Det står på Carsten Hansens lovprogram i foråret

DOKUMENTATION: Regeringen er kommet med et revideret lovprogram for 2012/13. Se alle planlagte lovforslag på by- og boligområdet her.
By- og boligminister Carsten Hansen (S) har fem lovforslag på programmet i de næste måneder.
By- og boligminister Carsten Hansen (S) har fem lovforslag på programmet i de næste måneder.Foto: ft.dk
Susie Lund

En række lovforslag fra by- og boligminister Carsten Hansen (S) skal igennem lovmøllen i de næste måneder.

Det fremgår af Statsministeriets opdaterede lovprogram for 2012/13.

Altinget | By & Bolig bringer her en oversigt over regeringens planlagte lovforslag på by- og boligområdet.

Ministeren for by, bolig og landdistrikter

Ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger
(Fremrykket underretning og boligsocialt anviste lejere, midlertidig genhusning, forenkling og tekniske ændringer) (Jan I)

Forslaget indebærer en styrkelse af indsatsen mod, at lejere bliver udsat af deres lejligheder. Forslaget følger op på aftalen mellem regeringen og EL om justering af det kommunale udligningssystem fra maj 2012.

Ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene (Anvendelse af helårsboliger til fritidsformål) (Jan I)
Formålet med forslaget er at øge efterspørgslen efter boliger i landdistrikter og at fremme vedligeholdelsesindsatsen af de pågældende boliger. Forslaget indebærer blandt andet præciseringer af, hvornår ejeren har ret til at anvende en helårsbolig til fritidsformål, samt i hvilke tilfælde kommunen kan give tilladelse til en ændret anvendelse.

Ændring af lov om friplejeboliger (Revision) (Mar I)
Der er gennemført en evaluering af lov om friplejeboliger. Lovforslagets indhold overvejes blandt andet i lyset af evalueringen.

Ændring af lov om leje og lov om midlertidig regulering af boliglovgivningen (Forenkling af lejelovgivningen) (Mar II)
Forslaget vedrører en række forenklinger af lejelovgivningen på baggrund af drøftelser med lejer- og udlejerorganisationer.

Ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber(Udvidelse af sælgerens oplysningsforpligtelse og indførelse af karenspe-riode for anvendelse af valuarvurdering ved salg af andelsboliger) (Mar II)
Lovforslaget indebærer, at sælgeren af en andelsbolig skal oplyse om en række yderligere forhold vedrørende andelsboligforeningen og andelsboligen til køberen inden aftalens indgåelse. Forslaget supplerer de gældende regler, hvorefter sælgeren skal udlevere andelsboligforeningens vedtægter samt seneste regnskab og budget til køberen.

Klima-, energi- og bygningsministeren

Ændring af lov om anvendelse af Christianiaområdet (Feb II)
Lovforslaget vedrører en revisionsbestemmelse i lov om anvendelse af Christianiaområdet.

Ændring af byggeloven og lov om bygnings- og boligregistrering (Feb II)
Forslaget vedrører en række justeringer med henblik på at skabe en mere enkel og effektiv byggesagsbehandling. Denne del af forslaget følger op på arbejdet i en bredt sammensat arbejdsgruppe om effektiv byggesagsbehandling samt aftalerne om kommunernes økonomi for 2013. Forslaget skaber endvidere mulighed for en mere effektiv indsamling af oplysninger om de centrale varmeinstallationer i den eksisterende bygningsmasse.

Miljøministeren

Ændring af lov om planlægning (Feb I)
Forslaget indebærer, at kommuner med vanskeligt stillede landdistrikter får mulighed for i højere grad at vægte udvikling og vækst i disse områder på baggrund af kommunernes planlægning og ved en afvejning af hensyn til natur, landskab og erhverv. Forslaget vedrører herudover visse bestemmelser om helårsboliger og erhverv i landzone, planlægning i kystnærhedszonen og planlægning for udvalgsvarehandel. Forslaget indebærer endelig, at bestemmelser om tilslutningspligt med videre til fællesantenneanlæg i gældende lokalplaner skal miste deres gyldighed efter en overgangsperiode på to år fra lovforslagets ikrafttræden.

Ændring af lov om kolonihaver (Prisfastsættelse af kolonihavegrunde) (Feb II)
Forslaget vedrører reglerne om prisfastsættelse af kolonihavegrunde. Forslaget indebærer, at der fastsættes en ny bestemmelse i kolonihaveloven, som giver statslige og kommunale ejere af arealer til kolonihaveformål mulighed for at fastsætte lejen lavere end markedspris, således at der kan tages eksempelvis social hensyn i den enkelte kommune. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at Statsforvaltningen Hovedstaden i en sag om Københavns Kommunes fornyelse af aftaler om udleje af kolonihavearealer udtalte, at kommunernes udleje af arealer til kolonihaveformål skulle ske til markedspris.

Altinget logoBy og Bolig
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget by og bolig kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Seneste fra By og Bolig

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024