Ny S-ordfører vil have billige boliger og mere nedrivning
ROKADE: Socialdemokraternes nye boligordfører, Kaare Dybvad, mener, at manglen på billige boliger byerne skaber problemer i yderområderne.
Mads Bang
JournalistKaare Dybvad (f. 1984) blev valgt til Folketinget i 2015 og er opstillet i Vestsjælland.
Han er cand.scient. i Geografi fra Københavns Universitet, og han har beskæftiget sig med regional udvikling. Blandt andet tre år som chef for Videnprojekterne i Væksthus Sjælland.
I 2015 udgav han bogen "Udkantsmyten".
Socialdemokraternes nye boligordfører Kaare Dybvad er meget optaget af adgangen til billige boliger, har tidligere skrevet en bog om udkantsproblematikken og har stor kærlighed til andelstanken.
Den 32-årige Kaare Dybvad, der er valgt i Holbæk, hvor han også kommer fra, overtog ordførerskabet fra Jan Johansen i august. Altinget har spurgt ind til hans syn på boligområdet.
Hvad er dine boligpolitiske mærkesager?
”Grundlæggende er det at sikre blandede kvarterer og boligområder i hele landet. Så man møder mennesker fra alle samfundslag og får en forståelse for hinanden,” siger Kaare Dybvad og tilføjer: ”Og så vil jeg arbejde for at sikre, at alle har en ordenligt bolig, hvor der er ordentlige forhold, og man ikke bor i et eller andet nedslidt, uden vand, varme og isolering.”