Debat

”Ghetto”-listen skal ændres – men ikke med et snuptag!

DEBAT: En revision af ghetto-listen er stadig en radikal mærkesag, slår boligordfører Liv Holm Andersen (R) fast. Men man kan ikke tro, at det gøres med et snuptag: "Visioner er vigtigere end tidsrammen," skriver hun her.
Liv Holm Andersen kommenterer i et debatindlæg De Radikales holdning til den såkaldte ghetto-liste.
Liv Holm Andersen kommenterer i et debatindlæg De Radikales holdning til den såkaldte ghetto-liste.Foto: Privat
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Men man skal ikke prøve at ændre noget med et snuptag, som ikke kan ændres med et snuptag - sådan er det med "ghetto"-listen, og sådan vil det være med en række andre ting.

Liv Holm Anderesen
Boligordfører (R)
Fakta
Bland dig
Vil du også deltage i debatten på Altinget | Bolig? Send dit indspark til [email protected]

Af Liv Holm Andersen
Boligordfører, Radikale Venstre

I sidste uge, den 25. april, bragte Altinget.dk en artikel med titlen "Lange udsigter for ny ghetto-liste", hvor der gisnes om, hvornår den såkaldte "ghetto"-liste af den tidligere regering mon laves om, som den nye regering har varslet. Om min egen holdning står der, at jeg "erkender, at en eventuel afskaffelse ikke står øverst på min dosmerseddel".

Derfor vil jeg gerne slå fast med syvtommersøm, at en revision af ghetto-listen ER en radikal mærkesag - og fortsat står højt på min ønskeseddel. Hvorfor? Af de samme årsager, som var grunden til, at vi ikke anerkendte ghetto-listen i 2008.

Tre kriterier
For at opsummere er årsagerne, at vi blandt andet ikke ønsker mærkaten "ghetto" på hjem, som folk er glade for, og som vi oven i købet ønsker at gøre attraktive for et bredere udsnit af befolkningen.

Ydermere lod kriterierne meget tilbage at savne. Særligt er etnicitetsbegrebet stigmatiserende, da det implicerer, at man ser etnicitet som et problem i sig selv (det, mener vi fra Radikale, er en total fejlslutning).

Også kriminalitetsparameteret giver problemer. Sagen er, at det kan være utroligt få kriminelle beboere, der afgør, om et område bliver stemplet.

Og sidst men ikke mindst er de tre kriterier simpelthen ikke operative nok.

"Ghetto"-begrebet skal ud
Derfor ønsker vi en revision, hvor vi kan få "ghetto"-begrebet ud af vores officielle politiske sprog. Det er altså kun rimeligt at forlange, at vi politikere går forrest og taler pænt om de områder, vi selv ønsker at ændre. Og samtidig laver et sæt nye kriterier, hvor vi fokuserer bredere og gerne mere positivt.

For det er ikke interessant, hvor mange ikke-vestlige indbyggere et område har, men derimod interessant, hvor mange som er ikke-deltagende. Med andre ord: Hvor mange, der står uden for både arbejds- og uddannelsesmarkedet. 

Debatten er velkommen
Så artiklen har ret i, at jeg indrømmer, at en afskaffelse af listen som sådan måske ikke er hensigtsmæssig, men en revision er bestemt stadig vigtigt for mig - som for Radikale Venstre. Derfor ser jeg også frem til at åbne denne debat op til en ny debat i forligskredsen.

Men hurtig politik er bare ikke nødvendigvis god politik.

Derfor ser jeg sådan set hellere, at vi tager os tid til fokus, både internt i regeringskredsen og med forligsparterne, og forhandler dette vigtige spørgsmål på et velvalgt tidspunkt. Frem for at skulle køre det igennem nu oven i en række andre vigtige ting.

Visionerne og indhold er vigtigst
Så holdningen er ikke skiftet, hverken hos mig, Radikale Venstre eller regeringen. Men man skal ikke prøve at ændre noget med et snuptag, som ikke kan ændres med et snuptag - sådan er det med "ghetto"-listen, og sådan vil det være med en række andre ting, også fremadrettet.

For sådan er politik også. Og for mig er det helt sikkert, at visionerne er vigtigere end tidsrammen. Og at indholdet er vigtigere end hastigheden.

At få "ghetto"-listen revideret til det bedre er Radikales politik - og det må gerne ske snart. Men som et ansvarligt parti holder vi fast i, at det gode resultat tæller mest.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Liv Holm Andersen

Projektleder, AAU Innovation, fhv. MF (R)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2016)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024