Forskningschef: Afgørende at kommunalpolitikere ikke glemmer rekrutteringskrisen for skoler og dagtilbud

Når stemmerne er fordelt den 11. november, så kan de nyvalgte kommunalpolitikere beklæde kommunalbestyrelser, byråd og borgerrepræsentationen. Inden de sætter sig for alt godt til rette, melder nogle af de første opgaver sig hurtigt.

Derfor kan de håbefulde kandidater måske allerede nu gøre sig overvejelser over, hvordan de vil bidrage til udviklingen af dagtilbud og skoler, som kan blive to af deres væsentligste politiske ansvarsområder.

Der er nok at tage fat på, men et af de mere presserende områder er manglen på uddannede lærere og pædagoger. Isoleret set er lærere og pædagogers kvalifikationer og deres muligheder for at udøve dem i den daglige pædagogiske praksis det mest betydningsfulde for børn og unge, når de er i dagtilbud og skoler.

Følgelig bør det kalde på opmærksomhed, når kommuner efterspørger flere uddannede pædagoger, fordi de skal forsøge at realisere ambitionerne bag minimumsnormeringer, eller når en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at op imod hver sjette lærer i folkeskolen er uden læreruddannelse.

I sig selv er det en styrke, at professionsuddannelser kan lede til forskellige karriereforløb. Alligevel er det et bemærkelsesværdigt tal i en situation, hvor der er og vil være mangel på uddannede lærere.

Andreas Rasch-Christensen
Forsknings- og udviklingschef, VIA University College

Manglen på uddannede lærere varierer på tværs af de kommunale grænser. Dog er det ikke kun yderområderne, der har rekrutteringsudfordringer. Også i København er koncentrationen af ikke-uddannede lærere overraskende høj.

Søger væk efter endt uddannelse

Optaget på læreruddannelsen og pædagoguddannelsen er indlysende nok en af nøglerne, og der er igangsat politiske initiativer i forhold til at styrke de to uddannelsesområder indholdsmæssigt og økonomisk.

Der er dog samtidig noget, der tyder på, at det også giver god mening at skue mod det, der sigtes mod efter endt uddannelse. Dels for at øge optaget. Dels for at bidrage til, at dem, der færdiggør uddannelsen, også søger mod dagtilbuds- og skoleområdet. For eksempel viser de mest aktuelle tal, at cirka 22 procent af de færdiguddannede lærerstuderende søger andre steder hen end folkeskolen.

I sig selv er det kun en styrke, at også professionsuddannelser kan lede til forskellige karriereforløb. Alligevel er det et bemærkelsesværdigt tal i en situation, hvor der er og vil være mangel på uddannede lærere.

Pædagoger og lærere vil gerne understøtte børn og unges udvikling, læring, dannelse og trivsel gennem undervisning og pædagogiske aktiviteter. Derfor er det vigtigt, at uddannelsen giver dem forudsætningerne for at kunne gøre det. Tilsvarende væsentligt er, at de kan udfolde deres færdigheder i dagtilbud og skolers praksis.

De senere år har uddannelses- og forskningsmæssigt kastet lys over lærernes selfefficacy. Det meget mundrette begreb dækker over lærernes faglige selvtillid. Deres tiltro til, at de kan løse de opgaver, som de står over for. Det viser sig betydningsfuldt for deres engagement, motivation og undervisningspraksis. Det påvirkes af flere forhold som gode muligheder for undervisningens forberedelse og efterbehandling, ledelsesmæssig opbakning og sparring og et velfungerende kollegialt samarbejde.

Skal understøtte teori og praksis

Med andre ord er det ikke bare et individuelt forhold. Tiltroen til at kunne bedrive god undervisning påvirkes også af, at man har et godt samarbejde med kolleger i og uden for skolen samt skoleledelsen.

Selvfølgelig hjælper halvfabrikeret sociologi eller psykologi ikke de pædagogstuderende, men velvalgte akademiske greb, der styrker samspillet mellem teori og praksis, gør.

