeringsmagten, uden både Radikale og Moderaterne kommer med. Allerede inden DF-formand Morten Messerschmidt fuldstændigt afviste noget som helst samarbejde med Løkke, så det projekt svært ud.

Omvendt kommer den gamle røde blok op på 94 mandater fra 87, hvis de tager Moderaterne med. Her er det selvfølgelig forudsat, at man stadig skal henregne Radikale som en del af blokken. Det vil Martin Lidegaard gerne sige, at man ikke sådan kan taget for givet. De fleste andre på Borgen vil gerne se lige det, før de tror det.

Så ja, der kan komme nordatlantisk matematik ind i spillet, men konklusionen er, at Lars Løkke Rasmussen – krisen til trods – stadig står med de afgørende mandater. Hans strategiske position er altså ikke ændret. Ultimativt er det i virkeligheden nok det, der kan lægge en dæmper på krisen. Løkke kommer hurtigt til at tale om politik igen.

Lidt den samme konklusion gælder for Mette Frederiksen. For skal man tro meningsmålingerne, er det er meget svært at se, hvordan hun ikke også er statsminister efter næste valg.

Især fordi tendensen stadig er, at den gamle røde blok står stærkest over for den gamle blå.

Rød blok stærkest

Ser man på vælgernes dagsorden topper sundhed og klima, og begge emner, vurderer vælgerne, er bedst lagt i hænderne på en socialdemokratisk ledet centrum-venstre-regering. 

Her er det en vigtig pointe, at såvel SVM-vælgere som borgerlige vælgere ser sundhed som et vigtigere emne end tilhængere af en centrum-venstre regering under socialdemokratisk ledelse. Det betyder, at det er på sundhed, at der kan flyttes vælgere.

Det gælder især for SVM-regeringen, hvis tilbageblevne vælgere går mere op i sundhed end de to andre blokkes vælgere, ligesom de går mere op i sundhed end noget andet politisk emne.

Med andre ord har man med udspillet til sundhedsreform ikke bare førsteserven, men har brug for at lande et overbevisende resultat. Det er simpelthen den sidste flig af en chance for et comeback, der ligger her.

Set i det lys er spørgsmålet ikke, om vi får en rød regering eller en blå. Men om vi en ny regering over midten eller en rød regering.

Men også for de borgerlige oppositionspartier er sundhed et emne, der er vigtigt at få hånd om. Det er formentlig ikke nok ’bare’ at være med i et forlig om en sundhedsreform, man skal også fremkalde sin egen fortælling om det.

I det perspektiv er det måske ved at være tid til at skifte fra det intense fokus på familiepolitik, som kun seks procent af vælgerne mener, er det vigtigste emne i dansk politik – og som de i øvrigt anser for at et emne, en centrum-venstre regering vil være bedst til at håndtere. Ligesom det er et emne, som de ellers borgerligt sindede arbejdsgiverorganisationer mildt sagt er lorne ved, fordi det hurtigt bliver til anti-arbejdsudbudspolitik.

Dermed gælder konklusionen fra folketingsvalget 2022 stadig: Dansk politik hælder mod centrum-venstre, og de borgerlige kan kun stoppe en rød regering ved at indgå i en socialdemokratisk ledet regering.

Set i det lys er spørgsmålet ikke, om vi får en rød eller en blå regering. Men om vi en ny regering over midten eller en rød regering.