Debat

R i København: Drop film- og snolder-pengene og hjælp de sårbare unge

Trivselspenge skal ikke ende som biografbilletter, men bruges der, hvor det virkelig støtter de sårbare unge – i PPR-ordningen, Åben Skole-tilbud, sundhedsplejen og kortere ventelister til hjælp, skriver Katrine Kildgaard og Emil Sloth Andersen.

Prioritér trivsels- og coronapenge på omsorg til unge frem for tant og fjas og gøgl, skriver Katrine Kildgaard (R) og Emil Sloth Andersen (R). 
Prioritér trivsels- og coronapenge på omsorg til unge frem for tant og fjas og gøgl, skriver Katrine Kildgaard (R) og Emil Sloth Andersen (R). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Emil Sloth Andersen
Katrine Kildgaard Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er ingen, vi føler så meget med i kølvandet på corona-krisen, som de børn og unge, der er blevet ramt på psyken. For vi kender mange af dem.

Det er alle dem, som har siddet på et lidt for mørkt værelse for sig selv og fået hakket deres sociale liv midt over, da corona-krisen ramte. Det er dem, som har fået forværret stress, angst og depression.

Nogen har fået det bedre, men mange har mén, og det ses klart af Ungeprofilundersøgelsen fra marts 2022, at det støt går den forkerte vej med unges mentale trivsel.

Det er rent ud sagt for meget tant og fjas og gøgl. Det er for lidt omsorg for de svageste

Katrine Kildgaard (R) og Emil Sloth Andersen (R)
Hhv. ordfører for mental trivsel og børne- og ungeordfører

Vi stod klar til i Radikale Venstre at sætte 11 millioner kroner af til børn og unges psykiske trivsel, da 11 millioner kroner i corona-midler skulle fordeles på børne- og ungdomsudvalgets sidste møde. Midlerne var sat af – via et flertal i borgerrepræsentationen - til at håndtere eftervirkningerne af corona-krisen på børneområdet i 2022.

Vi er nedslåede over, at man nu har fordelt de 11 millioner kroner sådan, at størstedelen går til svømmeundervisning og til fri fordeling i fritidsklubberne.

Nu går det, som det før er gået. Vi har under corona-krisen set, at der gik "trivsels-penge" og corona-midler gik til helt løs fordeling lokalt, så de bagefter blev brugt på Find Nemo 2-filmaftener, slik og udflugter. Det er rent ud sagt for meget tant og fjas og gøgl. Det er for lidt omsorg for de svageste. 

PPR-ordningen skal støttes

Radikale Venstre ønskede at fordele alle pengene til PPR-ordningen (pædagogisk-psykologisk-rådgivning) og sundhedsplejen på skolerne i stedet. Vi havde et bud fra forvaltningen på, hvordan man kunne samle nogle af de mest sårbare unge, hvor sundhedsplejen ved, at der er begyndende problemer, til fælles sessioner og gruppeterapi. 

Det er en vej, vi fortsat vil gå ned af. For Radikale Venstre er det alfa og omega, at vi giver flest mulige børn og unge redskaber til at håndtere psykiske problemer, før de for alvor bliver forværret.

For det første vil give flere unge forebyggende coping-redskaber

Katrine Kildgaard (R) og Emil Sloth Andersen (R)
Hhv. ordfører for mental trivsel og børne- og ungeordfører

Cirka 75 procent oplever, at deres psykiske sygdom (eksempelvis angst eller depression) er debuteret inden 24 års-alderen, ifølge Danske Patienter og en undersøgelse fra Vidensråd for Forebyggelse.

Kan vi nå dem, før deres diagnoser for alvor bliver forværret, kan vi undgå, at mange havner i psykiatrien, hvor de bliver "pendul-patienter," der indskrives og udskrives konstant, fordi psykiatrien ikke har ressourcer nok til at beholde dem i længere tid. Og netop dét er en risiko for mange af corona-krisens børn og unge.

Tre elementer i ny kurs

Det er pilskævt, hvad der netop er sket, men der er ikke andet for end at se frem og spørge borgerrepræsentationens partier: vil I – efter mange børn og unge igen blev overset - være med til for alvor at hjælpe dem i psykisk mistrivsel fremover? Den næste chance opstår til budgettet for 2023. Radikale Venstres kurs bygger på tre elementer.

For det første vil give flere unge forebyggende coping-redskaber, eksempelvis gennem Åben Skole-formatet, så de unge får redskaber (mindfulness, positiv psykologi og deslige) til at håndtere deres udfordringer, før de opstår eller forværres.

For det andet vil vi styrke sundhedsplejen på skolerne, fordi sundhedsplejen kender eleverne og er en tillidsfigur, som børnene nemt kan henvende sig til.

Og for det tredje vil vi med nye investeringer bringe ventelisterne på behandling helt i bund, så unge, der har ondt i sjælen, reelt kan få gratis hjælp øjeblikkeligt og uden tøven. 

Vi håber, at resten af borgerrepræsentationen vil være med.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katrine Kildgaard Nielsen

Medlem af Borgerrepræsentationen (R), Københavns Kommune
stud.scient.pol. (Københavns Uni.)

Emil Sloth Andersen

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Universitet, 2019)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024