Dagens overblik: Mørklagt sms fra Statsministeriet får juraprofessor til at undre sig

Velkommen til dagens overblik, der denne onsdag blandt andet handler om skattelettelser på arv og aktier, en mørklagt sms og et nyt udvalg i Forsvarministeriet.

En mørklagt sms fra en særlig rådgiver i Statsministeriet får juraprofessor til at undre sig.
En mørklagt sms fra en særlig rådgiver i Statsministeriet får juraprofessor til at undre sig.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jonas Wiinblad Overgaard

Dagens politiske overblik er klar til dig. 

Vi skal forbi historier, der omhandler en mørklagt sms, den grønne trepart og driften i Forsvaret. 

Og så smutter vi også en tur til Holland, hvor den nye regering er taget i ed syv måneder efter parlamentsvalget.

Mørklagt sms i sag om lobbyist får juraprofessorer til at undre sig

Først tager vi forbi Jyllands-Posten, der har nyt i sagen om en toplobbyist, der tidligere var rådgiver i Socialdemokratiet. 

Historien går kort på, at Sune Steffen Hansen udtalte sig om Mette Frederiksen, Socialdemokratiet og dets strategi i Jyllands-Posten.

Sune Steffen Hansen er partner i lobbyvirksomheden Rud Pedersen.

Ekstra Bladet får efterfølgende en aktindsigt fra Statsministeriet, hvor det fremgår, at en særlig rådgiver i Statsministeriet har sendt en sms til en ansat i Rud Pedersen om den pågældende artikel. Statsministeriet vil ikke udlevere sms'en med begrundelsen, at sms'en er af "formløs" karakter og er af "privat eller rent partimæssig karakter".

"Min umiddelbare juridiske vurdering er, at det ikke lyder plausibelt, at sms'en kun har privat eller partimæssig karakter. Sms'en kommer fra Statsministeriet og angår en artikel med kritik af statsministeren. Det lyder hverken privat eller partimæssigt," siger juraprofessor fra Syddansk Universitet Sten Schaumburg Müller nu til Jyllands-Posten.

Det er ikke bekræftet, hvorvidt sagen har haft ansættelsesmæssige konsekvenser for Sune Steffen Hansen. 

Læs også

Nyt udvalg, der skal sikre Forsvarets drift, nedsættes i august

Så skal vi forbi Forsvaret.

I august vil Forsvarsministeriet nemlig nedsætte et nyt udvalg, der skal sikre, at Forsvarets drift er effektiv. 

Det varsler forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en folketingssvar. Det skriver Ritzau ifølge Politiken.

Det sker cirka et år efter, at det blev besluttet som en del af forsvarsforliget fra sommeren 2023. Oprindeligt var det planlagt, at udvalget skulle være nedsat i efteråret 2023, men det blev udskudt. 

"Dette skyldes blandt andet travlhed med andre kritiske opgaver på forsvarsområdet. Derudover er det min vurdering, at det er afgørende, at vi tager den nødvendige tid til at få udpeget de helt rigtige medlemmer med relevante kompetencer og erfaringer," skriver Troels Lund Poulsen i folketingssvaret. 

Læs også

Røde tænketanke kritiserer Socialdemokratiet for skattelettelser

Direktørerne for tænketanke som Cevea og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kritiserer nu Socialdemokratiet for skattelettelser i form af en sænkelse af arveafgiften og skat på aktier. 

Det gør de til Altinget.

Det sker på baggrund af udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beks (S) debatbog, Arbejdets Land.

I bogen advarer socialdemokraten mod et skattesystem, hvor det bedre kan betale sig at eje og forrente en formue end at gå på arbejde.

"Regeringens skattelettelser, der mest af alt kommer de rigeste mennesker i samfundet til gavn, og Kaare Dybvads analyse om, at arbejdet skal værdisættes meget mere, hænger meget dårligt sammen. Regeringen går i den helt modsatte retning," lyder kritikken fra Lars Andersen, direktør i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. 

Det er ikke Socialdemokratiet, der "har båret de omtalte skattelettelser til bordet", skriver skatteminister Jeppe Bruus (S) i et skriftligt svar. 

Læs også

Heunicke sætter på navne på de fjorde, hvor vandmiljøet skal forbedres markant

Den grønne trepart har været et stort politisk samtaleemne det seneste stykke tid, og nu fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S) mere. 

Vejle Fjord, Randers Fjord og Faaborg Fjord er blandt de i alt 20 fjorde, hvor vandmiljøet skal forbedres markant.

Det siger han til Ritzau ifølge BT. 

Arbejdet består eksempelvis i at opkøbe jord, udtage lavbundsjorde og anlæggelse af vådeområder. Det er også initiativer, som blev præsenteret i forbindelse med den grønne trepart.

"Der er et kollaps mange steder med udbredt iltsvind og liv, der er fuldstændig forsvundet," siger Magnus Heunicke til Ritzau.

Vandmiljømålene kommer fra et EU-direktiv og skulle være indfriet i 2027, men allerede nu har regeringen svært ved at se, at det kan lade sig gøre.

Med arbejdet som følger af den grønne trepart vil kun to ud af tre vandområder med sikkerhed have indfriet miljømålene i 2027. 

Læs også

Hollands nye regering er taget i ed

Til sidst rejser vi en tur til Holland, hvor den nye regering officielt er på plads. 

Regeringen blev taget i ed tirsdag hos Kong Willem-Alexander.

Det sker syv måneder efter parlamentsvalget. 

Det første gang, at regeringen har ministre fra Frihedspartiet, der har Geert Wilders som leder. Selv har Geert Wilders ikke fået en ministerpost.

Det bliver den tidligere chef for den hollandske efterretningstjeneste og generalsekretær i landets justits- og sikkerhedsministerium Dick Schoof, som bliver landets nye premierminister.

Han overtager efter Mark Rutte, som skal være ny generalsekretær i Nato. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024