Nick Hækkerup: Grønland skal passe på kinesisk gældsfælde
DEBAT: Kina har planer om at blive en global supermagt, og det er vigtigt ikke at være naive i forhold til kinesernes eventuelle bagtanker med at investere i Grønland, skriver S-ordføreren.
Astrid Johanne Bjørnskov
RedaktionsassistentAf Nick Hækkerup (S)
Udenrigsordfører
Nye muligheder åbner sig nordpå. Det før så uigennemtrængelige isdække smelter. Vi kan som aldrig før traversere det kolde Arktis med vores jernkæmper, og polarhavets ressourcer blotlægges.
Øje på det høje nord
Områder, der ellers førhen først og fremmest har været af geopolitisk interesse under den kolde krig, og hvor aktørerne for al praktisk betydning var begrænset til USA og Sovjetunionen, har fået ny og anderledes bevågenhed. Geopolitikkens tektoniske plader forskubber sig i disse år, og Kina, den nye stormagt, på vej til at blive verdens anden supermagt, har fået øje på det høje nord.
I januar i år offentliggjorde Kina sin første Arktisstrategi, hvor det slås fast, at Arktis ikke kan ses som en afgrænset region, og at det ikke er op til de arktiske stater at fastsætte regler og normer for området. Kina har også en rolle at spille, når det kommer til forskning, sejlads, udvinding af ressourcer, fiskeri og udlægning af kabler og rørledninger.
Vil være global supermagt
Den kinesiske Arktisstrategi indgår som en brik i en større kinesisk global strategi. Det såkaldte ”belt and road”-initiativ, der i dag er Kinas altoverskyggende strategiske handels-, udenrigs- og sikkerhedspolitiske projekt. Kina vil være global supermagt, og ”belt and road” er værktøjet til at sikre, at det sker. Det bliver en udfordring til den verdensorden, som (af Vesten) er bygget op siden 2. verdenskrig.
I alt forventes Kina at bruge 1.000 milliarder dollars på en lang række forskellige projekter i (for øjeblikket) 84 lande, som vil føre til et omfattende netværk af veje, jernbaner med videre, som forbinder Kina med Centralasien, Europa, Østafrika og Mellemøsten. Og altså nu også i Arktis.
Kina vil være global supermagt, og ”belt and road” er værktøjet til at sikre, at det sker.
Nick Hækkerup
MF og udenrigsordfører for S
Langt de fleste af pengene gives i form af lån, ikke donationer eller ulandshjælp. Det betyder også, at hvis modtagerne ikke kan betale tilbage, vil Kina komme til at eje miner, olieledninger, havne, veje med videre og dermed potentielt have enorm indflydelse på de berørte lande.
Fattige lande bliver afhængige af Kina
Kinas lånepolitik i forbindelse med projektet tager ikke hensyn til internationale normer for gælds bæredygtighed, og mange af landene, der deltager i projektet, kan – eller vil – ikke se de langsigtede konsekvenser i øjnene og risikerer dermed at ende i en uløselig gældsfælde. Det gælder for eksempel Sri Lanka, men også følgende lande er identificerede: Djibouti, Maldiverne, Laos, Montenegro, Mongoliet, Tajikistan, Kyrgyzstan og Pakistan.
Manglende betaling fører til afhængighed af Kina og dermed øget kinesisk indflydelse. Sri Lanka søgte (efter regeringsskifte) at søge i retning af USA og Indien, men er endt med en aftale, der gav Kina en 99-årig leje af den strategisk vigtige Hambantota-havn.
Når Kina retter deres øjne mod Grønland og Grønlands nabo, Polarhavet, er det derfor noget, der bør tildeles betydelig opmærksomhed. Således at for eksempel investeringer i infrastrukturen i området samt kinesisk bidrag til forskning bliver til fordel for os og de mennesker, der er påvirkede af dem, og ikke skaber et usundt afhængighedsforhold.