Andreas Rasch-Christensen
Forsknings- og udviklingschef, VIA University College

Det betyder noget, når undervisningen skal udvikles gennem god sparring fra ledere, når forældrene skal orienteres om elevernes faglige og dannelsesmæssige udvikling, eller når kommunes pædagogiske og psykologiske rådgivning skal bringes i spil i forhold til udfordrede elever. Med andre ord så skal der være tid og rammer til både lærernes individuelle og kollektive arbejde.

Der er for mange fortalte eksempler på, at de rammer ikke er tilstede. Det øger ikke sandsynligheden for, at flere søger mod læreruddannelsen, eller at flere færdiguddannede søger mod folkeskolen. Også pædagoger har brug for at kunne reflektere over deres egen praksis sammen med kolleger og ledelsen.

Mantraet lige nu er, at pædagoguddannelsen – og læreruddannelsen – skal være mindre akademisk og mere praktisk. Forholdet mellem teori og praksis har været diskuteret lige så lang tid, som der har eksisteret pædagog- og læreruddannelse. Selvfølgelig hjælper halvfabrikeret sociologi eller psykologi ikke de pædagogstuderende, men velvalgte akademiske greb, der styrker samspillet mellem teori og praksis, gør.

Et væsentligt bidrag til pædagogers udvikling af egen praksis kan være at fastholde sekvenser af den, lægge den på bordet og drøfte den med andre kolleger, ledere og måske forældrene. Grundlaget for de drøftelser er egne og andres praksiserfaringer, børnenes perspektiver, forskningsresultater og velvalgte teoretiske begreber.

Og så kræver det selvfølgelig også tid og rammer til at kunne gøre det. Det sidste har betydning for, om man kan se sig selv som pædagog på både den korte og den lange bane.

Efteruddannelse er afgørende

Nu er det ikke kun kommunernes ansvar, at der er tid, rammer og ressourcer til pædagoger og læreres refleksioner og udvikling af egne praksisser. Men det kan være et sted at starte, når kommunalpolitikerne skal overveje, hvordan man nu og i fremtiden skaffe flere uddannede pædagoger og lærere.

Man læser til og praktiserer de professioner, fordi man gerne vil gøre en forskel for børn og unge. Har unge mennesker ikke tilliden til, at de kan løse de opgaver, som de kommer til at stå med efter endt uddannelse, så søger de andre steder hen.

Der er bygget intentionalitet ind i algoritmerne, og hvis ikke kommende pædagoger og lærere har en forståelse for det, vil de blive begrænset i forhold til at lære børn og unge digital dannelse.

Andreas Rasch-Christensen
Forsknings- og udviklingschef, VIA University College

Udviklingen stopper selvsagt ikke med grunduddannelsen. Efter- og videreuddannelsesmuligheder er afgørende for lærere og pædagoger. Et eksempel er digitaliseringsprocessen. Ikke at dagtilbud og skolers praksis skal digitaliseres.

Corona-perioden har vist, at de fysiske, faglige og pædagogiske fællesskaber ikke kan digitaliseres. Der skal tages yderligere kvalitative skridt i retning af at forstå teknologier. Ikke bare bruge dem lejlighedsvis til at understøtte læreprocesser, men forstå, hvorfor de fungerer som de gør.

Hvorfor viser Google individuelt tilpassede søgeresultater, selvom klassens elever søger på det samme ord? Eller hvorfor viser TikTok primært videoer, der minder om dem, børn selv har lavet? Der er bygget intentionalitet ind i algoritmerne, og hvis ikke kommende pædagoger og lærere har en forståelse for det, vil de blive begrænset i forhold til at lære børn og unge digital dannelse.

Det er blot et blandt flere områder, der kalder på fortløbende efter- og videreuddannelse, og sådan vil det altid være for selv den mest veluddannet pædagog eller lærer. Så der er nok at tage fat på på det kommunale område. Rigtig godt kommunalvalg.