Psykolog og medvirkende i Nexusdokumentar: Hele området bør underkastes en granskning

Svær barndom med omsorgssvigt 

Hvert enkelt barn har sin individuelle historie, men fælles for dem er, at de har haft en vanskelig barndom med en mangfoldighed af psykosociale belastninger, omsorgssvigt og heraf følgende mistrivsel.

Mange af børnene bærer på smertefulde eller udviklingsforstyrrende historier, som præger deres adfærd, forståelse af sig selv og verden og deres tilgang til mennesker, skolegang med mere.

Længslen efter det gode findes hos de fleste som fjerne drømme eller smertelige savn.

Ida Koch
Lektor, Københavns Universitet

Næsten alle børnene er vokset op i familier med megen turbulens, hvor forældrene har haft store udfordringer i forhold til at skabe trygge og stabile rammer for deres børn. Mange har oplevet vold forældrene imellem og adskillige brud i relationen til primære voksne.

Nogle er børn af misbrugende, somatisk eller psykisk syge forældre. Nogle har været udsat for voldelige og/eller seksuelle overgreb, og mange har færdedes i miljøer, der har været præget af voldsomheder og kriminalitet.

Mange har i perioder været anbragt en eller mange gange, nogle har misbrugs- og/eller kriminalitetserfaringer og en stor del af børnene har en psykiatrisk diagnose, for eksemoel angst, adhd, autisme og ptsd.

På 'ydersiden' fremtræder børnene ofte voldsomme og verbalt og fysisk udadreagerende. De kan være impulsstyrede og mangler affektregulering. De møder typisk nye mennesker, med fjendtlighed og mistro.

De mange dårlige erfaringer med voksne (professionelle og private) har sat spor i de unges attituder og forventninger til voksne: Voksne er ikke til at stole på! Voksne vil mig ikke noget godt! Voksne kan være farlige.

Disse børn er blevet relationelt håndsky, vrede og bange.

En del af børnene er i tillæg såkaldt 'indadreagerende.' Det vil sige, at de skader sig selv og har selvmordsadfærd.   

På 'indersiden' er historien en anden: Ikke så overraskende bærer de fleste af børnene på en meget lav selvværdsfølelse og selvtillid. De føler ikke, de er værdifulde eller elskværdige, fordi de aldrig har oplevet sig værdsat eller elsket.

De er blevet smidt ud, kasseret, har fået skæld ud og straffet det meste af deres liv. Men længslen efter det gode og efter normalitet (at være og kunne som alle andre børn) findes hos de fleste som fjerne drømme eller smertelige savn.

Brug for troværdige voksne

Hvad har sådanne børn behov for, og hvordan skal miljøet og de voksne være, for at disse børn kan udvikle sig, lære, og have en chance efter en anbringelse?

De har brug for at blive mødt af troværdige og mentalt stærke voksne, der ved, hvad de har med at gøre, og forstår, hvorfor børnene opfører sig som de gør. Som tålmodigt nærmer sig dem og viser dem, at de vil dem noget godt.

Voksne, der bag ved den provokerende adfærd ser det sårede menneske, der er bange, stresset og som savner. Et personale, der har et stærkt fagligt fundament og relationskompetencer, og som ved noget om for eksempel traumer, diagnoser, konflikthåndtering og mentalisering.

Jeg ved, hvor fint børn kan udvikle sig, når de møder rummende, mentaliserende og kompetente ansatte og mødes med respekt og voksne, der vil dem.

Ida Koch
Lektor, Københavns Universitet

Slutteligt har de brug for voksne med en stærk personlig integritet, som for eksempel ikke lader sig provokere og selv ryger op i 'det røde felt,' råber og forhåner, men fast og roligt kan sætte grænser, og hjælpe børnene, når de bliver uregulerede.

Disse børn er vanskelige at arbejde med. Men heldigvis ved jeg hvor fint, de kan udvikle sig, når de møder rummende, mentaliserende og kompetente ansatte og mødes med respekt og voksne, der vil dem.

Når børnene ryger op i 'det røde felt', kan de i sjældne tilfælde være farlige for sig selv eller andre, og så skal de hjælpes til at falde ned.

Måske det er tilstrækkeligt, at lade dem være en stund for sig selv, måske kan en dialog eller stilfærdigt samvær være tilstrækkeligt. Måske har de brug for at blive holdt om eller trøstet.

Fundamentalt svigt 

Magtanvendelse kan i sjældne tilfælde være nødvendigt, og må alene bruges som sidste udvej. Indgrebet skal stå i forhold til det, man ønsker at opnå, og skal altid foregå skånsomt; det vil sige være så kortvarig og så lidt indgribende som muligt.

Forestillinger om at magtanvendelser skal gøre ondt, for 'så kan de lære det' er ulovligt, ligesom det selvklart er ulovligt at tildele et barn slag. Det er vold.

Alle magtanvendelser bør efterfølges af en (de)briefing, hvor den ansatte med kolleger gennemanalyserer situationen og ser på, hvorledes magtanvendelsen kunne være undgået.

De personer, som egentlig skulle drage omsorg for dem, svigter fundamentalt.

Ida Koch
Lektor, Københavns Universitet

Når børn på Nexus bliver udsat for råbende voksne, som taler 'gadens sprog' og fremturer konfliktoptrappende eller voldeligt, bekræfter det børnenes erfaringer fra de voldelige kontekster, de kommer fra. Og så bliver de bange. Fordi de personer, som egentlig skulle drage omsorg for dem, fundamentalt svigter.

På Nexus' hjemmeside, ser alt smukt ud: Personalet arbejder med at 'give livsmod og øge selvværd.' Der arbejdes med spejling, konflikthåndtering, affektregulering og mentalisering. Virkeligheden er angiveligt en fuldstændig anden og tyder på, at ledelse og personale ikke mestrer opgaven.

Udsendelserne har ført til, at Socialministeriet 8. maj har politianmeldt den tidligere og den nuværende leder samt flere ansatte.

Det er godt, nødvendigt – og usædvanligt.

Men fra mere end 30 år i feltet ved jeg, at de kritisable forhold på Nexus desværre ikke er enestående. Også på de sikrede og de særligt sikrede døgninstitutioner forekommer der uacceptable kulturer og magtmisbrug.

Hele området bør underkastes en granskning. Derfor denne kronik. Disse institutioner er ikke for børn.