Debat

Morten Løkkegaard: Storstilet EU-projekt rummer både risici og muligheder

Ursula von der Leyen vil kickstarte den grønne europæiske omstilling med stilarten "New European Bauhaus". Det giver masser af muligheder for at få dansk design, arkitektur og kunst ud på nye markeder, skriver Morten Løkkegaard (V).

EU-Kommissionens formand har foreslået et europæisk udtryk, som kunstnere, arkitekter, ingeniører og håndværkere kan orientere sig efter, når de tænker cirkulært og grønt. Det er flyvsk og smukt, skriver Morten Løkkegaard (V).
EU-Kommissionens formand har foreslået et europæisk udtryk, som kunstnere, arkitekter, ingeniører og håndværkere kan orientere sig efter, når de tænker cirkulært og grønt. Det er flyvsk og smukt, skriver Morten Løkkegaard (V).Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Morten Løkkegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Politisk er cirkulær økonomi for længst blevet hvermandseje. Kun meget få anfægter målet om at gøre varer og bygninger mere grønne og klimavenlige.

Til gengæld vil mange nok hæve brynene, hvis nogen mener, at der er brug for en særlig æstetik, måske endda et europæisk udtryk, som kunstnere, arkitekter, ingeniører og håndværkere kan orientere sig efter, når de tænker cirkulært.

Men det er præcist, hvad EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tænkt sig. Og hun har givet projektet navn: "New European Bauhaus".

EU skal ikke kun indtage en førertrøje i cirkulær økonomi ved at kickstarte en ny grøn bølge. Bølgen skal have en særlig æstetik. Den grønne omstilling skal have et europæisk islæt, der adskiller os fra resten af verden.

"New European Bauhaus", der blev lanceret i von der Leyens State of the Union-tale i Europaparlamentet i efteråret, er tænkt som en begyndelse på en europæisk fortælling, hvor kampen for en grønnere hverdag skal gøres til fælles eje for alle europæere.

New European Bauhaus skal være inspireret af Norden
Konceptet er opkaldt efter en tysk arkitektur- og designbevægelse, som var på sit højeste i 1920 til 1930'erne. Men nu skal Bauhaus-bevægelsen moderniseres og gøres folkekær for alle i EU. Lyder det flyvsk?

Det er bestemt også en risiko. Men det er også en mulighed. Projektet rummer et stort potentiale for danske arkitekter, ingeniører og kunstnere. Allerede nu har en række danske organisationer derfor slået pjalterne sammen.

Den nye Bauhaus-bevægelse er, hvad man gør den til. For mig er ideen grøn, økonomisk og smuk

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europaparlamentet

Dansk Industri, Dansk Design Center, Danske Arkitektvirksomheder, Dansk Erhverv, Creative Danmark, Syddansk Universitet og flere andre vil sammen forsøge at sætte et dansk aftryk på "New European Bauhaus".

Samarbejdet skyldes nemlig ikke kun, at projektet skal samle europæerne om cirkulær økonomi. Det er også, fordi projektet kan sprede dansk innovation inden for bæredygtigt byggeri, promovere den dygtige dansk mode- og tekstilbranche og skabe nyt marked for vores verdenskendte møbeldesign.

Helt unikt har vi mulighed for at påvirke Bauhaus-projektet fra sin fødsel. EU-Kommissionen har nemlig åbnet for bud på pilotprojekter, der er med til at definere den nye europæiske fortælling om cirkulær økonomi.

Sjælden sammensmeltning af politik og æstetik
I Europa-Parlamentet vil jeg kæmpe for, at EU får et nordisk pilotprojekt.

Sammen skal vi skandinaver give et bud på, hvordan vi skaber et grønnere Europa, som vi alle føler ejerskab til. En ny cirkulær økonomi for alle europæere. Og en grøn bølge, som inddrager alt fra ingeniører til kunstnere.

Læs også

Den nye Bauhaus-bevægelse er, hvad man gør den til. For mig er ideen grøn, økonomisk og smuk. En sjælden sammensmeltning af politik, økonomi og æstetik, som både kan være med til at efterlade en mere bæredygtig klode til vores børnebørn, skabe danske arbejdspladser og forene det enestående ved vores europæiske fællesskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ursula von der Leyen

Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)
KA i folkesundhedsvidenskab (2001), cand.med. (Mediziniche Hochschule, Hannover, 1991)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024