Debat

Lektorer: Der er brug for konkrete indsatser i udsatte boligområder - ikke flere navnelege

Det går galt, når ministeren ønsker at afskaffe ét sæt stigmatiserende ord og erstatter dem med lejlighedsord uden mening. Det sætter endnu flere boligområder på lister, der ikke er brug for, skriver Troels Schultz Larsen og Kristian Nagel Delica. 

Er der overhovedet behov for flere lister, og hvilken betydning vil denne liste- og navneleg have for de berørte områder og deres beboere? spørger Troels Schultz Larsen og Kristian Nagel Delica. 
Er der overhovedet behov for flere lister, og hvilken betydning vil denne liste- og navneleg have for de berørte områder og deres beboere? spørger Troels Schultz Larsen og Kristian Nagel Delica. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Midt i marts lancerede indenrigs- og boligministeren sit udkast til en ny lov om parallelsamfund.

Den indeholder blandt andet en række forslag til nye lister og navne til den del af den almennyttige sektor, der som konsekvens af årtiers boligpolitik har oplevet en koncentration af beboere, der ikke har råd til at betale for en ejerbolig.

Hovedpointerne i forslaget, der viderefører de kendte kriterier om uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet, indkomst og kriminalitet for områder i den almene sektor, der påkalder sig særlig opmærksomhed, har allerede været flittigt diskuteret.

For det første handler de om, at ghettoterminologien har vist sig kontraproduktiv. Det er i øvrigt noget, vi som forskere har påpeget i årevis. Alternativt foreslås det, at såkaldte ghettoer omdøbes til parallelsamfund, hårde ghettoer bliver til omdannelsesområder, og som noget helt nyt får vi nu også såkaldte forebyggelsesområder, mens udsatte boligområder fortsat vil være udsatte boligområder.

Mindst fire forskellige lister
Hvis forslaget vedtages, vil vi i Danmark have mindst fire forskellige lister til at udpege almene boligområder med forskellige typer af udfordringer. For det andet ønskes en mulighed for at stramme udlejningsreglerne for de såkaldte forebyggelsesområder, så det kan styres, hvem der flytter ind.

Det får os til at rejse spørgsmålet: Er der overhovedet behov for flere lister, og hvilken betydning vil denne liste- og navneleg have for de berørte områder og deres beboere?

Ser vi på de sidste ti års ghettolister – selv om listerne metodisk set er elendigt konstrueret og kriterierne justeret flere gange – giver de underliggende data ikke desto mindre et interessant blik på udviklingen.

Vi har sammenfattet udviklingen i to figurer. Se bunden af artiklen. 

Første figur viser antallet af områder og deres beboere på de officielle ghettolister fra 2010 til i dag. Her ses det, at antallet af ghettoområder er gået fra 29 med cirka 70.000 beboere i 2010, op til 40 områder og cirka 78.000 beboere i 2013 for derefter at falde til nu 15 ghettoområder med knap 39.000 beboere i 2020.

Halvering blev ikke fejret politisk
Kort sagt et fald på 25 områder og en halvering af antallet af beboere ramt af ghettolistens stigmatisering på seks til syv år. Det er en markant og positiv udvikling og man kan stille spørgsmålet: Hvorfor er dette ikke blevet fejret som en politisk succes?  

Andelen af etniske minoriteter i områderne er steget markant. Det kan umiddelbart virke som et paradoks, men det skyldes den generelle positive udvikling.

Troels Schultz Larsen og Kristian Nagel Delica
Lektorer, Roskilde Universitet

En anden central pointe er, at udviklingen i antallet af beboere viser, at listerne i sig selv er udtryk for en række forhold: De er konjunkturafhængige og afhængige af kriterieændringer, men også af det boligsociale arbejde i områderne. Den anden figur viser også, at antallet af områder blev negativt påvirket af finanskrisen frem til 2013, og at den efterfølgende økonomiske vækst havde en positiv indvirkning.

Nærlæses listerne, vil man se, at de skiftende kriterier også har både øget og mindsket antallet af områder alt efter, hvilke parametre der er indført. Hvis man zoomer ind på udviklingen af listernes konkrete kategorier, som vi gør i den anden figur, kan man se, at antallet af beboere dømt for kriminalitet er faldet markant med cirka ét procentpoint.

Positiv udvikling er mere markant
Fra anden forskning, blandt andet udarbejdet af CFBU og VIVE, ved vi, at den faktiske kriminalitet også falder, og at det boligsociale arbejde er en væsentlig forklaring herpå. Ser vi på andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet, er denne også faldet markant fra 45 procent i 2014 til 38,4 procent i 2020.

