Efterretningstjeneste magtesløs over for Huawei-indtog
RÅDGIVNING: Forsvarets Efterretningstjeneste kan ikke stille noget op over for kinesiske Huaweis indtog på Færøerne, da tjenestens beføjelser ikke gælder på Færøerne og i Grønland.
Andreas Krog
RedaktørI Danmark er teleselskaber pålagt at konsultere Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, når de skal foretage beslutninger med stor betydning for samfundskritisk infrastruktur. Det er eksempelvis tilfældet, når selskaberne skal vælge, hvem der skal levere udstyr til deres udrulning af 5G-netværk.
På Færøerne derimod kan teleselskaberne vælge lige præcis den leverandør af 5G-telefoni, som de måtte ønske uden at skulle rådføre sig med Forsvarets Efterretningstjeneste. Den såkaldte NIS-lov, som stiller krav til it-sikkerheden hos myndigheder og i samfundskritisk infrastruktur, gælder nemlig ikke hverken på Færøerne eller i Grønland.
Derfor kan efterretningstjenesten ikke stille noget op, hvis Færøernes suverænt største teleselskab, offentligt ejede Føroya Tele, vælger at lade det omdiskuterede kinesiske selskab Huawei stå for udrulningen af 5G på øerne.