Dødsfald: Grundlægger af Grønlands Universitet Robert Petersen (93)
Grundlægger af Grønlands Universitet, professor Robert Petersen, Odense, er død, 93 år gammel.
![Redaktionen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4694-redaktionen-2-48.png)
Redaktionen
Robert Petersen var den første forsker med inuitbaggrund (det arktiske folk), som forskede internationalt, underviste og banede vejen for det grønlandske universitet.
Han blev født i den vestgrønlandske by Maniitsoq. Han blev uddannet lærer i Grønland i 1948 og tog nogle år senere den danske lærereksamen. Han fik senere en universitetsgrad fra Københavns Universitet og blev i 1975 udnævnt som professor i eskimologi ved Københavns Universitet.
Robert Petersen ledte Inuit Instituttet, der senere blev til Grønlands Universitet, fra 1983. Instituttet fik status som universitet i 1989. Han var rektor på universitetet fra 1987 og frem til sin pension i 1995 og blev i 2010 hædret med en æresdoktorgrad.
Robert Petersen deltog i international forskning og samarbejde i Arktis, samt i forskning om oprindelige folk.