Debat

S på Frederiksberg: Pålæg os gerne tilsyn, men lad de store kommuner beholde opgaverne på ældreområdet

Man kan ikke med den ene hånd sige til kommunerne, at de skal have helhedsansvaret for de ældre, og med den anden hånd fjerne så store kompetenceområder, der har en uvurderlig betydning for kvaliteten af vores pleje og omsorg til alle borgere, skriver Sine Heltberg (S)

Styrk sundhedsrådenes muligheder for at forbinde de kommunale, regionale og statslige kæder, så ansvaret for fremtidens demente, ældre borgere, fremstår tydeligt for alle, skriver Sine Heltberg.<br>
Styrk sundhedsrådenes muligheder for at forbinde de kommunale, regionale og statslige kæder, så ansvaret for fremtidens demente, ældre borgere, fremstår tydeligt for alle, skriver Sine Heltberg.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sine Heltberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kædeansvar var Sundhedsstrukturkommissionens buzzword for deres anbefalinger til regeringen.

Med inspiration fra et veldrevet containerrederi skulle det offentlige sundhedsvæsen drives, så ansvaret blev løftet og klart placeret. Glimrende.

For vi bliver flere ældre, flere demente, og vi lever længere med mange sygdomme. Nogen måtte gøre noget.

Så hvem har kædeansvaret for fremtidens demente, ældre borger, der skal have et værdigt liv og omsorgsfuld og professionel pleje til det sidste? Svaret henstår i det uvisse, når man læser regeringens udspil.

Jeg er bekymret for, at kæden hopper af.

Sine Heltberg (S)
Rådmand og formand, Ældre- og Omsorgsudvalget, Frederiksberg Kommune

For godt nok skal regionerne tættere på med sundhedstilbud i nærområdet, gerne helt ind i stuen med hjemmebehandling og med 96 timers behandlingsansvar fra sygehusene, men det er kommunerne, der har ansvaret for helhedsplejen.

En opgave, man så skal løfte uden akutteams med udkørende sygeplejersker og midlertidige pladser, hvor hjemmeplejen for en kortere periode kan sende borgere, der har brug for lidt mere opsyn, pleje og omsorg, hen, mens man i samråd finder ud af, om indsatsen i hjemmet skal håndteres anderledes, eller om tiden er kommet til en plejehjemsplads.

Hvem har ansvaret?

Det er den forkerte vej at gå at fjerne kompetencer og ansvar fra kommunerne, der er tæt på borgerne. Det er langt fra idéen om kompetent kædeansvar.

Man kan ikke med den ene hånd sige til kommunerne, at de skal have helhedsansvaret for de ældre, og med den anden hånd fjerne så store kompetenceområder, der har en uvurderlig betydning for kvaliteten af vores pleje og omsorg til alle borgere.

Både dem, der ofte bliver indlagt, og det store flertal, der ikke gør.

Jeg er bekymret for, at kæden hopper af.

For hvem har ansvaret, når såret på benet skal behandles, trygheden efter et fald genoprettes, sygdommen KOL holdes i ave, væsken, maden og medicinen indtages i rette mængder, ensomheden holdes fra døren, den nedslidte og fortvivlede ægtefælle holdes i hånden og på benene, og det hele skal ske samtidig og finde vej ind gennem en tåge af demens?

Læs også

Da man i 2007 gennemførte en kommunalreform, der tillod for små kommuner, vidste man godt, at det ville give kompetenceudfordringer at løfte komplekse opgaver på sundhedsområdet.

Så lavede man sundhedsklynger for at lappe lidt på problemerne. De kom aldrig for alvor op at flyve.

Og nu forslaget om sundhedsrådene, der også skal forbinde ansvaret i kommunerne, regionerne og med de praktiserende læger.

Fasthold opgaver i kommunerne og styrk sundhedsrådene

Hvorfor ikke tillade de store kommuner, der godt kan løfte ansvaret, muligheden for at fastholde opgaven og kompetencerne?

Vi har faktisk vist, at vi kan håndtere det.

Sine Heltberg (S)
Rådmand og formand, Ældre- og Omsorgsudvalget, Frederiksberg Kommune

Udvikle på nationale kvalitetsstandarder for vores midlertidige pladser, bruge økonomiske incitamenter, og pålæg os gerne tilsyn, men lad os beholde opgaven tæt på borgerne.

Vi har faktisk vist, at vi kan håndtere det.

Bevist, at vi kan reducere genindlæggelser. Bevist, at vi kan drive en kompetent helhedspleje for langt de fleste borgere, fra det første besøg af hjemmeplejen til den palliative indsats, uanset om borgerne ønsker at dø hjemme, på et plejehjem eller på en af vores midlertidige pladser.

Det veldrevne kædeansvars fortalende rederi kan eje sine egne havneterminaler og drive dem optimalt, datadrevet og automatiseret, sine egne skibe, som kan sejles automatisk og økonomisk med en stadig mindre besætning, og sit eget forsikringsselskab, så man kan optimere sin risikoafdækning i en kompleks og ustabil verden.

Derfor kan man med troværdighed sætte en pris og garantere en leveringstid på fragten. Give et løfte og holde det.

Læs også

Hvis opgaver og kompetencer splittes op, som der er lagt op til, hvem går så tilsvarende ind ad døren og siger: "Bare rolig. Jeg har dig, og uanset hvad der sker, passer jeg på dig og hjælper dig", til den ældre, demente, forslåede og forvirrende borger?

Min opfordring er at fastholde ansvaret for akutsygeplejen og de midlertidige pladser i kommunerne, samt at give sundhedsrådene de rette muskler og økonomi til at kunne lykkes med den enorme opgave, det er at forbinde de kommunale, regionale og statslige kæder, så ansvaret fremstår entydigt og synligt for alle.

Det skylder vi de ældre og syge, der har skabt det samfund, vi andre nyder godt af i dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sine Heltberg

Medlem af Kommunalbestyrelsen (S), Frederiksberg Kommune
(Roskilde Uni. 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024