Debat

Situationen spidser til for de almene boliger i yderområderne

DEBAT: Boligafdelinger i udkantskommuner med faldende befolkningstal risikerer at gå konkurs som følge af tomme lejemål, og det rammer både tilfredse lejere og kommunekassen. Borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer, opfordrer nu til øjeblikkelig landspolitisk handling.

Borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer, vil have fokus på konsekvenserne af tomgangsboliger i de danske yderområder og opfordrer ministeren til øjeblikkelig handling.
Borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer, vil have fokus på konsekvenserne af tomgangsboliger i de danske yderområder og opfordrer ministeren til øjeblikkelig handling.Foto: IkastBrandeKommune
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carsten Kissmeyer (V)
Borgmester i Ikast-Brande Kommune

I august 2014 skrev jeg et debatindlæg om problemstillingen med tomme boliger i landets yderområder.

Som jeg beskrev det, så er situationen, at der er for mange tomme boliger i yderområderne, og at disse tomgangsboliger kan få store økonomiske konsekvenser for både de almene boligselskaber og de berørte kommuner i de pågældende geografiske områder.

Landspolitisk handling er nødvendig
Mit forslag i debatoplægget var, at man i de politiske drøftelser på landsplan finder løsninger på dette problem, og finder midler til fjernelse af boligerne – både de almene og de private.

Der er for mange tomme boliger i yderområderne, og disse tomgangsboliger kan få store økonomiske konsekvenser for både de almene boligselskaber og de berørte kommuner i de pågældende geografiske områder.

Carsten Kissmeyer
Borgmester i Ikast-Brande Kommune

Nu, godt en måned efter, viser mine bange anelser desværre at holde stik. Situationen er aldeles alvorlig.

Seks kommuner i Midt- og Vestjylland, min egen inklusiv, har netop afsendt et brev til minister Carsten Hansen, hvor vi redegør for problemstillingen.

 

Kære Carsten Hansen

På vegne af 6 kommuner i Vestjylland sender Lemvig Kommune denne henvendelse til ministeren for at gøre opmærksom på et problem, der for nogle kommuner nu og for flere i fremtiden vil blive en udfordring.

Udfordringen er, at der på grund af ændrede bosætningsmønstre viser sig et vigende behov for leje af almene boliger.

Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Struer og Lemvig kommuner har alle nu modtaget straksindberetninger fra revisionsselskabet BDO, da boligselskabet Bomidtvest har almene boligafdelinger i kommunerne, med negativ egenkapital, hvorfor terminsydelserne til kreditforeningerne ikke længere kan betales.

Boligafdelingernes negative økonomiske situation skyldes primært mange tomme lejemål i de boliger, der er beliggende i de områder i kommunerne, hvor befolkningstallet er faldende. Disse byer var tidligere centerbyen i de tidligere kommuner, men er det ikke længere efter kommunalreformen.

Boligorganisationen har fået en dispensation af Ikast-Brande Kommune (hjemstedskommunen) til, at dispositionsfonden ikke skal dække lejetabene. Dispensationen gives, da boligorganisationens dispositionsfond ikke har likvide midler til at dække lejetab i det omfang, som udlejningssituationen medfører.

Den aktuelle situation vil betyde, at boligafdelinger risikerer at gå konkurs, efterfulgt af, at boligerne sælges på tvangsauktion.

Boligselskabet har sammenlagt flere afdelinger for at optimere driften. Erklæres en afdeling konkurs, vil kreditforeningerne kunne sætte alle afdelingens boliger på tvangsauktion, selvom det kun er en procentdel af boligmassen, som forårsager problemerne. Derved forventes det, at velfungerende lejemål i gode områder ender på tvangsauktion, hvilket kan være meget ugunstigt for de berørte lokalområder.

Kreditforeningernes bidragssats til belåning i alment boligbyggeri er meget lav, da der ikke forventes væsentlige tab på udlån i den almene boligsektor. Begynder kreditforeningerne at opleve tab, må det forventes, at bidragssatserne hæves, hvilket rammer huslejepriserne i hele den almene boligsektor. Samtidig vil tvangsauktioner udløse store økonomiske tab til kommunerne, grundet garantistillelse.

Ydermere vil tvangsauktion af flere hunderede boliger være medvirkende til at presse boligmarkedet i en ugunstig retning i områder, som i forvejen er hårdt udsat som følge af finanskrisen.

Vi opfordrer derfor ministeren til at ændre lovgivningen, således at Landsbyggefonden får mulighed for at give støtte til reduktion af boligmassen i yderområder. Dette begrundes med, at en konstruktiv nedbringelse af boligmassen vurderes samfundsøkonomisk at  være den gunstigste løsning på en problematik forårsaget af faldende befolkningstal i områder over hele landet. Dette kan samtidig relateres til de nuværende nedrivningspuljer, der allerede stilles til rådighed af staten i andre sammenhænge.

Kommunerne mangler endvidere opbakning fra realkreditinstitutterne og Landsbyggefonden, således at disse bliver aktive medspillere i at finde løsninger i stedet for begrænsninger.

Der er behov for, at der kan findes hurtigere løsninger i de situationer, hvor der er ledige almene ældreboliger i boligforeninger, som kommunen har visitationsretten til og derfor betaler lejen i ledige perioder. Især i de boliger, som ikke er tidssvarende, og hvor en renovering er for bekostelig.

Der mangles opbakning til, at de statslige myndigheder anbefaler kommunernes indstillinger om nedrivning, og at der efter nedrivning sker fritagelse af yderligere indbetaling til Landsbyggefonden.

Venlig hilsen
På vegne af Ikast-Brande, Herning, Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Struer og Lemvig Kommuner

Erik Flyvholm, Borgmester

Se også brevet til Carsten Hansen, minister for by, bolig og landdistrikter, her

 

Risikerer konkurser
Som det fremgår af brevet, har fire af de seks kommuner på nuværende tidspunkt modtaget straksindberetninger fra revisionsselskabet BDO, da boligselskabet Bomidtvest har almene boligafdelinger i kommunerne, med negativ egenkapital, hvorfor terminsydelserne til kreditforeningerne ikke længere kan betales.

Jeg kan derfor kun opfordre til øjeblikkelig landspolitisk handling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024