Denne gang risikerer Trumps udenrigspolitik at efterlade verden radikalt forandret

Dels er det ikke hans stil at være konstruktiv. Det er nemmere og mere behændigt at nøjes med at indgyde frygt og yderligere puste til polariseringen i USA.

Dels udgør hans udenrigspolitik en sand gyser, der kalder på lige dele hovedrysten og dyb bekymring. Får han magt, som han har agt, bliver konsekvenserne dramatiske.

I vores egen del af verden er der udbredt bekymring for, at Trump vil trække USA ud af Nato, hvilket vil være det samme som med ét slag at nedlægge alliancen. Det kommer dog næppe til at ske.

For det første vil et sådant træk være i modstrid mod USA's fundamentale udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser. Af samme grund vil en udmeldelse – for det andet – ikke kunne opnå godkendelse i Kongressen.

Det er mere sandsynligt, at Trump gradvist vil nedbryde alliancens politiske og militære troværdighed og dermed underminere den fælles afskrækkelse mod et angreb, som er kernen i Nato-samarbejdet.

Eftersom Trump hæger om sit image som stærk leder, vil han ikke kunne tåle et sammenbrud i Ukraine.

Michael Ehrenreich

Han er for så vidt allerede begyndt. Udtalelsen om, at Rusland har frie hænder til at forgribe sig på medlemslande, som "ikke betaler" deres andel af forsvarsudgifterne, svækker Nato, så længe han er et realistisk bud på præsidentposten.

At der i givet fald kommer mere af samme skuffe, kan man forvisse sig om ved at se nærmere på hans tilgang til begrebet kollektiv sikkerhed. Han tror ikke på konceptet og anerkender i hvert fald ikke værdien for USA.

Trump anser bidrag til militære alliancer som i bedste fald ren tilsætning fra de amerikanske skatteydere og i værste fald udmarvning af USA med henblik på at gøre supermagten svagere og mere sårbar.

Tankegangen udgør et fuldstændigt brud med den grundlæggende filosofi, der har båret den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik i hele efterkrigstiden om, at stærke alliancer er en hjørnesten for USA's egen sikkerhed.

I forhold til krigen i Ukraine har han lovet at bringe fjendtlighederne til ophør i perioden fra en valgsejr til indsættelsen som præsident i Washington 20. januar 2025.

Det betyder konkret, at han formentlig vil søge et meget hurtigt topmøde med Vladimir Putin. Han vil herefter lægge en "fredsplan" på bordet foran den ukrainske præsident Zelenskyj, der vil afvise den som uacceptabel, støttet af USA's europæiske allierede, som i øvrigt næppe skal regne med at blive konsulteret undervejs.

Spørgsmålet er, hvad der så vil ske. Eftersom Trump hæger om sit image som stærk leder, vil han ikke kunne tåle et sammenbrud i Ukraine. I stedet ligger det lige for at give europæerne ansvaret for og opgaven med den fortsatte krigsførelse, herunder den samlede regning i militær, økonomisk og finansiel støtte.

Tankespind? Det er svært at se andre muligheder, hvis han skal opfylde sit valgløfte – et af hans vigtigste – om at vikle USA ud af krigen, uden at Ukraine overlades til sin egen skæbne. At Trump betragter den russiske invasion som et europæisk problem, skal kun nævnes her for fuldstændighedens skyld.

I forhold til Kina er der næppe tvivl om, at han vil vende tilbage til den konfrontatoriske kurs, som kendetegnede hans første embedsperiode. Han indledte dengang en handelskrig med toldsatser på kinesiske varer, som han nu siger vil blive drastisk forhøjet.

Formålet er, understreger han, at beskytte amerikanske arbejdspladser, reducere USA's meget store bilaterale handelsunderskud og straffe Kina for at forvride verdensøkonomien med statsstøtte og "tyveri" af intellektuelle rettigheder.

I forhold til Kina er der næppe tvivl om, at han vil vende tilbage til den konfrontatoriske kurs.

Michael Ehrenreich

Argumentationen er ikke fremmed for brede kredse af økonomer, men metoderne skaber bekymring. Der vil, fremhæver kritikerne, reelt blive tale om, at de amerikanske forbrugere pålignes en ekstra skat med risiko for, at inflationen vender tilbage.

Toldvåbnet vil i øvrigt ikke kun blive anvendt overfor Kina men i det hele taget globalt. Satserne vil være lavere, men tilstrækkeligt høje til, at blandt andet danske erhvervsorganisationer har advaret om, at en Trump-valgsejr vil koste danske arbejdspladser.

Den amerikanske mellemøstpolitik vil blive omlagt til en betingelsesløs opbakning til Israel uden forbehold. Det kan for eksempel betyde, at en israelsk uskadeliggørelse af Irans atomanlæg, som er i fokus i øjeblikket, ikke vil møde modstand fra en præsident Trump.

I hans første embedsperiode var USA fødselshjælper for de såkaldte Abraham-aftaler, der normaliserede forbindelserne mellem Israel og en række arabiske lande.

Men aftalerne skar det palæstinensiske spørgsmål helt ud af den mellemøstlige ligning. Trump sagde dengang, at han slet ikke var interesseret i en palæstinensisk stat, det vil sige den to-statsløsning, som i årtier har været USA's politik.

Også klimapolitikken vil blive omlagt. Han vil igen trække USA ud af Parisaftalen om at reducere drivhusgasser, som han gjorde tidligere, fjerne forhindringer for øget olie- og gasproduktion og lægge hindringer i vejen for grøn energi.

Trump er mere vævende i forhold til præsident Bidens helt store lovkompleks om støtte til grøn omstilling. Han er stærk modstander af loven, som kræver Kongressens tilslutning for at blive begrænset eller helt omstødt, men det er ikke hans eneste problem: Flere republikanske delstater har blik for potentialet på grund af udsigten til nye arbejdspladser.

Den amerikanske mellemøstpolitik vil blive omlagt til en betingelsesløs opbakning til Israel uden forbehold.

Michael Ehrenreich

Hvor langt, en præsident Trump vil og kan gå udenrigspolitisk, er naturligvis usikkert. Det er set før i amerikansk politik, at valgløfter ikke bliver til noget. Men meget taler for, at han vil gå ganske langt.

Amerikanske præsidenter har traditionelt vide rammer i udenrigspolitikken.

I modsætning til den første valgsejr i 2016, der kom som en overraskelse, også for Trump selv, vil han møde ind i Det Hvide Hus velforberedt og omgivet af loyalister på alle vigtige poster.

I det omfang, han får brug for politisk opbakning hjemme, er det republikanske parti samlet bag ham. Stort set alle kritikere er fjernet eller har selv forladt politik.

Han vil ikke være begrænset af hensynet til genvalg. USA's forfatning afskærer ham fra at genopstille i 2028.

Det sidste er noget nær den eneste trøst i tilfælde af en valgsejr. Men verden kan meget vel være radikalt forandret efter fire år med præsident Donald Trump.