Kriminolog: Hummelgaard stiller en mangelfuld diagnose af bandekonflikterne i Danmark

Man forstår derfor skrækken og harmen. Man forstår, hvorfor borgere på Nørrebro og andre steder, hvor kuglerne har fløjet, føler sig mindre trygge end før.

Man forstår også, hvorfor danske politikere har været ude og tale dunder – både i forhold til banderne, men også i forhold til svenskerne.

Her har Peter Hummelgaard (S) eksempelvis turneret rundt i svenske medier og advaret såvel potentielle børnesoldater samt hans svenske kollegaer.

Børnene trues med knaldhårde fængselsstraffe, og de svenske politikere er venligt, men bestemt, blevet bedt om at få ryddet op i deres bande-butik.

Vi i Danmark bør huske på, at det i høj grad var os, der i en ikke så fjern fortid eksporterede rockerkrigen til Sverige.

David Brehm Sausdal
Kriminolog

At sige, at Sverige har fejlet, og fejlet stort, i deres kamp mod banderne, er selvfølgelig 100 procent korrekt.

Det er heller ikke forkert at sige, at vi i Danmark har gjort det en hel del bedre. Så langt er jeg enig. Så langt er jeg med.

Men jeg køber alligevel ikke Hummelgaards og andres ensidige fortælling om Sveriges forfærdeligheder og egne fortræffeligheder.

Et stort problem handler her om dansk retspolitiks mest elskede hjertebarn, nemlig de hårde straffe.

Ikke nok med, at Hummelgaard og den danske rigspolitichef har forsøgt at påminde unge skydeglade svenskere om, at de vil få lange og hårde fængselsstraffe i Danmark, så er det også de mildere straffe i Sverige, som man har udset sig som en af hovedårsagerne til den svenske bandetragedie og deres nu nye eksport af kriminelle lejesoldater.

Når ja, de aldrig evaluerede danske bandepakker, skåret over den samme "tough on crime"-list, er selvfølgelig også blevet fremhævet, som en mulig kur.

At igen og igen bevare denne tyrkertro på straffens effektivitet er i sig selv imponerende, når erfaring og evidens igen og igen modsiger en. Det må kræve, at man er særligt stålsat – eller måske selvvalgt naiv. Det afhænger vel af øjnene, der ser.

Og apropos, så kan man lige præcis åbne sine øjne og kigge på, hvad det er, der sker i dette øjeblik.

Hvis det virkelig er de megahårde straffe, der beskytter os kære danskere mod svenske bandetilstande, hvorfor er det så, at svenskerne nu er begyndt at begå deres kriminalitet i Danmark?

For tro mig, der findes knap en svensker, der ikke har forstået, at straffene i Danmark er noget højere. Det gælder selvfølgelig også de kriminelle.

Men de kommer jo alligevel. Også selvom danske retspolitikere står og skriger "bandepakke" og "mere straf".

Jeg så meget hellere, at man slog en streg over hele skyldsspørgsmålet og fokuserede på at komme i arbejdstøjet.

David Brehm Sausdal
Kriminolog

Der er også et andet problem.

Selvom svenskerne bestemt bærer deres store del af skylden, er det også for letkøbt, når danske politikere fejer for egen dør. Det kan sikkert føles politisk opportunt at vrænge på næsen over de naive svenskere.

Det fremstår muligvis virksomt, når man griber ned i den gode gamle skuffe og finder beviseligt ineffektive klassikere frem såsom grænsekontrol og visitationszoner.

Proppen sættes i. Den svenske bandekriminalitet kan ikke komme over broen. Alt er godt igen. Ikke mere bandekriminalitet. Og så alligevel. For sandheden er jo, at der skal to til en tango.

Udover, at vi i Danmark måske bør huske på, at det i høj grad var os, der i en ikke så fjern fortid eksporterede rockerkrigen til Sverige og andre skandinaviske lande, så er nutidens skyderier og forbrydelser ikke udelukkende et svensk problem.

Danske bander, og derved danske borgere, er i allerhøjeste grad indblandet – og der er jo blandt andet også dem, der nu outsourcer deres vold til unge børn i Sverige. Det kunne man jo som svensk politiker også finde en kende forargeligt og brokke sig over; Nemlig at danske voksne kriminalitetsgroomer svenske børn og unge.

Læg hertil, at meget tyder på, at en af hovedaktørerne i konflikten er den danske ellers ulovliggjorte bande LTF, Loyal to Familia.

Som nærmest alle eksperter – denne ekspert inklusive – spåede, så ville et forbud mod LTF ikke gøre den store gavn, udover at tære på skatteydernes hårdtjente penge og belaste et allerede skrantende retssystem.

Men en effekt, det synes at have haft, er, at LTF har taget sig over grænsen til Sverige – noget som eftersigende har bidraget til den konflikt, der nu udspiller sig. 

Af disse grunde må man konkludere, at Hummelgaard og hans kollegaers diagnose er mangelfuld. Danmark er ikke bare et simpelt offer for svensk aggression.

Derudover er en "vi er gode, I er dumme"-retorik på ingen måde løsningsorienteret.

Selvom det er på sin plads at lade svenskerne forstå, at de må komme ind i kampen, gælder det samme for Sveriges nabolande – også selvom vi helst ikke vil.

Kigger man på forskningen på området, er svaret klart: Grænseoverskridende kriminalitetsformer, såsom bandekriminalitet, kræver grænseoverskridende myndighedssamarbejder. Jeg så derfor meget hellere, at man slog en streg over hele skyldsspørgsmålet og fokuserede på at komme i arbejdstøjet.

Og jeg så rigtig gerne, at man benyttede den voldsomme og nye udvikling i bandekriminaliteten, som vi ser nu, til at lave en nordisk taskforce bestående både af relevante myndigheder, forskere og praktikere. Problemet er muligvis groet i en svensk baghave. Men det er sammen, vi må løse det.