Debat

Landsforeningen for Autisme: Det betaler sig at lytte til forældrene første gang

En tidlig indsats til børn i mistrivsel er en investering. Vi skal stole på forældrene, når de første gang henvender sig med bekymringer på vegne af deres børn, skriver Karina Bundgaard.

Vi har som samfund ikke råd til at møde forældre til autistiske børn med mistro, skriver Karina Vestergaard. 
Vi har som samfund ikke råd til at møde forældre til autistiske børn med mistro, skriver Karina Vestergaard. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mange børn og unge med autisme efterlades i mistrivsel, fordi kommunerne ikke har nok viden om autisme.

Forældre til autistiske børn mødes af antagelser om, at mistrivslen handler om mangel på motivation, opdragelse, eller at forældrene er pylrede. Kommunerne er pressede og ignorerer specialisters beskrivelser - eller som vi oplever på Bornholm, tror de ganske enkelt ikke på diagnosesystemet.

Det skader børnene og vælter familien. De kastes ud i en kamp for basal hjælp og den rette indsats.

Det er forholdsmæssigt billigt at lave en indsats nu og her til et barn med autisme i mistrivsel, der gør det muligt for barnet at komme gennem folkeskolen og få en ungdomsuddannelse. Dén vigtige ungdomsuddannelse, der bliver adgangsbilletten til et job og et selvstændigt liv.

Desværre udlader kommunerne ofte den tidlige indsats, og dét er dyrt på sigt - både for barnet og kommunen. Når børn med autisme ikke får den rette støtte, kan der udvikles komorbide tilstande, som spiseforstyrrelse, angst eller depression.

Det er forholdsmæssigt billigt at lave en indsats nu og her til et barn med autisme i mistrivsel

Karina Bundsgaard
Kredsformand, Landsforeningen Autisme

Dermed øges kompleksiteten af ”rette indsats.” Den rigtige og rettidige indsats er det billigste og det rigtige valg – af etiske og økonomiske årsager.

Lyt til forældrene første gang
Hvis vores hus brænder, stoler vi på, at brandvæsenet kommer, når vi ringer. Men i familier med autistiske børn svarer det til, man i stedet skal argumentere overbevisende og mødes af krav om dokumentation for ildebranden og situationens alvor.

Samtidig med, at hele familien befinder sig i det brændende hus og har akut brug for hjælp til at komme ud.

Mange forældre til børn med autisme oplever, at de mistænkeliggøres. De føler, at kommunale sagsbehandlere fremstiller dem som krævende forældre med urimelige krav - når de blot ønsker hjælp til deres autistiske barn.

Forældrene kender deres barn og ved ofte, hvad der skal til i en undervisningssituation for at få barnet tilbage efter en periode med ufrivilligt skolefravær og tilbage i trivsel.  

Der er penge at spare ved at lytte til forældrene første gang. De ved, når der er brug for hjælp.

Samarbejde betaler sig
Vi opfordrer kommunerne til at være modige og tro på forældrene. Giv ro og faglig støtte, fremfor at møde dem med mistro og endeløse krav om dokumentation.

Ingen opgiver frivilligt et job, går 20-40 procent ned i løn for en usikker tilværelse på tabt arbejdsfortjeneste, hvor det er en kamp at overleve, slukke brande og leve uforudsigeligt. På den lange bane er det langt billigere at understøtte de eksisterende ressourcer i familien, første gang de henvender sig.

Familier har brug for ro, når børn mistrives. Med ro kommer overskud til at tage ansvar, samt til at samarbejde med de kommunale instanser.

Mange familier går i stykker i kampen for at få den rette hjælp til deres barn i mistrivsel

Karina Bundsgaard
Kredsformand, Landsforeningen Autisme

Ofte er det er en bred gruppe af tværfaglighed, der skal på banen, sammen med familien. At få børn og unge i trivsel, efter en længere periode med mistrivsel, er en opgave, der skal løses i fællesskab med familien. Det er også konklusionen på Socialstyrelsens rapport fra 2016 om børn med autisme og skolevægring.

Familier går under, når børn mistrives
I Landsforeningen Autisme møder vi familier, der mentalt er i knæ og som i årevis har forsøgt at komme i kontakt med det offentlige system via vink, råb og insisterende banken på døre.

Systemets repræsentanter er alt fra skoleledere, sagsbehandlere, praktiserende læger med flere. Forældre har delt grumme historier med os om situationer, hvor de forgæves har forsøgt at få hjælp.

"Tak fordi du forstår. Du er den første som virkelig lytter og ikke synes, det lyder mærkeligt." Det er en klassisk respons, vi får fra forældre til børn med autisme.

Mange familier går i stykker i kampen for at få den rette hjælp til deres barn i mistrivsel. Det resulterer i brudte familier, kraftigt reduceret arbejdsevne hos forældrene – og børn, der kæmper for at få troen tilbage på sig selv og livets muligheder – langt op i voksenårene.

Tidlig hjælp til børn i mistrivsel kan spare kommunerne mange penge og familier til børn med autisme mange kvaler.

Alle børns trivsel er vigtig. Vi har som samfund ikke råd til at undlade hjælpen. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024