Debat

Demokratirådgivere: Folkemødet begyndte som en åben demokratifestival, men kan ende som en lukket fest for magteliten

Lukkede events modarbejder målet om at reducere magtdistancer og fremme åben dialog. For at bevare en folkelig opbakning skal Folkemødet prioritere åbenhed og inklusion, skriver Kolja Dahlin og Johan Galster.

Det er nu opgaven for de store etablerede organisationer at gentænke deres lukkede events, så man ikke skader og eroderer hovedformålet med Folkemødet, skriver Kolja Dahlin og Johan Galster.
Det er nu opgaven for de store etablerede organisationer at gentænke deres lukkede events, så man ikke skader og eroderer hovedformålet med Folkemødet, skriver Kolja Dahlin og Johan Galster.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Folkemødet er et helt unikt åbent og midlertidigt byrum, der samler over 60.000 deltagere til demokratiets årlige serviceeftersyn inden for alle sektorer.

Inden årets folkemøde fyldte debatten om aktivismen, men på bagkant af Folkemødet er det de mange lukkede events for magteliten, som vi bør være optaget af.

Det åbne demokratiske festivalformat, hvor vi på en klippeø kan være enige om at være uenige sammen, er på afgørende punkter udfordret, når en særlig privilegeret gruppe vælger at lukke sig om sig selv.

Folkemødet er designet til det modsatte og i Sveriges pendant til Folkemødet kæmper de med konsekvenser af for mange lukkede events.

Magtdistance og lukkede events

Årets folkemøde har på mange måder været en kæmpe succes, med flere deltagere og events end nogensinde før.

Flere åbne scener, flere unge og flere med anden baggrund.

Når Folkemødets mange tusinde gæster bliver mødt af vagter og lukkede events rundt om på festivalområdet, så opstår det et naturligt ”os” og ”dem”.

Kolja Dahlin og Johan Galster
Demokratirådgivere, We Do Democracy

Men når Folkemødets mange tusinde gæster bliver mødt af vagter og lukkede events rundt om på festivalområdet, så opstår det et naturligt ”os” og ”dem”.

Altinget bragte en historie om netop sådan et event, da de dækkede Novo Nordisk Fondens 100 års jubilæum.

Den principielle diskussion må være om magtelitens, interesseorganisationernes og lobbyisternes lukkede fejringer af sig selv, er foreneligt med Folkemødets essens og formål.

Nemlig ”at dyrke den demokratiske samtale og mindske afstanden mellem borgere og beslutningstagere”, som der står på Folkemødets hjemmeside.

Pilen peger således tilbage på de enkelte aktører og deltagere på Folkemødet med spørgsmålet om, det er det rigtige sted, og tidspunkt midt i en global demokratiskrise, at vælge at lukke sig om sig selv, når man deltager på demokratiets årlige festival.

En demokratifestival bygger på åbenhed

I We Do Democracy har vi været med til at stifte den internationale organisation for demokratifestivaler, der har samlet de nordiske folkemøder og rådgivet ved etableringen af demokratifestivaler i de baltiske lande, samt i Belgien og Holland.

Læs også

De fælles designkriterier på tværs af folkemøder er altid åbenhed, gennemsigtighed, lige og gratis adgang, frie rum til demokratiske samtaler og med formålet at mindske magtdistancer.

Derfor ofte den geografiske placering væk fra det klassiske magtcentrum i hovedstæderne – i praksis typisk en ø – så alle bliver ”tvunget” til at træde ned fra talerstolen og også deltage i de uformelle samtaler bagefter, og ja, stå i kø til toiletter sammen.

Udfordret af elitens lukkede events

Olof Palme stod bag den første demokratifestival i Almedalen på Gotland i Sverige, som var det danske forbillede ved fødslen i 2011.

Men Almedalens demokratifestival har i flere år været udfordret af elitens mange private og lukkede events.

Folkemødet minder os om vigtigheden af, at vi kan mødes og have samtaler på tværs af vores grøfter.

Kolja Dahlin og Johan Galster
Demokratirådgivere, We Do Democracy

Det har fået konsekvenser for festivalens folkelige opbakning og tilslutning.

Derfor er rådet til alle nye demokratifestivaler at modvirke de lukkede events og hylde de åbne rum og samtaler, hvor alle har lige adgang – også når samtaler bliver besværlige og deltagerne interagerer.

Folkemødet minder os om vigtigheden af, at vi kan mødes og have samtaler på tværs af vores grøfter.

Spørgsmålet er, om folkemødet også på sigt vil kunne leve op til de fælles nordiske og internationale principper for åbenhed ved demokratifestivaler, hvis Folkemødet transformeres til magtelitens lukkede events.

Demokrati er en fælles opgave

Det er nu opgaven for de store etablerede organisationer at gentænke deres lukkede events, så man ikke skader og eroderer hovedformålet med Folkemødet.

En lille forening på Bornholm kan ikke løfte den store demokratiske opgave alene. Det kræver, at alle parter, som deltager i Allinge, tager en ærlig samtale med sig selv og hinanden om deres demokratiske rolle og forpligtigelse.

Læs også

Hvordan kan vi stå sammen om at understøtte en større dagsorden end vores egen og hver især bidrage til at styrke et åbent og levende demokrati i fremtiden, både i hverdagen derhjemme og til festivalen på Bornholm?

Overvej som arrangør, hvordan du kan være med til at understøtte det åbne demokratiske format, eller hvis du som privatperson modtager en invitation til et lukket arrangement.

Den gode nyhed er til gengæld, at du som organisation har 362 andre dage om året, hvor du frit kan lave lukkede fester og egne events.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johan Galster

Demokratirådgiver og partner, We Do Democracy, stifter, Demokrati Garage, næstformand bestyrelsen, Østerbro Teater, bestyrelsesmedlem, Foreningen Demokrati Garage
cand.mag. i æstetik og kultur (Aarhus Uni. 1999)









0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024