Debat

Brancheforeningen Dansk Luftfart: Danmarks engagement i SAS er en ubetinget god ide

En stærk knudepunktslufthavn med et stort luftfartsselskab er afgørende for vores konkurrenceevne og erhvervsliv. Derfor er den danske stats historiske og nuværende engagement i SAS en god ide, skriver Mathias Milling.

Landene er i konkurrence med hinanden om at fastholde og tiltrække ruter og luftfartsselskaber, skriver Mathias Milling.
Landene er i konkurrence med hinanden om at fastholde og tiltrække ruter og luftfartsselskaber, skriver Mathias Milling.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mathias Milling
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er vi ret privilegerede, når det kommer til at have gode og mange direkte flyforbindelser til resten af verden. Både fra de jyske lufthavne og særligt fra Københavns Lufthavn kan vi komme hurtigt og effektivt til stort set hele verden.

Det kan vi blandt andet, fordi der er rigtig mange passagerer, der benytter sig af Københavns Lufthavn. Lufthavnen er nemlig en såkaldt knudepunktslufthavn. Og hvad betyder det så? Det betyder, at lufthavnen kan tiltrække flere passagerer, end hvad der umiddelbart er grundlag for i lufthavnens passageropland.

Hvis man tegner en cirkel rundt om en lufthavn og tæller hvor mange mennesker, der er inden for cirklen, så har man en lufthavns passageropland. Ud fra det antal mennesker kan man så sige noget om, hvor mange ruter en lufthavn typisk vil have. En slags tommelfingerregel.

Men for knudepunktslufthavnene er situationen anderledes. Det er den, fordi de har et eller flere luftfartsselskaber, som benytter lufthavnen til at flyve passagerer ind fra andre mindre lufthavne for at skifte fly i knudepunktslufthavnen og videre ud i verden.

Københavns Lufthavn kan tilbyde et rutenetværk, som er langt mere udbygget, end lufthavnens passageropland egentligt tilsiger.

Mathias Milling
Sekretariatschef, Dansk Luftfart

Det øger altså knudepunktslufthavnens passageropland gevaldigt, fordi luftfartsselskaber hurtigt og effektivt kan flyve passagerer ind fra mindre lufthavne til knudepunktslufthavnen som en del af deres rutenetværk.

I Københavns Lufthavn understøtter SAS og Norwegian i høj grad knudepunktsfunktionen. Det gør Norwegian ved at være en stor aktør i lufthavnen, mens SAS gør det ved at stå for hovedparten af lufthavnens transferpassagerer; altså passagerer fra mindre lufthavne, der skifter fly i Københavns Lufthavn. Det er ikke kun godt for passagererne, der med et enkelt flyskifte kan komme videre ud i verden. Det er også godt for Danmark og for os danskere.

Det betyder nemlig, at Københavns Lufthavn kan tilbyde et rutenetværk, som er langt mere udbygget, end lufthavnens passageropland egentligt tilsiger. Dermed har Danmark langt mere international tilgængelighed, og det har stor betydning for samfundsøkonomien, for arbejdspladser og for væksten i vores land. Københavns Lufthavn kan med rette kalde sig Skandinaviens knudepunkt blandt andet takket være et veludbygget rutenetværk fra SAS.

Konkurrence mellem lande

I EU og i resten af verden er det tydeligt, at mange lande er opmærksomme på vigtigheden af at have et stærkt knudepunktsselskab.

Flere af de europæiske store luftfartsselskaber har over årene haft og har stadig væsentlig statslig involvering. Air France, British Airways, Lufthansa blot for at nævne nogen af de helt store aktører.

Læs også

I Mellemøsten gør selskaber som Qatar Airways, Emirates og Etihad Airways også store indtog på det europæiske marked med tæt på fuldt statsligt ejerskab. Samme billede gør sig gældende i Asien.

Landene er i konkurrence med hinanden om at fastholde og tiltrække ruter og luftfartsselskaber. Udviklingen af en stærk knudepunktslufthavn med et stort knudepunktsselskab er her afgørende for landenes konkurrenceevne og erhvervsliv.

Engagement i SAS ér en god ide

Når 44 procent af danskerne ifølge en Wilke-måling mener, at det er en dårlig ide for den danske stat at understøtte SAS, så skyldes det nok i høj grad, at vi i branchen og politikerne ikke er lykkedes tilstrækkeligt med at få gjort danskerne opmærksomme på vigtigheden af at have en knudepunktslufthavn.

Den danske stats historiske og nuværende engagement i SAS er en ubetinget god ide.

Mathias Milling
Sekretariatschef, Dansk Luftfart

Og at en knudepunktslufthavn kun kan forblive en knudepunktslufthavn, hvis der også er et luftfartsselskab, der fastholder knudepunktsfunktionen ved at sikre et højt passagertal.

Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at den danske stats historiske og nuværende engagement i SAS er en ubetinget god ide, der gør Danmark og danskerne rigere. Det giver dansk erhvervsliv en fordel, at vi har direkte adgang til verdens store markeder, ligesom udenlandske virksomheder kigger mod Danmark.

Det er klart, at forventningen til SAS må være, at selskabet i fremtiden skal kunne klare sig selv, og at staten med sine investeringer har haft en målsætning om at beskytte og styrke et samfundsaktiv, som er mere end bare et luftfartsselskab. Men at koge det ned til et spørgsmål om, hvorvidt det er en god ide eller ej, er efter vores vurdering alt for forsimplet, og det vil derfor medføre et misvisende svar.

Det havde været mere retvisende at spørge danskerne, om de synes, at det er en god ide, at den danske stat understøtter tusindvis af arbejdspladser i Danmark, styrker samfundsøkonomien og binder dansk erhvervsliv tæt og effektivt sammen med resten af verden? Mon ikke det med rette havde affødt en væsentligt højere ja-andel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mathias Milling

Sekretariatschef, Dansk Luftfart
cand.merc (pol) (CBS 2015)









0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024