Byrummets uforpligtende kulturknald

Desværre tyder meget på, at alt det nye liv i byrummet allerede er på vej til at blive ligeså ligegyldigt som Carl Jacobsens statuer, som vi i dag knap ænser.

Ulla Tofte
Direktør og festivalchef i Golden Days

Af Ulla Tofte
Direktør og festivalchef i Golden Days 

Mon ikke der i disse uger går en lokalpolitiker eller to rundt og fantaserer om at erobre sig en stærkere og mere budgettung udvalgspost efter det kommende kommunalvalg?

Et skift fra det profilerede kulturudvalg til det prestigefyldte teknik- og miljøudvalg er efterhånden en klassiker i den efterfølgende konstitueringskabale.

Og forskellen på de to områder er mindre, end man skulle tro. For i løbet af de sidste ti år er kultur noget, man fra politisk side forventer - ja nærmest forlanger - befinder sig i byens rum.

I jagten på det fortættede, urbane miljø, der får Vejle til at ligne SoHo, er byrummet igen blevet scene, showcase og kampplads for kulturen.

Alt hvad der foregår indendørs opfattes i udgangspunkt som ’lukket’ og dermed svært tilgængeligt for borgerne.

De imposante kulturhuse, biblioteker og museumsbyggerier skal ikke blot manifestere sig - ja allerhelst larme - i gadebilledet, men også tilbyde udendørsservering, græs på facaden og blink på taget.

Og de kostbare kulturbyggerier er slet ikke ’byliv’ nok. Næh, de skal skam blot være kulisse for festivaler, events og dansende folkemængder i gaderne.

Ingen ny tendens 
Tendensen er ikke spor ny. Under det såkaldte moderne gennembrud i 1890’erne forvandlede byen sig fra gemen handelsplads til scene og mødested for det nye borgerskab.

Mens Herman Bang slentrede gennem stuktidens København for at sidde til skue med de andre skønånder på Café Bernina, var brygger Carl Jacobsen i gang med at forskønne København gennem opstillingen af monumenter i parker og på pladser.

Vel var Carl Jacobsen ikke politiker, men hans projekt var det samme: At skabe liv i byrummet og sikre sig en plads i historien.

Desværre tyder meget på, at alt det nye liv i byrummet allerede er på vej til at blive ligeså ligegyldigt som Carl Jacobsens statuer, som vi i dag knap ænser.

Udendørs udstillinger, performance og koncerter drukner ikke bare i hinanden, men drukner måske først og fremmest sig selv i manglen på kvalitet. De færreste events evner at fastholde den forbipasserendes opmærksomhed i mere end 10 minutter.

Og nej, det er ikke kun, fordi danskerne er blevet kulturelle zappere, men simpelthen fordi denne type kultur har til formål at fylde byrummet op snarere end at udvide horisonten hos sin beskuer.

Fra knald til længerevarende forhold 
Det uforligtende kulturknald i byrummet efterlader sjældent dybe spor.

Men det vil forhåbentlig – ligesom under det moderne gennembrud – blive afløst af en ’neue sachlichkeit’ – en ny saglighed og efterspørgsel efter mindre, men bedre.

Det lille no-nonsense foredrag med plads til kun 30 mennesker, eller kunsthallen, hvor der stilles krav til publikums opmærksomhed eller koncerten, hvor man både skal sidde og tie er langtfra på vej til at forsvinde.

De vil højst være midlertidig forsvundet fra den politiske lystavle, men vil genopstå i nye, skarpere og renere former og turde forlange noget af deres publikum.

Det uforpligtende knald – kulturhedonismen – vil igen afløses af et længerevarende forhold.