Arktisk kunstner: Grundloven reducerer Grønland og Færøerne til en underafdeling af København

Da den danske grundlov blev opdateret i 1953, var det kun indbyggerne i Danmark, der fik lov at give deres mening til kende ved folkeafstemningen. Grønland og Færøerne, derimod, blev tvunget til at leve under den nye lov.

I dag har den danske offentlighed indset, at det er slut med at tale åbent om, at Færøerne og Grønland skulle være underlagt Danmark.

I sin åbningstale til Folketinget i efteråret, sagde Mette Frederiksen (S) for eksempel, at "vi bevæger os væk fra det, der tidligere har været et ulige magtforhold. Der var engang, hvor der var Danmark, og så var der to andre lande i rigsfællesskabet. Det er slut nu.”

Men at Mette Frederiksen synes, at uligheden hører fortiden til, ændrer ikke på kendsgerningen: Der findes intet ligeværd i rigsfællesskabet. Og det er der vel, når det kommer til stykket, heller ingen, der for alvor tror på, at der gør.

Særligt ikke når man tager i betragtning, at den svenske minister for nordisk samarbejde, Jessika Roswall, så sent som for et par uger siden slog fast, at det naturligvis ikke vil komme på tale at gøre Færøerne til fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd.

Det samme gælder for Grønland, som heller ikke blev inviteret, da Nordisk Råd for nylig samledes for at diskutere sikkerheds- og forsvarspolitik.

Den infantiliserende forestilling om Grønland lever stadig

I protest har den grønlandske regeringschef, Múte B. Egede, valgt simpelthen at boykotte Nordisk Råd.

For hvis man skal diskutere udenrigs- og forsvarspolitik i Norden, kan man vel heller ikke udelukke Grønland, som rent faktisk besidder territorier i det sikkerhedspolitisk betændte Arktis?

At der skulle findes nogen egen og selvstændig grønlandsk vej ind i fremtiden, virker som en fremmed tanke – hvis folk da overhovedet ulejliger sig med at tænke på Grønland.

Amund Sjølie Sveen
Arktisk kunstner, leder af Nordting

Medmindre, selvfølgelig, at man betragter Grønland som en underafdeling af København.

Nok er det nogle årtier siden, man på dansk tv kunne høre Kalaallit Nunaat (Grønland) beskrevet som en umoden teenager, der behøver vejledning og hjælp fra sine kloge forældre (Danmark), og som muligvis en gang i en fjern fremtid vil kunne klare sig på egen hånd.

Desværre lever denne infantiliserende holdning stadig i bedste velgående: Grønland vil aldrig kunne overleve uden København.

Grønlænderne er for umodne, for fattige, for lidt taknemmelige for alle de penge, de får, og må enten først blive som danskere, eller som minimum stadig modtage hjælp fra Danmark.

At der skulle findes nogen egen og selvstændig grønlandsk vej ind i fremtiden, virker som en fremmed tanke – hvis folk da overhovedet ulejliger sig med at tænke på Grønland.

Frihed gælder også færøsk abortgrænse

I mellemtiden har Færøerne deres eget at slås med.

Et aktuelt eksempel: abortlovgivningen. Løgtingið (Lagtinget) nedstemte i maj et forslag om selvbestemt abort frem til 12. uge, hvorfor aborten fortsat kun er tilladt i helt særlige tilfælde, som for eksempel efter voldtægt.

Set fra Danmark, som har udvidet sin abortgrænse til 18. uge, kan det virke reaktionært og bagstræberisk, hvorfor man straks må tænke, at de frie danskere bør komme færingerne til undsætning. Men frihed defineres som bekendt ved at have frihed til at træffe sine egne valg.

Desuden må vi stole på, at den næste generation af unge færinger selv vil rydde op i sagerne.