På begge områder spiller lokalt og kommunalt samarbejde mellem forskellige aktører som jobcentrer, uddannelsesinstitutioner, boligforeninger og lokale erhvervsnetværk en central rolle. 

Andelen af etniske minoriteter i områderne er steget markant. Det kan umiddelbart virke som et paradoks, men det skyldes den generelle positive udvikling. Udviklingen betyder nemlig, at det kun er de mest udfordrede 15 områder, der er tilbage på den aktuelle liste. Det er blandt andet dem, der har den højeste koncentration af etniske minoriteter. Det betyder også, at den positive udvikling i virkeligheden er mere markant for de udsatte bolig områder, end ministeriets opgørelser umiddelbart giver anledning til at tro.

Dette dokumenteres af boligministeriet i en rapport fra 2020. Heraf fremgår det, at cirka halvdelen (48,5 procent) af beboerne i de 40 områder, der rubriceredes som udsatte i 2019 (det vil sige de områder, der kun lever op til to af de fire kriterier) slet ikke lever op til nogen af listens kriterier.  

Læs også

Ikke flere navneleje
Hvad kan vi så lære af dette? For det første – er der behov for en ny liste? Der er ingen tvivl om, at signalværdien er i top: Hvem har noget mod forebyggelses(områder)? Men det går galt, når ministeren ønsker at afskaffe ét sæt stigmatiserende ord og opfinder 'lejlighedsord' uden mening, der sætter endnu flere boligområder på 'lejlighedslister', der ikke er brug for.

Parallelsamfundsbegrebet har naturligvis en anden historie end ghettobegrebet, men den er ikke mindre stigmatiserende eller mere præcis.

Troels Schultz Larsen og Kristian Nagel Delica
Lektorer, Roskilde Universitet

Vi har allerede meget bedre data, og vi kender allerede områderne. For de andet klinger det hult, når ministerens ønske om forebyggelse alene handler om at gøre fleksibel udlejning lovpligtigt, og det samtidigt med, at der skæres 100 millioner om året fra 2020 i midlerne fra Landsbyggefonden viet til boligsocialt arbejde.

Der er brug for konkrete indsatser og helt almindelige jobs i disse boligområder, ikke flere navnelege. For det tredje er der parallelsamfundsbegrebet, som angiveligt skulle være bedre end ghettobegrebet. Her vil vi blot gentage, hvad ministeriet udtaler om ghettobegrebet i anledning af den varslede fjernelse.

Det er "upræcist og fortæller ikke i sig selv noget om et boligområdes problemer. Det har alene en betydning i kraft af den historie, som knytter sig til ordet. Det gør betegnelsen stigmatiserende og står i vejen for en varig omdannelse af de udsatte boligområder."

Det er vi helt enige i. Parallelsamfundsbegrebet har naturligvis en anden historie end ghettobegrebet, men den er ikke mindre stigmatiserende eller mere præcis. I Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport fra 2018, slås det fast, at der ikke eksisterer "en entydig definition af, hvornår man tilhører et parallelsamfund. Er det, når man sjældent omgås personer med dansk oprindelse? Skal man opføre sig på en bestemt måde, eller skal man have et bestemt livssyn?".

Vi ved det ikke. Med afsæt i ministeriets egne analyser er begrebet 'parallelsamfund' i bedste fald en udefinerbar størrelse, der tilslører de reelle, sammensatte problemer, der eksisterer i de specifikke boligområder. I værste fald er det en dyb mistænkeliggørelse af beboerne i de byer og boligområder ministeren ønsker at blande.  

Boligpolitikken øger usikkerheden
Tilbage står, at med parallelsamfundspakken fra 2018 og nu tillægspakken fra i år, har dansk boligpolitik skiftet markant spor. Fra 1945 og frem til årtusindeskiftet var det erklærede mål at sikre tryghed i boligsituationen for hele befolkningen, både ejere, andelsejere og lejere i privat og alment byggeri.

Samtidig var det et mål at sikre alle adgang til en kvalitetsbolig, de kunne betale. På denne måde var boligpolitikken også socialpolitik. Nu bygger væsentlige dele af boligpolitikken på elementer, der systematisk øger usikkerheden i boligsituationen for stadigt flere mennesker – bliver vi tvangsforflyttet i år, næste år?

Kan vi overhovedet finde en bolig, vi kan betale? Hvor skal alle dem, der ikke har råd til en ejerbolig bo, hvor skal alle dem der blive skubbet ud af den almene sektor på grund af deres deres herkomst bo? Disse spørgsmål bør ministeren også interessere sig for.    

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024