Lektor: Stigende mistrivsel fordrer tværprofessionelt samarbejde

På trods af mange års indsatser og initiativer med fokus på inklusion og forebyggelse af mistrivsel og eksklusion har der i de senere år kunnet iagttages en stigning i antal af børn og unge, som oplever psykiske problemer og mistrivsel.

Også daginstitutioner, skoler og børnepsykiatrien oplever, at en stadig større andel børn bliver henvist til udredning for eventuelle udviklingsforstyrrelser og diagnoser.

Tendensen afspejles også i for eksempel KL's nøgletal for socialt udsatte, der i 2019 viser, at en væsentlig del af denne børnegruppe har komplekse og sammensatte problemer, som både rummer sociale, skolemæssige og psykiske aspekter.

Der er for at imødekomme denne kompleksitet – for eksempel når børn eller unge diagnostiseres med flere diagnoser – at skoler og daginstitutioner sætter tidligt ind overfor den stadig stigende gruppe børn og unge i mistrivsel.

Børnenes udfordringer er så komplekse, at der også er behov for, at både lærere, psykologer og pædagoger arbejder tæt sammen om barnet – ikke mindst når barnet udredes.

Det tværprofessionelle samarbejde

Vender vi blikket mod såvel national som international forskning, tegnes der i den forbindelse et tydeligt billede af, at inklusion og rettidig og relevant hjælp til børn i vanskeligheder blandt andet afhænger af karakteren og organiseringen af det tværprofessionelle samarbejde rundt om barnet.

Manglende koordinering på tværs af sektorer skaber øget risiko for langstrakte forløb, hvor børn og familier risikerer ikke at få rettidig hjælp.

Anne Morin
Lektor, DPU

Forskning viser blandt andet, hvordan det tværprofessionelle samarbejde om inklusion både skaber mulighed for fælles udforskning og koordinering, men også for dilemmaer og arbejdsgange som ikke altid forløber så smidigt, som man kunne ønske.

Nogle af de problematikker, som beskrives som del af det tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde, handler blandt andet om, at professionerne kommer med forskellig faglig baggrund, forskellige opgaver og nok så vigtigt: forskelligt mandat i samarbejdet.

Disse forskelle kan få betydning for både, hvordan aktuelle sager anskues og angribes fagligt, og for hvilke strategier for problemløsning, indsatser og interventioner man griber til.

Forskningen peger her på, at manglende koordinering på tværs af sektorer – for eksempel på tværs af skoleområdet og sundhedsområdet eller på tværs af regioner og kommuner – skaber øget risiko for både meget langstrakte forløb hvor brugere, det vil sige børn og familier, risikerer ikke at få rettidig hjælp og dermed også for ressourcespild.

Dilemmaer ved samarbejdet

Det tværprofessionelle møde som kontekst for inklusionsarbejde rummer mulighed for vidensdeling og refleksion over muligheder for eventuelle indsatser, hvor hver part bidrager til udforskning og beslutningsprocessen omkring, hvad der videre ses som barn og families bedste.

Samtidig synes det tværprofessionelle samarbejde som kontekst for udforskning og beslutningsprocesser også at rumme nogle dilemmaer.