Direktør i Madkulturen: Skolemad kan ændre den danske folkeskole

Alligevel er Edboskolan særlig, også for Sverige.

Fordi man her har fået øje på, at maden kan meget mere end at mætte børnene midt på dagen. Måltidet omfavnes som et redskab til at fastholde sårbare elever og løfte alle børn socialt, fagligt og kulturelt.

Det lykkes over al forventning. Blandt andet med det resultat, at både lærere og elever er rigtig glade for at møde i skole, og at meget få falder fra.

Et historisk vindue for skolemad i Danmark

I Danmark har vi ikke nogen national kultur for skolemad. Kun hvert femte barn får frokost fra en madordning i løbet af en typisk skoleuge, mens ni ud af ti omvendt har haft madpakke med. Og mens cirka halvdelen af vores folkeskoler anslås at have en form for madordning, er der enorm forskel på maden, som kan være alt fra et måltid til en bolle eller snack.

God skolemad er ikke bare et spørgsmål om mad, men om at få maden til at gå op i en højere enhed med kulturen på den enkelte skole.

Judith Kyst
Direktør, Madkulturen

Det billede kunne meget vel ændre sig i en nær fremtid. For første gang i mange år er national skolemad nemlig blevet et uomgængeligt tema i den offentlige debat.

Ved skolevalget i januar blev gratis skolemad elevernes næststørste mærkesag. Og blandt forældrene bakker 84 procent op om skolemad i folkeskolen, mens mange har mistet gejsten for den daglige madpakke.

Et voksende felt af samfundsaktører fremhæver skolemad som et vigtigt redskab til bedre sundhed, læring, trivsel, praksisfaglighed og grøn maddannelse. Det afspejlede sig blandt andet på en skolemadscamp i foråret arrangeret af Mejeriforeningen og ved en stor politisk høring på Christiansborg i juni.

Dette momentum for skolemad har også forplantet sig i det politiske landskab, hvor flere partier har lavet udspil og forholdt sig til emnet. Det kan ses som opvarmning til et efterår med store reformer på vej ift. sundhed og trivsel, hvor skolemad har potentiale til at blive en oplagt brik.

Alt i alt ser det derfor ud til, at vi har et historisk vindue for reelle drøftelser om skolemad i Danmark. Ikke bare om potentialet og behovet, men om finansiering, ansvarsfordeling og implementering.

Dilemmaet om skolemad

Det er rigtig glædeligt. Men det indebærer også en risiko for, at skolemad bliver et spørgsmål om alt eller intet, her og nu. At vi enten skal ud på alle skoler hurtigt. Eller fortsat må gå i tomgang og forlade os på en kombination af madpakker og sporadiske lokale tiltag. Det er et dilemma.

For om end skolemad til alle er en historisk mulighed, er det for mange kommuner og skoler en alt for stor mundfuld på et tidspunkt, hvor de har rigtig meget andet på tallerkenen.

Omvendt er der flere, som står på spring med visioner for skolemad, men mangler opbakning for at komme videre.

Løsningen må være at arbejde med skolemad på to planer: At understøtte de lokale frontløbere her og nu, samtidig med at vi giver os tid til at skabe de bedst mulige rammer for en stærk og langtidsholdbar skolemadskultur i Danmark.

Mad og skolekultur som nøglen til succes

Min oplevelse på Edboskolan illustrerer, hvorfor arbejdet med national skolemad ikke kan forhastes: God skolemad er ikke bare et spørgsmål om mad, men om at få maden til at gå op i en højere enhed med kulturen på den enkelte skole. Det kræver tid, omtanke og klog implementering.

Herhjemme er det lykkedes flere steder. For eksempel på Skæring Skole i Aarhus og Gasværksvejens Skole i København, der dagligt har elever med i køkkenet. Eller på Vig Skole i Odsherred, som har prioriteret skolemad til de ældste elever, udfordret udgangstilladelsen og fået lokale madleverandører ind.

Opgaven er at få børnenes præferencer i en stadig mere individualiseret madkultur til at spille sammen med kostråd, klima, økologi eller andre kvalitetsparametre.

Judith Kyst
Direktør, Madkulturen

Mere generelt er nøglen til succes for skolemad i Danmark, at den kobles sammen med vores tradition for elevinvolvering, selvbestemmelse og trivselsfokus. Det er værdier, står centralt i den nye aftale om folkeskolen, og som rimer rigtig godt på skolemad.

Elevinvolvering betyder, at børnene har en aktiv rolle i for eksempel servering, madlavning eller værtskab. Og selvbestemmelse, at skolerne selv får lov at sætte tempoet og vælge deres egen model for skolemad. Det er forudsætningen for, at maden bliver en levende del af skolens kultur.

Trivsel handler om meget andet end mad. Men i modsætning til hyttetur eller klassens time er spisepausen på skemaet 2.000 gange i løbet af et skoleliv.

Når man begynder at arbejde aktivt med spisesituationen, bliver mange overrasket over, hvor positivt det smitter af på netop trivslen.

Videreudvikling kræver kvalitetsstandard og rådgivning

For at udvikle en stærk skolemadskultur i Danmark, skal vi som sagt rykke på både det lokale og det nationale plan. Det kan vi gøre med en faseinddelt implementering, hvor der arbejdes struktureret med at hjælpe skoler og kommuner i gang.

Som afsæt har vi brug for en national kvalitetsstandard, der tager højde for blandt andet kostråd, klima, bæredygtighed og børnenes præferencer i en stadig mere individualiseret madkultur. Der er mange hensyn at balancere, og her har skoler og leverandører brug for et fælles holdepunkt.

Et andet vigtigt tiltag er at hjælpe dem, som står på spring for at udvikle skolemad lokalt. Praksisviden og erfaringer skal gøres tilgængelig gennem fagligt velfunderet vejledning. Derudover har mange brug for en økonomisk håndsrækning for at tage de afgørende skridt.

Som det næste skal vi følge op på udvalgte ordninger og måle deres effekter. På blandt andet læring, ro, trivsel, praksisfagligt potentiale og oplevelsen af fællesskab. Det vil gøre os klogere på, hvad der virker i forskellige sammenhænge, og på de potentielle effekter af skolemad nationalt set.

Endelig har vi brug for en landsdækkende kortlægning af forudsætninger, faciliteter og erfaringer med skolemad i de enkelte kommuner. Det vil give et bedre grundlag for rådgivning på tværs af landet og for fremtidige beslutninger om skolemad nationalt.

Med de fire initiativer kommer vi videre med at bygge en robust skolemadskultur op i Danmark, skole for skole. I stedet for at satse alt på én færdig skabelon, bliver vi trinvist klogere på, hvordan madkultur og skolekultur kan gå op i en højere enhed, så vi kan forløse skolemadens store potentiale.