Sikkerhedspolitisk netværk: Vesten skal formulere en politik, der handler om mere end krigen i Ukraine

Politisk vilje har flere dimensioner. Det handler om ledelse på højeste politiske niveau, og det handler om, at Europa ikke har midlerne til at spille spillet uden USA.

Det vestlige samarbejde må fortsætte. Men det handler også om at få befolkningerne med. At få den offentlige opinion med i langsigtede investeringer i sikkerhed og forsvar kræver et højere formål, og det bør være et forsvar af international ret.

Men ret skal forankres i magt, og her må vi erkende, hvilken kolossal udfordring det er at stå overfor et aggressivt, revanchistisk og autoritært Rusland. Vestlig strategi bør derfor bygges op omkring containment, resilience og engagement – inddæmning, modstandskraft og engagement.

Tre gamle fristelser

Inddæmningen af Rusland skal være bredt anlagt og baseret på en troværdig militær afskrækkelse, der svækker Ruslands muligheder for at føre en imperialistisk politik gående på at underlægge sig andre stater og samfund.

De tider, hvor et land i Nato skal yde mere end 50 procent af indsatsen på et område, må være slut.

Sten Rynning og Carsten Søndergaard
Hhv. professor SDU og fhv. ambassadør

For Europa betyder dette store investeringer i forsvarsevne. Det betyder også, at Europa skal sige nej til tre gamle fristelser i sin politiske debat. Europæerne må for det første sige nej til at lade USA tage det tunge slæb.

Europa skal forny partnerskabet med USA, som primært vil kigge mod Kina, og de tider, hvor et land i Nato (læs: USA) skal yde mere end 50 procent af indsatsen på et område, må være slut.

Europæerne skal også sige nej til at planlægge uden at ville levere. Nato har konkrete styrkemål, som udspringer af en overordnet og fælles trusselsvurdering. Europæerne plejer at støtte den sidste men ikke levere på den første, altså styrkemålene. Også det må være slut. Hjemmearbejdet skal gøres.

Endelig må det også være slut med at dyrke illusionen om, at europæisk sikkerhed kun er muligt med Rusland. Fælles, kontinental sikkerhed er en værdig ambition, men den opnås ikke med dette Rusland.

Netværk af partnere

Modstandskraft handler om det store opgavespektrum i tillæg til det militære forsvar. Rusland er en stærk og smidig spiller i hybridkrig. Trenden vil fortsætte. Vi må forvente, at ikke konventionelle midler vil blive anvendt – indflydelsesoperationer, cyberangreb, drab på systemkritiske røster på vores territorium, migrationspres og anden form for sabotage. Sommeren kan byde på sine overraskelser.

En styrkelse af modstandskraften må indebære en bredt anlagt politik baseret på partnerskaber med mange lande. Kernen må være afskrækkelse – ikke kun af Rusland, men også Kina, Nordkorea og Iran.

Det vil involvere en omfattende værktøjskasse. Der er mange finansielle og økonomiske instrumenter, der kan bruges, men det kræver politisk vilje. Erfaringen viser, at det tager tid at opnå en bredere enighed herom.

Dogmer, ønsketænkning og økonomiske interesser står i vejen for iværksættelse af hårde tiltag. Dertil kommer, at det er meget svært for demokratier at udvise strategisk tålmodighed. Desto vigtigere er det at opbygge et netværk af partnere, som kan holde flammen i live.

Brændte broer

Engagement er det tredje ben i en Rusland-politik, og det er rettet mod Putins regime. Det er dermed også et tyndt ben, for pt. har man kun diplomatiske forbindelser og få konkrete emner at forhandle om.

Det er tankevækkende, at der brændes flere broer, end der bygges. Der er for eksempel meget få aftaler tilbage på våbenkontrolområdet. Rusland har overført nukleare våben til Belarus. Måske vil Rusland snart overføre nuklear teknologi til Nordkorea. Intet af dette lover godt.

Dogmer, ønsketænkning og økonomiske interesser står i vejen for iværksættelse af hårde tiltag.

Sten Rynning og Carsten Søndergaard
Hhv. professor SDU og fhv. ambassadør

Engagement handler i sin kerne om dialogen mellem USA og Rusland om strategiske nukleare våben. Deres 'New Start'-aftale udløber til februar 2026. USA's nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan foreslog sidste år, at USA og Rusland skulle have en dialog, men Rusland var ikke interesseret, så længe krigen i Ukraine foregik.

Hvordan Kinas hastige udbygning af sine nukleare styrker vil påvirke USA og Ruslands vilje til at skære i deres arsenaler, kan man spekulere over, men det ser ikke godt ud. Hvis 'New Start' bare dør, så står stormagterne uden nukleare aftaler. Det vil være destabiliserende i de krisesituationer, som uundgåeligt vil opstå.

En retsorden forsvaret ved hjælp af investeringer i inddæmning, modstandskraft og engagement – det må være målet. Det bliver et sejt træk, og man skal modstå fristelsen til at ryste på hånden.

Natos generalsekretær Jens Stoltenberg har udtalt, at Kina ønsker gode forbindelser med Vesten men samtidig understøtter den største væbnede konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig. Kina bør ikke kunne opnå begge dele.

Josep Borrell, EU's såkaldte udenrigschef, har peget på, at Europa har været for naiv i flere henseender, både overfor Kina og Rusland. Vi er absolut ikke uenige. Men når det gælder fremtiden, har vi vores forventninger under kontrol. Retsorden via inddæmning, modstandskraft og engagement fordrer et niveau af ledelseskraft i Europa, vi endnu har til gode at se.